Flytning

Ja ja, så kan I godt opdatere alle de milliarder af blogruller, I går og gemmer mig på, for jeg er flyttet.

Jeg har i årevis haft mit eget domæne, men jeg har aller rigtig fået brugt det til noget. Men nu! NU!

Nu kan I se mit fangsi fjæs i en majsmark, hvis I hopper over på www.ordningen.net

KOM FRISK!

En del af sorg og savn

"Hej Far, det er Ibber.

Har du set, at Ole Christian Madsen vil filmatisere Ejersbos Afrika-trilogi?

Er det ikke fedt?

Så kan vi se den sammen, når den kommer... det kunne være hyggeligt, ikke....

Det var bare lige det, jeg ville, så jeg smutter igen.

Hej du."

To sider af samme sag

Det er det der med at få børn.

Skal. Skal ikke.

Hvorfor. Hvorfor ikke.

Skal. Skal ikke.

På den ene side er jeg utroligt skruk. Jeg er glad for børn, nyder at være moster for mine nevøer og tante til diverse andre rollinger. Jeg bliver glad af at være sammen med børn, deres umiddelbarhed, nysgerrighed og simple indstilling smitter af som glæde indeni.

Og så ér der jo det med alderen. Jeg er 32, og jeg kan ikke lyve mig fra, at hver gang jeg ser noget med børn eller gravide kvinder, så rumsterer det i mit underliv, æggestokkene fjoller rundt som maracas og gør opmærksom på sig selv. Min hjerne bliver utroligt klar over den høje tikken fra et ur, der prøver at overbevise verden om, at det er kvart i alarm og lige ved at bryde ud i bimlen og bamlen og vækken de døde med deres larm.

Oven i dét så har jeg jo faktisk en kæreste, som jeg er ganske overbevist om, jeg vil elske resten af mit liv. Han er den, jeg skal leve sammen med, den, jeg vil giftes med, og den, jeg vil have børn med. Og hvorfor så ikke bare få de børn!? Hvorfor udsætte det!? Hvorfor ikke bare carpe diem og komme i gang?

Godt så. Beslutning taget.

......Og dog.

For som I ved, kære milliard læsere, som åndeløst følger mit liv, som det (ubegribeligt sjældent) udfoldes her på Ordningen, så er min far død for ganske nylig. Jeg ved egentlig ikke, om to en halv måned stadig er for ganske nylig. Men det føles sådan her inde i mit hjerte, hvor der er et kæmpe hul, der står FAR på, som jeg bliver ved at græde ned i, og som aldrig hverken kan fyldes op af tårer eller lappes sammen igen.

Og med den smerte i mente kan jeg jo ikke gå ud og blive gravid og få masser af børn og dejlig familie. For så véd jeg jo, at de børn, jeg får, en dag vil stå der i en stor og ond verden helt uden mig. For en dag vil jeg dø. Og så skal de igennem hele denne her smerte og grusomhed, som døden og tabet af en forælder medfører. Og det kan jeg sgu da ikke være bekendt.

Godt så. Beslutning taget.

Home Alone

Jeg savner altid Kæreste virkelig meget, når han ikke er hjemme. Men jeg elsker alligevel at være alene og prøver altid at nyde det mest muligt. En af de ting, jeg nyder, er, at jeg selv kan bestemme, hvad jeg skal spise. Ingen kompromis, ingen deling, bare mig og det, jeg lige har lyst til, når jeg får lyst til det. Og det kan til tider være noget underligt noget.

En af de hyppigste gengangere, når jeg skal spise alene, er spaghetti med ærter og Knorr béarnaise. Jeg ved godt, det lyder sært, men det er bare en sindssygt god blanding!

Af uforklarlige (og sikkert fuldkommen irrationelle) årsager synes jeg dog, at det mest er en vinterting, så det har jeg ikke fået i denne ombæring.

En anden yndet sag er jasminris. Uden noget. Fordi de bare smager så vildt godt i sig selv.

I dag fik jeg to muffins til morgenmad. Kæreste hævder, at kage ikke er mad, men jeg hævder, at det smagte godt og holdt mig mæt i tre timer. So there.

Til frokost fik jeg smørstegte portobellosvampe, røræg og ristet brød med smør. Og drak juice til. Kl. 15.30. Det var dejligt!

Nu, hvor klokken har passeret de 21, er jeg ved at indtage mit aftensmåltid. Bestående af agurkesalat, hjemmegjort naturligvis, kogte gulerødder og en kold hakkebøf fra i forgårs. Bum.

Og så har jeg ikke engang nævnt, at jeg har haft nattøj på hele dagen!