søndag den 28. februar 2010

Sølvfiskeri

Jeg har fået sølvfisk på badeværelset. De bor inde under vaskemaskinen, hvor man aaaaaaaaaldrig kommer ind med støvsuger eller gulvklud.

Der startede med bare at være en enkelt sølvfisk, som panisk flygtede, når jeg tændte lyset og kom farende ud på badeværelset. Det var egentlig ikke slemt.

Jeg er sådan lidt imponeret over sølvfiskens plads i evolutionen, som er ganske enestående (måske lige med undtagelse af fætter krokodille). Den har stort set ikke ændret sig, siden den opstod, den har bare været helt perfekt fra the get go. Og dén slags ér sgu da imponerende i en verden, der har fostret aber med næser som tomler, hajer med hammerhoveder og ådselsfugle som er uden fjer, der, hvor de får blod og snask på sig.

Og i øvrigt var denne første sølvfisk ret lille. Kun omkring en millimeter i bredden på det tykkeste sted og fint sølvfarvet. Og den smuttede jo altid bare væk, når jeg kom. Ind under vaskemaskinen.

Et par dage efter var der så én mere. Den var kæmpestor og fed. Den måler mindst to og en halv millimeter på det tykkeste sted. Den er kedeligt grå. Og den flygter ikke!

Altså jo, den flygter jo, men den er satme så dum, at den nogle gange render hen imod mine små, bare fødder (en størrelse 40 kan godt være lille, når stupide smådyr er på vej imod den!) i vild panik.

Det værste er faktisk, at fordi den er så stor, så kan man se alting på den. Altså alle de der stikkejavertuser (følehorn eller sådan, tror jeg), som kommer ud af den både fortil og bagtil og gør, at den ligner, hvad den er. Et insekt. Et insekt på størrelse med en afklippet negl i mit badeværelse!

Nu er der kommet en til! Der er altså i hvert fald tre sølvfisk i mit badeværelse og hvor det var sådan noget nær hyggeligt (køb dog en kat, dame!) med en enkelt lille én, så er det bare klamt, når der er tre. Og specielt når den ene er så dum, at den flygter hen i mig.

Toiletbesøg foregår nu med øjnene på stilke, så jeg kan holde øje med, om de nu prøver at snige sig frem, mens jeg sidder der ganske forsvarsløs.

Forleden løb den fede af dem - tydeligvis deres leder - op på badeværelsesmåtten (der er økobomuld og bare overhovedet ikke fortjener den slags insektløb) og jeg udbrød "Dude, det der er fandme IKKE i orden!"

Min BFF fik genfortalt historien, og i stedet for at være medlidende og synes, det var ækelt, kiggede han bare undrende på mig og sagde tørt: "Taler du til dem?"

Og ja, det gør jeg faktisk.

Jeg taler også til min plante, Finn, fordi den ser ud til at kunne lide det. Og jeg taler til min cykel, Kitte Kry, fordi jeg tænker, at den så er mindre tilbøjelig til at stejle og smide mig af.

Det kan godt være, det er vanvid at tale til planter og cykler, men måske er det en fin ting at gøre med sølvfisk.

Jeg tror nemlig, jeg har skræmt dem ind under vaskemaskinen for tid og evighed. Jeg har i hvert fald ikke set dem, siden jeg kaldte den fede anfører Dude.

1-0 til taledamen over sølvfisk!

torsdag den 25. februar 2010

Lemming

Jo, nu skal jeg lige være en brokso.

I kender godt lemminger, ikke? De der små pelsede dyr, som vi tror, bare altid hopper ud over en kant og dratter lige lukt ned i havet og døden. Det viser sig, at det gør de ikke. Så ville der ikke blive ved med at komme nye, forstår I nok.

Men lemminger. Vi kalder rask væk folk, der hovedløst gør som alle andre, lemminger. Og mennesker gør i store træk absolut det samme, som hende eller ham foran eller ved siden af.

I dag sad jeg i den varme bus (og havde iskolde tæer!) på vej hjem fra undervisning. Nede på Park Allé - den gade, hvor alle busser vælter ind og ud mellem hinanden, mens passagerer springer af og på og for livet - holdt min bus og læssede folk af. Og givetvis kom der også nogen på, men det kunne jeg ikke se, thi her i Århus går man ind i bagenden af bussen, og jeg har ikke øjne i nakken.

En anden bus kommer udenom og vil ind foran min bus. Der er åbenbart et eller andet til hinder for, at dét kan ske, og den anden bus holder bare og venter et par meter til venstre og lidt foran min bus.

Og nu sker der noget!

En cyklist dukker op bagfra. Ser min holdende bus, ser den anden holdende bus, og hun stopper. Står helt stille og sætter en fod på jorden. Den næste cyklist gør det samme.

Jeg tænker, at det sgu er sært, hvorfor kører de ikke bare udenom begge busser og kommer videre, det er jo røvhamrendepissekoldt og fugtigt? Men næh, de står bare der og venter.

Så dømmer jeg dem hardcore, og mener, at det er fordi, de er kvinder, at de ikke bare cykler udenom. "Ingen mand ville holde og vente på dét lort," tænker jeg.

Men lo and behold - ud af mørket kommer nu en mandlig cyklist. Og endnu én. Og hvad gør de?

De holder OGSÅ stille!

Først da den anden bus kører ind foran min bus, begynder de alle fire at cykle.

Og dét er jo edderlaber timing for dem, for nu skal min bus jo op i fart og ud på kørebanen og så er det da skønt at være cyklist lige der på ydersiden.

Hvis nu ALLE bare kørte cykel som mig, ikå.....Skide lemminger.

tirsdag den 23. februar 2010

Terningemanden. Agtigt.

Nu skal I alligevel lige høre noget om mig. Det plejer I jo ikke. Eller høre og høre, det er jo så meget sagt, men I kan vælge at læse det. Jow jow.

Jeg er sådan en, som har det rigtig, rigtig, RIGTIG skidt med valg. Det er altid umådeligt svært for mig at vælge noget som helst. Ofte fordi jeg ved, at ved at vælge A fravælger jeg samtidig B, C, D og aaaaalle de andre sager. Som jo måske kunne have vist sig at være fuldkommen fremragende og aldeles perfekte valg for mig!

Oh the horror of 'træf et valg'. Det gælder både for de store og de små ting her i livet. Skal jeg læse russisk? Skal det være på CBS eller på uni? Skal jeg flytte tilbage til Sjælland? Skal jeg gå ud med ham der? Skal jeg se dén film eller dén film? Eller måske et afsnit af Twin Peaks? Eller hvad med The Mighty Boosh? Eller Gilmore Girls? Og skal jeg nu have rugbrød eller havregryn? Og hvad med aftensmad, pasta eller ris? Pizza eller fritter? Skal jeg slå op eller blive? Skal jeg vælge dét fag eller dét fag som supplering? Skal jeg læse American Gods eller Nordkraft? Og hvad så med Catcher in the rye engang mere?

You get the picture. Forestiller jeg mig.

Altså - det ér meget svært at være mig. For det ér bare ikke til at gå igennem livet uden hele tiden at tage stilling til tingene. Og ser I, når man tager stilling og går én vej, så går man jo glip af alt det andet.

Og det der med at gå glip, ik? Det er ikke lige dét, Tigerdyr er bedst til.

Men jeg har fundet mig en hjælper. En lille sag, som altid kommer in handy, når jeg står og skal træffe en beslutning. Det hjælper i såvel store som små valg.

Det er "Okker gokker"!

I husker nok børneremsen; okker gokker gummiklokker erle perle pif paf puf væk med den beskidte luf. Og så er det altså det, man peger på, når man siger 'luf', som er blevet fravalgt og skal væk.

Det gør faktisk sagen klar i de fleste tilfælde. For så tager okker gokker valget. Og så kan jeg straks mærke, om jeg synes om det eller ej.

"Okker gokker....nå, pasta, siger du.....arh, jeg har sgu egentlig mere lyst til ris faktisk."
"Okker gokker....nå, Gilmore Girls, siger du..... JA! Det er sguda lige det, jeg vil se!"
"Okker gokker....nå, DR2 siger du.....naaaaaaaaah, jeg ser sgu lige serier fra Sverige!"


Works like a fracking charm. I love it.

PS - det eneste okker gokker aldrig spørges om, er cola. Der er kun én slags. The real thing. Oh yeah!

søndag den 21. februar 2010

Søndag med solskin

Selvom jeg virkelig elsker vinter og sne, så har jeg dog alligevel længtes efter solen i snart et godt stykke tid.

Det er dejligt med kulde og frost, men vi har bare mest haft skyede dage, og slet ikke nok af de dage med høj, klar sol og tindrende frost, som gør vinteren ekstra skøn.

Men det har vi i dag. Tre uger inde i februar lyser den store moder ned på os alle og spreder en smule varme og en masse godt!

Sikken glæde man kan få helt inde i hjertet, når solen blænder og får det indre ur til at tænke, at det næsten snart er forår. For solen lyver jo ikke.

Men så åbnede jeg alle vinduer for at få frisk luft ind. Og jeg skal da lige love for, at luften var frisk! Så frisk, at jeg straks fik kolde fødder (helt bogstaveligt) og måtte lukke snart efter igen.

Så nu sidder jeg altså inden døre med lukkede vinduer og uldne sokker. Men duften af udenfor hænger stadig i min næse, og solen hænger stadig dérude, midt på den blå himmel, og sender lovninger om forår og lun luft til os alle.

Nyd det.

lørdag den 13. februar 2010

Musik fra 1990

Jo altså, i 1990 fyldte jeg 12 år. Utroligt, men sandt. To år senere blev jeg konfirmeret, men det er en anden snak. Nu og her handler det om musik.

Jeg skrev i går, at jeg, når jeg bliver stor, stadig vil høre musik fra 1990. Og det ved jeg bare, jeg vil. For når det har holdt de første tyve år, så holder det sgu nok også tyve år mere, forestiller jeg mig.

Det kan godt være, jeg før eller siden er nødt til at indse, at kvalitet og holdbarhed måske alligevel er en smule begrænset, men indtil videre lever jeg helt fint uden dén erkendelse.

Til gengæld tager musik fra 90'erne (ja, jeg udvider lige konceptet her) mig ofte med ned af en dejlig memory lane. Det heldige er jo, at det musik jeg husker og hører endnu, oftest har med rare minder at gøre. Musikken fra de uheldige dage med grimt hår, kikset opførsel i forbindelse med drenge og så videre - det hiver jeg ikke så tit frem af gemmerne. Så smart altså.

I aften har der på DR2 været tema om 90'erne og diverse musikere sidder bag skærmen i fine sofaer og med deres voksne måde at være på (undtagen lige dig, seje Kenneth Bager!) og forklarer, hvordan de lavede det ene og det andet og fandt på dette og hint.

Frem toner The Overlords, som jeg på ingen måde genkender.

Men alligevel er der bare ét eller andet indeni, som rører på sig, og febrilsk fisker efter noget sangtekst, som det véd, findes derinde.

En tekststump og en anelse af noget melodi gribes, og lige så snart jeg har den, farer jeg ind og jutuber på livet løs.

Og fordi jeg er så sød, skal I da alle sammen have muligheden for at vandre ned af den herlige memory lane (mindegade lyder bare ikke fedt) med mig og ikke mindst med jer selv.

I give you The Overlords - God's Eye! Den er SEJ!


PS. Totalt for fantastisk mundharmonika!


fredag den 12. februar 2010

Når jeg blir stor!

....vil jeg gerne være som Ronja Røverdatter.
....vil jeg godt lære at synge rent igen.
....vil jeg gerne have hår som Carrie Bradshaw.
....vil jeg godt finde ud af, at jeg ikke behøver glæde andre, hvis jeg dermed skal gøre noget, som jeg egentlig ikke helt har lyst til inde i hjertet.
....vil jeg klæde min datter ud som amazone (både indeni og udenpå), så hun kan lære det!
....vil jeg så altså gerne have en datter. Og en af de andre. Plus det løse.
....vil jeg gerne bade i en sø uden at være bange for, at nogen eller noget dernedefra kommer og tager mig.
....vil jeg have en hund. En New Foundlænder eller en Grand Danoise. For det skal være en tæve.
....vil jeg nok også have en kat.
....vil jeg gerne bo en slags på landet. Ikke for langt ude, men bare med udsigt til noget mark. Eller skov. Eller hav.
....vil jeg godt kunne være i et forhold uden at blive mørkeræd af det (og alt muligt andet-ræd).
....vil jeg stadig høre musik fra 1990.
....vil jeg stadig synes, oliven smager skidt.
....vil jeg gerne have et job, som jeg rent faktisk kan lide.
....vil jeg rigtig godt være bedre til at administrere min tid. Og mine følelser. Og mig selv i det hele taget.
....vil jeg have råd til den store pakke kabel-tv.

onsdag den 10. februar 2010

Snydt

Så sad jeg og min BFF på unibar (yet again) og havde det sjovt med øl og venner.

En af herrerne sagde noget sjovt, og mente, han fortjente et kindkys.

Jo jo da, den slags kan jeg godt levere! Så jeg lænede mig ind over bordet og plantede et solidt smækkys på hans kind.

....bortset fra, at han drejede hovedet, så det landede smack lige på hans læber i stedet.....

Narret. Af det ældste fårking trick i bogen. Pschhhhh.

søndag den 7. februar 2010

Teknologi vs. Ibber part II

Jeg undrer mig. Højlydt. Alene hjemme i stuen er jeg kommet med indtil flere udbrud af bar undren. Tech-guderne driver gæk med mig.

Mobilen er kommet retur fra Telmore. De beder mig om, at jeg undlader metalspåner i højtaleren. Ja ok, jeg véd det jo godt, jeg sjusker alt for meget med alle de metalspåner, jeg omgiver mig med til hverdag. Fint nok, Telmore, jeg skal nok strenge mig an. Til alt held virker telefonen igen, og dét uden at have kostet mig en øre.

Efter eksens exit (uh, alliteration! Se lige mig, se lige mig!) sad jeg jo med en dvdmaskine og et fjernsyn, men uden kabel imellem dem.

Formedelst ethundredeogfemti kroner (shit mand, det er mange penge for en slags ledning!) fik jeg anskaffet mig et herligt scartkabel på hele halvanden meter, sådan at dvdmaskinen ikke skal hænge i kablet på siden af kommoden, der huser mit fjernsyn, sådan som den tidligere har gjort.

Glad og fro sætter jeg mig til at spise breakfast of champions (stegt hamburgerryg (i en snæver vending kan det godt erstatte bacon), baked beans og røræg), mens jeg havde sat en film i dvdmaskinen. Og hvad sker der så?

INTET!

Disken snurrer larmende rundt inde i maskinen i laaaaaaang tid, hvorefter teksten på skærmen fortæller, at der ingen disk er i. Men det er jo løgn, for jeg har selv lagt disken der, så jeg véd, den er der.

Nå æv. Men hey, måske er det bare lige dén dvd, der er i stykker? Jeg prøver da lige med en anden.

Samme resultat; ingen disk.

Urimeligt på en søndag med andendagstømmermænd.

Jeg prøver med et par stykker til. Stadig ingen disk. Men - lo and behold!

Da min russiske udgave af The Matrix (som hedder Matritza) suser ud af maskinen, har den en ekstra disk med!

Det er min Love, Actually, som har været væk siden jeg flyttede herud til ghettoen for lidt mere end et år siden.

Den har åbenbart gemt sig dybt inde i maskineriet og er først kommet frem nu, hvor den altså fulgte med selveste Matrix (jeg kan sagtens mærke gudernes ironi over at lade netop dén film fikse mit teknologi-issue).

Og ja, nu virker maskinen.

Så nu ser jeg sgu Alien! Fra 2003. Director's cut. Fordi jeg fucking kan.



PS Morgenmaden er længe væk, men måske henter jeg nogle chips til min cola. Oh yes, pludselig blev andendagstømmermændene meget nemmere at håndtere.

tirsdag den 2. februar 2010

Arj men alser!

Jeg er elektronikteknologisk udfordret.

Ja, jeg må sande og indse og bide i sure æbler.

For jeg føler mig forfulgt og tænker, at jeg må have været led ved noget elektronik engang i mit liv, siden karma befaler det hele at svigte mig på én gang.

Først skrev min mobil kinesiske (eller hvad ved jeg?!) tegn i stedet for numre i opkaldslisten. Så ville den ikke tænde, da jeg prøvede 'genstart'. Nu er den hos Telmore. Som har sendt TRE (3!) mails om, at de har modtaget den. Men har I så fået min telefon eller hvad, hvaaaaaaaar?

Snart efter købte jeg et kamera, havde det med i byen én gang og nu er det i stykker. Trykket til ukendelighed lige i den fine skærm, så man hverken kan se eller tage billeder. Fabelhaft.

Mit fine minianlæg ville pludselig ikke afspille cd'er. Jeg fandt så ud af, at det vil det gerne, man skal bare lige nusse laserdutten af først. Ellers drejer den cd'en rundt i laaaaaaaaaaang tid for blot at skrive '00' i displayet. Og så mange cd'er med 00 numre har jeg slet ikke. Men nu piller jeg ved dutten (!) og så spiller den fint. Indtil videre. For jeg har sikkert jinxet det ved at sige, at det virker.

Da telefonen døde, købte jeg en smuk og lækker mp3-afspiller, så jeg kunne rejse til og fra Sjælland i julen uden at skulle høre på mine medpassagerer hele vejen.

I går i bussen ville den ikke tænde. "Æv," tænkte jeg, og ræsonnerede, at der nok ikke var mere strøm på batteriet. Vel hjemme satte jeg den til computeren og så virkede den fint + blev opladt. Alle tiders, for så VAR det jo bare strømmen.

Åh, sikken naivitet!

I dag i bussen virkede den heller ikke. Så den kan åbenbart ikke tænde uden at have strøm i røven. Ergo må batteriet være røget. Og jeg har jo lige brugt kassen fra afspilleren til at sende telefonen til Telmore.

For fuck's sake!