Og Ordningen er, hmm, ikke videre veldefineret.
Men måske er det bare livet set fra min vinkel. Små ting og sager, som på en eller anden facon lige bliver fanget og sætter gang i synapserne hos mig.
Alt fra bagateller til bigtime kriser. Kom frisk.
Jamen, hvad gik der dog galt, hvorfor har du dog ikke skrevet, hvad har du dog lavet og brugt din tid på?!?!
Lidt af hvert. Er det korte svar.
Det lidt længere er, at jeg er blevet single. Har været meget i byen. Haft mange, mange, mange, MANGE tømmermænd. Og har været til kagedag hos Anne Kirsten.
Den rigtig lange er alt for lang. Men de der ovenstående overskrifter er nu også meget dækkende. På grund af den første er der mange ting, som er lidt underlige for tiden. På grund af den anden og tredje er der mange ting, som halter en anelse. Mig selv frekkesempel. Men det er ok.
For jeg er glad. Det er hårdt, men jeg er glad.
Det betyder dog, at jeg får skrevet noget mindre herinde, end jeg ellers ville have. Det er ingenlunde (yay, yndlingsord!) fordi jeg har glemt alle mine (for jeg véd jo bare, at I er der) læsere, men blot fordi virkeligheden er en del mere krævende for tiden, at jeg ikke opdaterer så ofte.
Til gengæld er det snart jul. Og man ved jo aldrig; måske ligger der mere dinglepikpoesi og venter på jer i strømpen på kaminen....Stay tuned.
Med en håndfuld af de sjoveste, varmeste, dejligste mennesker, skal jeg ind og se den nye Twilight. Jeg har glædet mig i månedsvis!
Selvom jeg har meget om ørerne (og især i mellem dem!) for tiden, skal der være plads til at gå i biffen og græde, grine og savle sammen med kagedåserne.
Jeg holder meget af Simon Kvamm. Altså ikke at jeg kender ham personligt, men de sider han viser frem offentligt, dém holder jeg meget af.
Der er mange, som mener, han er en selvhøjtidelig nar og ikke er kede af at sige det til alle.
Men altså - kom nu årn.
Har I set ham i Team Easy Ons pink-orange og meget stramme cykeldragt?
Hvor han i øvrigt har blåt hår, spiser kyllingesushi og har brillante replikker som "The shit is spraying out of my ass!".
Sidstnævnte endda i forbindelse med en scene, hvor han med cykelbukserne om knæene sidder på hug i skovskiderstilling i en vejside efter førnævnte kyllingesushi-erfaring.
Og har I set Baune? Fodboldtossen fra Herning, som ikke siger noget som helst klogt, men til gengæld griner på en vanvittigt skæg måde?
Og har I set ham prøve at holde styr på Kaare, Kaare (som er Kaares hund) og Henrik Solgaard i Angora?
Dét er altså ikke selvhøjtideligt.
Og hvad mere er, manden laver fantastisk musik.
Dét er jo altid en subjektiv vurdering, om man kan lide noget. Men Simon Kvamm (og resten af nephew) laver musik, som går lige i hjertekulen på mig.
Og det er Simon, som bliver fremhævet, fordi det er ham, der skriver teksterne, finder på de brillante ord og sætninger, som nephews sange bugner af. Og allermest, fordi det er ham, der synger. Hans stemme er som ingen andens og formår i dén grad at gøre mig blød. I bolden, i hjertet, i knæene. Bare blød.
Første gang jeg skulle afslutte et kæresteforhold (som var efter en god håndfuld år, masser af oplevelser, mange store planer og løfter om for evigt), var jeg fuldkommen rundt på gulvet og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.
Jeg talte med venner om det og fik løst det, og imens hørte jeg USADSB til hudløshed. Eller måske til andre menneskers hudløshed, men ikke min. For den plade kom til at stå som soundtracket i det sværeste, jeg indtil da havde gjort i mit liv. Og samtidig som lydsiden til et eventyr med mig selv i hovedrollen, som var efterspillet til the big breakup.
For ikke ret længe siden udkom nephews fjerde plade, som jeg også har. Og endnu en gang er den fabelagtige gruppe lydside til mine store tanker om livet, universet og alting (jeg ved godt, at svaret er 42).
Siden jeg første gang hørte Movieklip i 2003 har nephew og Simon Kvamm haft en fin plads i det varmeste inderste af mit hjerte. Og uanset hvor godt jeg ellers har haft det i mit liv og min tilværelse, har Simons stemme altid haft en særlig indvirken - den får mig til at længes.
Hvad jeg længes efter, ved jeg ikke, men stemmen og de ting, han synger i de mere dystre sange, går rent ind og får mig til at ligge på gulvet, kigge op i loftet og overveje, hvordan det ville være, hvis jeg bare rejste mig, tog min jakke, mit dankort og gik min vej uden nogensinde at se mig tilbage.
Jeg har endnu aldrig gjort det.
For som Svend siger i Nordkraft "Man kan ikke bare gå, for man følger altid efter." Ja. Nissen flytter med og derfor kan man ikke bare løbe væk og gemme sig i eventyr.
Men Simon Kvamm får mig til at tro, at det kan jeg. Og dét kan jeg i høj grad lide.
Det er heller ikke, fordi jeg er død, druknet i novembers regn og blæst væk i stormen.
Det er simpelthen, fordi jeg har været syg i en uge.
Sidste søndag blev jeg mere og mere sløj på vej hjem fra Søster på Amar. Mandag måtte jeg blive hjemme fra uni. Ligeså tirsdag.
Onsdag og torsdag kom jeg af sted. Og mens jeg onsdag følte mig for svaweli' til at lytte på Merete Pryds Helle (ærgerligt, ellers!), så var jeg torsdag ok klar i hovedet (oder?) til at gå i Unibar med nogle venner og høvle et par julebryg i mig.
Fredag morgen var jeg slet, slet ikke særlig forkølet mere!
Til gengæld blev jeg det, som dagen gik, og tømmermændene fra torsdag fortog sig.
Jeg havde lovet at besøge den søde Sif i anledning af verdens bedste bagebogs udgivelse, og jeg gad ikke undvære det, så af sted på bussen til udkanten af byen og proppe mig med maltkager, pausekager og varm kakao.
Eller sagt på det så populære versemål "...dejlig chokola-ade og kaaager til". Som det sig hør og bør.
Men her sidder jeg altså søndag aften. En uge efter hjemkomst fra Amar, en uge som har budt på regn, storm, kulde, blæst, snot og hosten. Og jeg er stadig ikke rask.
Og som om det ikke er nok, at jeg hoster, til jeg får ondt i hovedet. Som om det ikke er nok, at jeg er snottet, så jeg snorker og vækker kæresten. Og som om det ikke er nok, at jeg i det hele taget er skidt tilpas.
Som om det ikke er nok - så har sygdommen ramt min stakkels tunge, så jeg nu ikke kan smage, hvad jeg putter i munden.
I går sad jeg ved siden af min bedste ven, som altid tegner på sine papirer i timerne. I går tegnede han en lille mand med numsen bar, og det inspirerede mig til følgende smukke sag:
Det smukkeste i verden, er, når en mand tager underbukserne af, står på ét enkelt ben og med sin vaklen får den bløde pik til at dingle let
Når man ser film og fjernsyn, kan man godt regne med, at alt det, som er svært for vor kære protagonist (jojo, det er skam et fint ord for 'hovedperson') går hurtigt over.
Eller måske ikke direkte hurtigt, men i hvert fald let og lidt legende. Montage er kodeordet!
Montager er de der dele af film, hvor en masse ting foregår, nogenlunde på samme tid, mens der kører musik henover, så man ikke kan høre, at protagonisten (den er altså god nok) brokker sig, tuder, piver, og er elendig over alt det svære. Generelt ser de heller aldrig plagede ud i montagen. De læser deres franske grammatik, de køøøøøører rundt i bilen for at få tjek på det, de vejer for og imod, laver lister, går ture, påvirkes, bedømmer, grubler og finder ud.
Når montagen slutter, er det svære også slut. Vor helt har lært sig nok til eksamen, har taget den store beslutning, har afklaret sine følelser, har fået tjek på sig selv, prioriteter og ikke mindst life itself.
Og selvfølgelig går det hele. Alt ubehaget og det fæle bliver erstattet af et eller andet nyt, som er glad og lykkeligt og til fuld tilfredshed.
Ude i virkeligheden er der ikke noget soundtrack. Der er ingen montager, hvor man på tre-fem minutter ser os lære alt det vigtige, som får livet på rette spor. Der er kun tid, trængsler og tårer.
Ude i virkeligheden koster det noget at blive klogere, at lære noget, at komme videre.
Ude i virkeligheden er det meget nemt at ønske, man var i en film.
Jeg er for nylig blevet 31, men er ikke særlig voksen af den grund. Ej heller af andre. Jeg er tit skrupforvirret og i tvivl om de fleste ting det meste af tiden.
Men det er sådan jeg er, jeg er ved at vænne mig til det og det ér bare mig. Jeg kan godt lide mig. Og derfor deler jeg ud af mig - til dig.
Indlæg
