fredag den 26. juni 2009

Glædelig hue

Lige for tiden vrimler det med huer i gadebilledet. Røde, blå og nogle, som jeg slet ikke kender. Alle sidder de på hovedet af unge mennesker, som går rundt og ser glade og lettede ud. Og det minder mig om dengang for ni (gosh!) år siden, da jeg fik min hue. Som i øvrigt var med blåt bånd, da vejen til den passer mig MEGET bedre end vejen til den røde.

Jeg husker, hvor stolt jeg var, fordi jeg faktisk havde gennemført noget. Det var jo anden gang jeg var startet på HF, men første gang sprang jeg jo fra. Anden gang var på et gymnasium i Roskilde, hvor jeg faldt utroligt godt til.

På trods af min fraværende arbejdsiver bestod jeg med et fint snit, og jeg nød i fulde drag, at jeg nu var kommet så langt.

Derfor har jeg sådan lyst til at gå hen til hver af de unge mennesker og sige, at de skal huske at nyde det, for pludselig er det august eller september, og så byder livet på fuldkommen andre suppeboller. Men det er jo så gammelagtigt at sige til folk, så jeg lader være. Jeg nøjes med at smile medvidende til dem og håbe, at de formår at sætte pris på det.

Det gør formentlig også et ekstra indtryk på mig, fordi det er netop i disse dage, jeg går og venter på mine to sidste karakterer for dette semester. Hvis de begge er over 2, har jeg gennemført endnu et sejtræk i mit liv og er bachelor. Men jeg venter med at råbe 'Yay', til jeg faktisk har karakterne i hånden. For jeg vil jo ikke jinxe det, nu ér jeg jo kommet så langt.

torsdag den 25. juni 2009

Jylland >< Sjælland .......igen

I lørdags var jeg til en fest, hvor jeg naturligvis smalltalkede med de mennesker, som sad omkring mig. Jeg kommer fra Sjælland, mens alle andre ved bordet var fra Jylland. Selvom nogle af dem faktisk bor på Sjælland nu...

Snakken falder på regionale forskelle, det er jo kun naturligt. Og en af de andre fortalte så, hvordan hun var gået ind til en bager og havde bedt om noget kaffe og "to kanelkager".

Bagerpigen havde måbet en anelse og spurgt, om kvinden mente 'kanelsnegle' eller hvad. Men nej, det var jo ikke dét, hun bad om - det var jo KANELKAGER!

Og for at hjælpe den åbenbart fuldkommen ignorante bagerpige rakte hun armen ud og pegede på det, som hun ville have. Som var brunsvigeren.

Og så er det bare, at jeg virkelig hurtigt kan forklare, hvorfor den sjællandske bagerpige ikke forstod, hvad jydedamen mente; der skal bare overhovedet ikke kanel i brunsviger.
Det er en helt almindelig gærdej, som prikkes med fingeren og overhældes med en remonce af smør og brun farin.

Hov, der stod da ikke noget om kanel, Iben!? Nej. Af én simpel grund. Der skal IKKE kanel i brunsviger.

Jeg er ikke engang sikker på, at det er en rigtig Jylland >< Sjælland-ting, for jeg er aldrig stødt på kanel i brunsviger her i Århus. På trods af at man kan støde på noget så underligt som pikant-ost i en frøsnapper, hvilket er fuldkommen utilgiveligt, for ikke lige at sige, at det faktisk også er rigtig ulækkert.

Damen til festen var i grunden rigtig sød og vi snakkede ret meget sammen. Og hun kan jo, ret beset, ikke gøre for hvis hun er vant til at få brunsviger med kanel. Men så er det bare, jeg ser det som min pligt at sige; Søde D**** - det skal der ikke. Kom hjem til mig en dag, så skal jeg bage dig en ordentlig brunsviger. Ammenam. Med ekstra nams ovenpå. Og ingen kanel.





PS. Jeg elsker kanel. Jeg kunne godt være den Cinnamon Girl, som Neil Young synger om, for så meget ælsker jeg bare kanel. Men ikke i brunsviger. Der ér nemlig grænser.

Fagre nye verden

Nede i det der Århus har de lavet en føtex om til en lidt mere fancy 'føtex food'. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det ser ud til, at alle de tjekkede midtby-århusianere har fundet sig godt til rette derinde.

Jeg havde idag et ærinde i Guldsmedegade og derfor slog jeg lige et smut ind i den der føtex.....food.

Jeg skulle egentlig bare købe nogle radisser, for det var netop, hvad min mave og min grådgie tunge cravede. Jeg endte dog med både radisser, nektariner, kirsebær og verdens dejligste jordbær, ja, det er jo de danske.

I køen opdagede jeg pludselig, at jeg faktisk stod og ventede på adgang til en selvbetjeningskasse.

Jeg nåede lige akkurat at tænke "Åh gud nej!" og gå et skridt baglæns, før en ung føtexmedarbejder prajede mig og sagde "Der er plads her!" med smil i stemmen og hele ansigtet. Jeg smilede også, men på en mere kejtet åh-nej-jeg-blev-opdaget-agtig måde.

Det var jo for plat at stå der som blot 30-årig og være bange for den nye teknologi, så jeg gik let tøvende hen til maskinen. Den unge ansatte var jo lige bag mig, og hun måtte jo kunne hjælpe, hvis der opstod panik. HVIS! Jeg er jo ikke totalt tekno-analfabet. Blev der sagt!

Det var faktisk slet ikke så svært. Jeg fik trykket på de ting, jeg skulle, scannet de varer, som havde stregkode, pakket varerne i min pose, som blev placeret i den totalt brillante holder, så posen er åben og klar!

Og så betalte jeg med Dankort. Lige på beløbet. Selvom man også kunne vælge at få udbetalt et beløb oven i. Det ved jeg så ikke, hvordan foregår, for det prøvede jeg ikke. Det er så smart, så smart.

Men det er svært at slippe følelsen af, at man har røvet føtex (food!), når man går ud af butikken med posen fuld af varer, og man ikke har hilst på en kassedame.


Og i øvrigt, midtbytrendyoverklassefancy føtex food eller ej - de har sgu stadig Jaka bov på hylderne!

mandag den 22. juni 2009

Noget om verden

God timing er:

- når bilradioens tuner lander på P1 lige idet værtinden rømmer sig, og et "Hrhrhrhrrhrrrmmmmmmmm" fylder bilen, skarpt efterfulgt af latter.


Dårlig timing er:

- når man opdager at bilen er flad lige præcis for sent til, at man kan fikse det og stadig nå færgen.

Jeg har været på Venø til bryllupsfest - og begge disse ting skete. Verden er et dejligt sted.


Og nåhja, så er jeg færdig med eksamener for denne omgang. Fik et knebent 2-tal i dag, men det ér jo bestået, så vips var jeg færdig med russisk. Underviseren fik tårer i øjnene bagefter.

Tror jeg render op til hende med en bette gave en af dagene. Fire år, Niller...det betyder jo alligevel noget.

torsdag den 11. juni 2009

1990'erne

Forleden spurgte en af mine venner mig om, hvilket år fra 90'erne der var mit yndlingsår. Det kunne jeg ikke sådan lige svare på, men jeg blev inspireret til at gennemgå årene ét for ét og se på, hvad der egentlig skete for mig.

Here we go:

1990: Startede i 6. klasse. Det var vist dét år, vores klasse blev rykket op på 64-gangen på skolen. Den hed sådan, fordi den blev bygget i 1964, vist nok. Det var i hvert fald, hvad vi 'vidste', os unger. Godt den ikke var bygget i 69 i det mindste. Min klasselærer hed endnu Kirsten Høegh, og hende var jeg glad for.

1991: Startede i 7. klasse. Vores sidste år på 64-gangen. Og i 91 begyndte jeg at gå til fransk i ungdomsskolen. To gange om ugen i tre år. Vores lærer hed Eske Brix og ham kendte jeg godt, fordi han var vikar på min egen skole.

1992: Uh, her skete der meget.
Jeg havde jeans på i skole for første gang, var ellers stor fan af joggingbukser, men nu var jeg alligevel blevet stor nok til cowboybukser, syntes jeg.
Jeg blev også konfirmeret i 1992 i august måned i samme kjole som mine to søstre, det var en fin ting, det er dejligt med noget fælles på den måde, selvom jeg så havde en ti år gammel kjole på. Og spildte sovs på maven af den.
8. klasse begyndte i 1992. Min skole var områdets overbygningsskole, så vi fik klasser fra de mindre omegns-skoler ind på vores. Derfor blev alle klasser delt op og samlet på ny, så de kunne spare et lokale ved at lave én klasse mindre end ellers. Det var dejligt, for min gamle klasse var fandme ikke for god og det gav os alle luft at vi skiltes.
Plus så var der mulighed for nye veninder. M blev det i første omgang, for hun gik også til fransk, og hun var modig og sej, og vi grinede ufatteligt meget sammen. Så meget at jeg en dag kom til at tisse lidt i bukserne. Så hentede hun da bare vores ting i fransklokalet, sagde til de andre, at 'der var sket noget' og fulgtes hjem med mig. Dejlig pige.

1993: Min mormor fik en hjerneblødning, mens hun var til ældregymnastik og døde næste dag. Meget trist, for hun var en dejlig dame, og jeg havde været hos hende og min morfar stort set alle skoleferier. Hun lærte mig at spille 500 og glæden ved krydsord. Jeg kom for sent i skole med besked i kontaktbogen, og min klasselærer prøvede at trøste mig ved at sige, at folk ofte overlever hjerneblødninger. Det var i grunden megte sødt af ham, for vi var på ingen måde gode venner. Det nyttede heller ikke, for jeg vidste inde i mit hjerte, at det var slut med mormor. Æv.
Men 93 var også året hvor M gled lidt ud og J gled meget, meget ind. Vi hang sammen som ærtehalm de næste mange år.

1994: Året hvor jeg blev færdig med 9. klasse. Min danske stil til eksamen kom til at omhandle venindeopgør, som lå mig meget på sinde efter oplevelserne i løbet af både 8. og 9. Piger i den alder tager det meget tungt, når man ikke længere vil være bedste veninde. M skulle på gymnasiet, men jeg vidste hverken ud eller ind, så jeg fortsatte i 10. klasse sammen med J. Vi var i øvrigt hippier til sidste skoledag.

1995: 10. klasse sluttede og J og jeg var klædt ud som Blues Brothers. Det var så sejt og fantastisk, men der var kun to andre, som vidste hvem vi var. Vi drak os fulde i Anlægget og jeg fik endelig et lillebitte kys af ham, som jeg havde været skudt i i årevis. Sammen med alle de andre piger på vores årgang. Mand, han var dejlig. Efter skolen blev han ret hurtigt gift og fik et par børn.
Efter sommerferien startede jeg sammen med J på et grundkursus på Teknisk skole i Næstved, hvor jeg brugte et halvt år på at tegne og lære noget om computere og foto. Det var fedt. Jeg fik min første kæreste, og det holdt i to uger. Han kom fra Rønnede og han var slet ikke den, jeg egentlig ville have. Og så fik jeg farvet mit hår pink i december. Det var lækkert. Nytårsaften scorede jeg en venindes storebror første gang jeg var hjemme hos hende. God stil!

1996: Uh, min første rigtige kæreste. Efter teknisk skole startede jeg på Miljø- og Naturskolen i Ringsted sammen med J. Det er en produktionsskole, som egentlig mest er et tilbud til unge, som ikke aner, hvad de vil, og som måske ikke helt egner sig til de boglige uddannelser.
J og jeg nød et år her, hvor vi arbejdede i køkkenet og stod for frokost og kage hver dag. Det var sgu fedt nok. Et helt år hvor vi bare udviklede os enormt. Og så mødte jeg Js fætter, K, som jeg blev kæreste med. Det var fantastisk. Jeg var SÅ forelsket og det samme var han. Jeg fyldte 18 og flyttede hen til K og hans forældre, uden helt at forklare min mor, hvad der foregik. Det var dumt og hun fortjente ikke helt den behandling, jeg gav hende dengang. Jeg var 18, trodsig og vidste ikke bedre.

1997: K og jeg fik vores første fælles lejlighed, det var helt fantastisk. Jeg fik job i Netto og solen skinnede helt enormt meget den sommer. Jeg startede på hf enkeltfag på VUC, men det var sgu åndssvagt.

1998: VUC gik dårligt og det samme gjorde forholdet. Vi gik lidt fra hinanden, jeg droppede ud af hf, og flyttede op til min far. Her startede jeg på en anden produktionsskole, Maglehøj. Mit hår var 6 mm langt den første dag og jeg trivedes utroligt godt. Der var jeg også i køkkenet, det passede mig rigtig fint. Jeg skejede lidt ud, blev piercet i tungen og brystvorten og havde det sjovt, men flyttede tilbage til en ungdomsbolig i Ringsted om sommeren. Det var dejligt at komme hjem igen. Efter sommeren startede jeg på hf på Amtsgymnasiet i Roskilde og dét var en rigtig god beslutning.

1999: K og jeg var sammen igen og fik en bette lejlighed (37 kvm - vi boede der i fire (!) år) sammen og jeg passede stadig min hf.

2000: (ja, det er jo ikke 90'erne men det hører med synes jeg) Wee, jeg blev student og var så stolt. Og så blev jeg moster til en fin lille dreng, hvilket ikke gjorde mig mindre stolt. Det var helt fantastisk og solen skinnede faktisk også rigtig meget den sommer.


Det er svært at sige, hvilket år i 90'erne der var det bedste. De har alle sammen indeholdt masser af gode og dårlige ting, og jeg formår ikke at vælge. Gør du?

onsdag den 10. juni 2009

Eksamensstress

Med kvædeteen i hånden åbnede jeg vinduet ud til verden, hvor blæsten susede, og en enkelt solsort sad på toppen af en gadelampe og sang kun for mig.

Regnen slikkede koldt mit ansigt og jeg lukkede igen.

Inde har jeg tændt elektrisk og levende lys og lavet ny te, mens jeg lytter til soul.

Ah.

tirsdag den 9. juni 2009

Glæde

For to et halvt år siden gjorde jeg noget, som faktisk har været med til at ændre mit liv.

Jeg læser russisk på universitetet og en del af uddannelsen foregår i Sankt Petersborg. Her skal man nemlig bo og læse på sit fjerde semester.

Da jeg var i gang med tredje semester, var min far lige blevet erklæret rask efter en ordentlig syg omgang leukæmi.

Jeg havde hustlet mig igennem hele første studieår, fordi jeg hele tiden var hjemme i København. Enten for at besøge farmand på hospitalet eller bare mentalt. Russisk grammatik og historie er uendeligt ligegyldigt, når ens fars liv er lige på vippen. Men jeg holdt den dog nogenlunde gående, i hvert fald udadtil. Inden i var der smerte, uro og ubehag hele tiden.

Efter hans raskmelding fik jeg den store nedtur. Jeg har altid været forholdsvis let at slå ud, og livet slår sgu lystigt efter én hele tiden. Da visheden om farmands overlevelse indfandt sig, vaklede jeg jo allerede, og faldt helt sammen efter presset. Derfor gik mit tredje semester med at være i terapi for depression + det løse og jeg skulkede igen fra studiet. Med nød og næppe bestod jeg det meste og nu vidste jeg, at skellet var nået. Alle de andre skulle til Petersborg, når eksamenerne var overstået.

Jeg vidste bare ikke, om jeg skulle med. Var jeg stærk nok, kunne jeg klare det, ville jeg tage hjem efter en uge? Der var mange spørgsmål og ikke færre fra en bekymret familie, som havde stået på sidelinjen i mit trælse forløb, som jo endnu ikke var slut.

Konklusionen blev, at jeg i hvert fald ville fortryde, hvis jeg ikke i det mindste prøvede. Jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at selvom jeg jo helt klart ville overleve, så ville jeg være rigtig, rigtig gal på mig selv på afrejsedagen, hvis jeg blev i Århus V, når de andre tog til Europas Venedig, Ruslands vindue mod vest, Peter den Stores drøm af en by. Og hvis jeg tog afsted, kunne jeg jo altid vende snuden hjemad efter en dag, en uge eller en måned, hvis det nu skulle være.

Men det skulle det ikke.

For i Petersborg kom jeg på værelse med K. En dejlig pige fra midten af heden med en fantastisk humor og enormt meget at give. Vi passede sammen som fod i hose. Grinte af de samme platheder. Var lige glade for mad og kage. Lige kede af at være langt væk hjemmefra. Og lige gode for hinanden.

De fire måneder på 16 kvadratmeter (!) med hende står stadig som en af de bedste tider i mit liv. Jo, det var træls; der var koldt, der manglede tit toiletbrætter, der var intriger og opgør i vores lille studiegruppe, der var larmende naboer, der var vand med parasitter, der var hjemve, og Rusland suckede for vildt. Men vi havde hinanden. Og det fik vi masser af skæg ud af. Jeg fik endda hår på brystet og var meget stærkere end nogensinde, da jeg kom hjem. For jeg klarede den jo!

Siden har hun valgt en anden uddannelse, jeg slog op med kæresten og levede et lidt vildt singleliv og drak mig i hegnet hver weekend et halvt års tid, og vi blev lidt mere fjerne - men ikke mindre tætte.

Hun er stadig min bedste veninde og en af dem, jeg regner for faste støtter, hvis noget i mit liv stinker. Hun er dejlig og har givet mig utroligt meget.

Og i nat fødte hun en fin, lille pige, som jeg skal ud at se i aften. Mand, hvor jeg glæder mig til også at dele dét med hende.

søndag den 7. juni 2009

Priceless

Her til aften sidder jeg og prøver at læse eksamensopgavesættet.

Koncentrationen løber (endnu en gang) fra mig og fjerneren tændes. Der er "Spise med Price". Rent bortset fra at den unge af dem minder om en knejt, jeg engang var sammen med, så synes jeg, de laver god mad og er sjove.

I dag står menuen så på diverse afskygninger af kylling. Den unge af dem (jeg ved ikke, hvem der er hvem ellers) har hentet bjørn i Värmland, fordi de så kan lave retten "Bamse og Kylling". Det fik mig til at grine, for så plat er jeg bare.

Oven i det skal de så gammeldags, grydestegt kylling med agurkesalat og sovs. En ret som bare ved tanken, kan få min mund til at løbe over og min mave til at brøle som en gammel hanløve på savannen. Det er sindssygt lækkert og jeg kan næsten spise sovsen med ske.

For det første laver de varm lage til agurkesalaten. Det er, hvad det er. Ikke en stor katastrofe, bare ikke som jeg ville gøre det.

Men så vil de hælde fløde ved kyllingen. Det er jo helt forkert. Og grunden til fløden er, at sovsen åbenbart skal skille. De siger, at det er en klassiker, men det er det dælme ikke der, hvor jeg kommer fra. Og der hvor jeg kommer fra, der gør vi - naturligvis - tingene rigtigt. Og der skal altså ikke fløde i sovsen til sådan en kylling der.

Sovsen skal bare være det søp, som kyllingen har ligget i, som lige får salt og peber, måske jævnes lidt og ellers bare køres på kartøvlerne som den er. Og så spiser jeg ellers kylling og sovs med fingrene. Og ja, man må gerne mose kartoflerne - for ellers får man ikke nok af sovsen.

Spise med Price - eller spise, som det rigtigt skal være.

lørdag den 6. juni 2009

Plante-sæk vol. II

Jeg har plantet lidt igen i dag.

Faktisk har jeg bare ompottet nogle småting, jeg fik af min søde mor, men det tæller bestemt også for noget.

Jeg fik et par tomater, et par pebre og en god tot timian direkte fra haven.

Timian får mig altid til at tænke på to ting; gule ærter og min mors gamle kat, Moses.

Gule ærter fordi der skal en hewledes masse timian i, før det smager 'rigtigt'. Og Moses fordi han ofte lagde sig i timianbusken i haven og derfor kom og duftede dejligt krydret bagefter. Dejligt.

Og den jeg har fået nu, blomstrer oven i købet en smule. Det er så fint.

Udover det grønne fra mutti har jeg plantet mine chiliplanter om. De blev jo sået den dag, det var jævndøgn, så gudinden kunne være med dem. Og de er virkelig blevet store. Så store, at seks af dem ikke længere kan dele potte. Nu deler to af dem potten, mens de andre fire er blevet fordelt lidt. De står godt nok noget skævt nu, men jeg regner med, at de retter sig lidt efter lidt. De står med ryggen til solen, så mon ikke...

Derfor ser altanens spisebord nu dejligt grønt ud. Og når jeg så lige nipper sideskud af de små tomatplanter, ja så dufter der bare himmelsk. Ah.

fredag den 5. juni 2009

Bachelorstress galore

Bloggen har været en smule stille, og det skyldes, at jeg har skrevet bacheloropgave.

Opgaven lød på at analysere en tekst og herefter skrive en vejledning til tekstens afsender, så han kan lave en bedre tekst næste gang.

Jeg fandt en tekst, som handlede om eksport af danske miljøvenlige energiløsninger til Rusland, da mit hovedfag er russisk, som er udgivet af Generalkonsulatet i Sankt Petersborg. Den var ikke elendig, men den kunne helt bestemt blive bedre.

Jeg sendte en mail til ham, som stod for det, fordi jeg havde nogle spørgsmål og for at høre, om de var interesserede i at få min vejledning, når den var færdig.

Tiden gik og jeg kom i gang med opgaven og måtte skrive mig uden om de ting, som jeg endnu ikke havde svar på, fordi jeg ikke fik svar fra Generalkonsulatet.

Opgaven blev færdig og fantastisk, og jeg afleverede to timer før fristen. Hurra.

I går fik jeg så svar fra konsulatet. De har travlt og har ikke haft tid til at skrive til mig før.

Jeg er hjemsøgt af 'dårlig timing'. Timing hader mig, og det er snart ganske gensidigt. Blot et døgn efter aflevering, to døgn efter sidste mulighed for at bruge oplysningerne i min opgave, fik jeg de svar, jeg havde brug for. Det er simpelthen bare belastende.

Men de vil gerne have min vejledning. Yay.