Sommer på landet

Vi bor allerlængst ude i Århus V - næsten da.
Der er i hvert fald marker lige for enden af vores blokke, så lidt langt ude er det jo. Og her til aften, da jeg kom hjem på Kitte Kry (vi elsker stadig de nye dæk!), duftede der af sommer. Sommer dufter i dette tilfælde af mark og dug. En helt speciel og dejlig luft, som strømmer én i møde, når man triller ned af bakken.

Årh, det er noget af det bedste i verden! Jeg elsker sommer. Eller når der dufter af sommer.

Og i øvrigt er mine chiliplanter så småt ved at rette sig op. Alles gut!

Plante-sæk

Ja, det er mig, jeg snakker om i overskriften.
Jeg brugte nemlig forårets dejlige jævndøgn til at plante nogle chilifrø, fordi den gode Sif sagde, at så var gudinden med projektet.
Og sørme ja, i går plantede jeg nogle laaaaaange, fine chiliplanter fra deres bolig i en overskåret mælkekarton og hen i en ægte potte. Nu står de så fint på altanen, sammen med timian og rosmarin, og venter på, at tiden skal gå, så de kan belønne mig med masser af frisk og fyrig chili sommeren over. Og formentlig også vinteren over.

De hænger godt nok en smule lige nu, men jeg regner med, at de retter sig lidt, når de lige finder fodfæste i pottens jord. Hvis nogen ved, at det ikke er noget, jeg skal regne med, er det nu, de skal komme frem og sige det...

Oven i det så går det fjong og fremad med Daddy-o, han er hjemme og modtager antibiotika blot en enkelt gang om dagen. Langsomt, men sikkert er de små legionella-sataner på afmarch, godt så - skrid, pak!

I dag har jeg været fjollet glad og det skulle selvfølgelig gå ud over nogen eller noget. Så jeg hoppede på Kitte Kry (uhh, vi elsker de nye dæk!) og kørte til STCN (ja ja, jeg bor i Århus V, så jeg slang-ificerer Storcenter Nord) for at vise al min glæde til hvem som helst, der gad se på mig. Med mig hjem fra udflugten fik jeg en DAB-radio, to par dejlige sko fra Vagabond, røde solbriller fra H&M - og sidst men absolut ikke mindst - et par billetter til Roskilde Festival. Så nu er det fast besluttet - jeg skal afsted igen.

Normalt er jeg en af dem, som først køber billet lige før festivalen, for at være sikker på (eller i det mindste lidt mere sikker) at vejret holder. Men i år er jeg alligevel blevet så glad og gakket, at jeg allerede må have billetten nu - så jeg er sikker på, at jeg kommer afsted.

Mange klager over årets line up, men jeg er nu godt tilfreds. For min skyld kan Coldplay, Madness og Oasis rende og hønse, imens jeg skal stå og skråle til Jenny Wilson, Yeah Yeah Yeahs, Von Dü, Malk de Koijn, Grace Jones, Mikael Simpson, Fever Ray og aaaaaalle de andre, som har noget labert at byde på. Jeg er godt tilfreds og véd allerede, at der er noget, som må vige for noget andet. Og så er det et godt nok line up.

De der Von Dü er nogen, som jeg først har opdaget i dag, fordi jeg så deres navn på festivalens hjemmeside og blev nysgerrig. Dansk dancehall lyder jo ikke skidt og savnet efter Bikstok kan føles jævnligt. Så ind på Myspace.com/vondudk og tjekke dem ud. Og stor var min glæde, da de falder helt i min smag.

Så nu er det bare at høvle bandnavnene igennem og så lytte mig frem til nogle prioriteter i programmet.

I år er vi Camp Decadence - det er lige mig. Måske skulle man gå i høje hæle hele festivalen igennem?

Angst og bange

For snart en uge siden ringede min søster til mig og sagde, at nu måtte jeg ikke blive bange. Når hun ringer og siger sådan, bliver jeg meget bange meget hurtigt.

Det var mandag morgen, jeg var på vej til uni, og hun fortalte, at min far var på vej til hospitalet. Han havde døjet med feber i en uge, det var blevet til hosten, rallen og generelt besvær med at trække vejret. Diagnosen lød på lungebetændelse, og han skulle straks indlægges.

I løbet af mandagen tog de alverdens prøver og fandt ud af, at det ikke blot var lungebetændelse, men at en grim lille satan ved navn legionella har ligget på lur i et vandrør, da farmand var på ferie i østen for nylig, og har trængt sig på i hans lunger, hvor den nu boede og havde en fest med at gøre livet rigtig surt for ham.

Legionella er en alvorlig sag. Heldigvis er der ikke ret mange, som får det i Danmark, men hvert år ér der en række tilfælde. Og i nogle af dem ender det med dødsfald. Selv efter behandling.

Dét er i sig selv en bekymring værd. Men oven i det kommer, at min far for fire år siden havde leukæmi og gennemgik et år med flere kemobehandlinger, som påvirkede hele familien, som gik i åndeløs spænding med angst inde på livet. I et år prøvede vi hver især at opretholde en form for hverdag, mens vi gik og var pissebange for, at miste en mand, en bror eller en far. Han blev rask og vi kom alle videre.

Men legionellaen har bragt mig lige tilbage på firkant nummer 1. Jeg er igen pissebange for at miste min far. På grund af kemobehandlingen er hans immunforsvar stadig ikke helt i top, og kommer det aldrig, og han er derfor, det man i medicinsk forbindelse kalder 'ældre og svækket'. Og det er netop dém, som dør af legionella.

Sidste melding fra hospitalet er, at han nok gerne må komme hjem et par dage i påsken. Så helt slemt kan det vel ikke være. Men jeg er pissebange ganske uanset. Først når han, igen, erklæres rask vil jeg kunne slappe den mindste smule af.

PS - det er derfor, bloggen ligger lidt stille...