Ovenstående kommer fra en bog af præsten og filosoffen Johannes Møllehave, som hedder "Det ender godt".
Mine søstre og jeg forærede min far bogen, da han i februar fyldte 68. Og om det endte godt i det store hele, ved jeg endnu ikke helt, men endt er det i hvert fald.
Min far er død. Efter mange års kamp mod leukæmi måtte han slippe taget. Han fik det præcis, som han gerne ville. Han havde planlagt alt, havde talt med præst og bedemand, havde skrevet annoncer til aviserne, skrevet nekrolog, givet præsten et forlæg, hun kunne prædike ud fra og selv valgt, at han gav slip, netop som alle hans børn og hans hustru var ved hans side.
Jeg ankom om eftermiddagen, min ene søster og stedbror lidt efter, og min anden søster trådte ind af døren blot en halv time forinden. Hjemmesygeplejersken havde været og se til ham, og hun havde netop lukket yderdøren, da ældste søster sagde "Det er nu".
Vi var alle hos min far, da hans vejrtrækning blev uregelmæssig, hans puls faldt og hans liv sluttede. Jeg holdt ham i hånden hele vejen, og vi græd alle, mens vi fortalte ham, at vi elsker ham og at han altid vil være en stor og vigtig del af vores liv. En sidste krampetrækning og så var han væk.
Han døde i sit hjem med sine elskede omkring sig, og det var smukt.
Sygeplejersken kom tilbage, og vi fik klædt ham i det jakkesæt, han havde besluttet, at han skulle have på i kisten. Resten af aftenen og hele natten lå han i sin hospitalsseng i stuen og så så fin og stille ud. Hele tiden sad en af os hos ham. Holdt på ham. Rørte ved ham. Fjernede usynligt fnuller fra jakkesættet. Talte til ham. Forsikrede ham om, at han var elsket og allerede savnet. Kyssede ham på panden. Strøg ham over håret. Tog afsked.
Dagen efter kom bedemanden, kørte en kiste ind i stuen, lagde min far i den, og vi tog afsked igen, før bedemanden lagde låg på kisten. Vi sang og trillede kisten udenfor, bar den hen til rustvognen, som kørte langsomt derfra, mens vi tog afsked igen.
Herefter gik dagene uendeligt hurtigt og utroligt langsomt. Vi var samlet. Gik i cirkler omkring hinanden og os selv. Ventede. Tirsdag skulle bisættelsen være, for præsten, som min far insisterede på, skulle på ferie onsdag.
Vi talte med præsten. Vi talte med hinanden. Vi krammede. Vi græd. Vi sørgede. Og endelig kom tirsdag.
Ingen kunne samle sig om noget. Vi ventede og ventede og ventede. Og så tog vi i kirke.
Bisættelsen var utroligt smuk. Kirken var stuvende fuld. Blomsterne fyldte det hele. Og præsten var helt igennem fantastisk. Hun havde fanget præcis, hvem min far var. Og det varmede. Og frembragte både smil og tårer.
Til sidst samledes børnene, en bror og en svigersøn omkring kisten, som vi bar ud af kirken, ned af gangen og hen til rustvognen endnu en gang. Vi lagde roser på kisten, sang første vers af Altid Frejdig Når Du Går og så til, mens bedemanden lukkede bilen og kørte langsomt derfra. Alt imens vi igen igen igen tog afsked med en utroligt stærk, dejlig og fantastisk mand. Min far.
Ved midsommer samles vi og tager afsked for sidste gang, når vi spreder min fars aske i havet, som han har ønsket. Og jeg er bange for, at dén afsked bliver præcis lige så hård som alle de andre.
Alle de bekymringer, jeg havde, mens han var syg, er nu erstattet af et stort savn, en enorm sorg og en tung, tom fornemmelse i mit hjerte.
Jeg véd, det blev, som han ønskede. Jeg véd, han ikke orkede mere. Jeg véd, han havde accepteret og sagt farvel. Og jeg véd, at han var min far, og at jeg vil elske ham for altid.
