UH spændende!

I dag har jeg gjort noget, jeg ikke har prøvet før. Jeg har - efter forholdsvis sparsomme anvisninger fra verdens dejligste Tuberkulose - lavet iransk mad.

Alle vi Kagedåser var jo til Tuberkulosens fødselsdag for en tid (aaaaaaaalt for længe!) siden, og da serverede hun det lækreste, iranske måltid for os. Siden har jeg plaget og plaget og plaget (man ér vel yngste søster - og efternøler oveni!) for at få en opskrift, men det har ladet vente på sig, har det.

I dag huskede jeg så, at de kyllingelår, jeg havde hevet ud af fryseren, jo var fuldkommen perfekte til det der iranske kød-grøntsags-tomat-snask, som vi fik hin oktoberdag. Mail sendtes og besvaredes. Ak. Det var lidt løse instrukser. Men det var jo mad, så hey, hvor galt kunne det gå med MIT fine intellekt og ååååårelange erfaring med gryder og skeer!?

Og det gik bare slet ikke galt.

Faktisk vil jeg sige, at det gik supergodt. Selv Kæreste var godt tilfreds, og han er ellers slet ikke til ris. Men joeh, se så. Iranske ris, dét duer!

Her er noget, der ligner en slags forloren opskrift-wannabe, så kan du selv forlyste dig, hvis du skulle få lyst! Jeg sir dig, det er GODT!

Fire kyllingelår (eller hvor mange man nu lige har) brunes i en tykbundet gryde. Samtidig steges nogle løg på en pande (evt. med gurkemeje, det havde jeg så ikke), og løgene tilsættes kylleryllerne, når disse er brunet. Hak nogle cherrytomater (eller de der nymodens, utroligt smart dadeltomater, det gjorde jeg) og hæld i gryden sammen med et bette drys stødt kanel. Jeg brugte måskemuligvis en halv teskefuld.
På panden brunessvitsessteges nu nogle skiver af aubergine (som jeg aldrig før har kunnet lide! Iransk aubergine FTW!) og squash med noget salt og peber.

Skiverne smides også i gryden, når de er godt brune og stegte. Herpå kastes - eller hældes, hvis du skal være sådan en forsigtigper - en dåse flåede tomater i gryden sammen med noget koncentreret tomatpuré.
Jeg har ingen anelse om, hvorvidt det på nogen måde er originalt at gøre sådan, det var bare lige, hvad jeg gjorde.
Tuberkulosen kom med en løs opskrift, der levnede god plads til mine improvisationer, så jeg improviserede derudad.

For eksempel rodede jeg hele skabet igennem uden at finde så meget som et eneste lille korn af gurkemeje (det er vist røget ud i sensommerens flytteoprydning, fordi jeg aldrig brugte det, little did I know) men til gengæld fandt jeg så noget hel koriander og hel kardemomme. Så i med noget af det. Måske en halv teskefuld koriander (som man nok med fordel kunne støde i sin morter) og tre-fem kapsler kardemomme (som man måske også kunne støde, de er megetmegetmeget aromatiske og fulde af krydderbollesmag, når de lige lander mellem kindtænderne midt i gryderetten, skulle jeg hilse at sige) dingles i gryden, og der røres lidt forsigtigt rundt.

Det var meningen, grøntsager og det hele skulle ligge i lag, men det går sgu lidt fløjten, når man opdager, at det slet ikke er salt nok, og derfor ligesom er nødt til at drysse salt i OG røre, så det ikke kun er lige toplaget, der saltes.

Der røres, koges under låg (svag varme) og ventes spændt med god duft i næsen i omkring halvanden time. Så er man nemlig helt sikker på, at alle salmorellaerne er døde, og at kyllingen er så dejligt mør, at den der bruskknop på toppen af låret, simpelthen koger af benet og bare svupper lyksaligt rundt i sovsen. Og kødet er smørlækkert og falder fra knoglen lige så nemt, som man kan falde ned af stolen midt i arbejdstiden.

Det ligner lidt noget, der er løgn, men I guder, hvor smager det fremragende.



Og det var kun den ENE del af måltiden! Jo jo, der er skam mere....

....hos Tuberkulosen havde vi nemlig fået ris til maden. Og ikke bare ris. Men ris med kartofler i bunden! Kartofler, som sammen med det nederste af risen var blevet helt sprøde og lækre i bunden af gryden. Og selvom Kæreste ellers forsager ris, som jeg forsager sambuca efter en lang - og sjov! - nat, så bestemte jeg, at vi fandme skulle have ris!

I gang med google og læselæselæse. Og opdage, at den slags ris er lidt omstændigt at lave, når man ellers bare plejer at hælde ris i gryden, vand til det "er nok" og så ellers koge ti minutter og hvile ti minutter. Sådan laver man ikke iranske ris.

Næh.

Man tager sine ris og skyller dem.
Så stiller man dem i blød i 15-30 minutter (alt efter opskrift).
Herefter sættes vand i kog, ris tilsættes og koger KUN 4-5 minutter, så de lige er bløde udenpå, men hårde indeni.
Det hele hældes i en sigte, risene skylles.
Godt med olie hældes i gryden, skiver af kartoffel (cirka en centimeter tykke) lægges i olien, risene hældes i (uden at MASE dem, meget vigtigt!), noget vand hældes ved, lufthuller laves i risene med en grydeske (eller hvad man nu lige har, jeg brugte den gale ende af en langskaftet teske) og et viskestykke pakkes om låget, før dette lægges på.

ENDELIG tænder man på fuld skrue, men holder øje (!), for når det damper ud af gryden (eller efter et par minutter) skruer man ned på en enkelt og lader risene stå i tyve minutters tid. Eller til de er færdige. Mine skulle have haft lidt længere, ak.

Som der stod i en af opskrifterne, kræver det lige lidt tilpasning og nogle ganges riskogeri, før man har den, men NÅR man har den - så ELSKER man den og spiser aldrig ris på anden vis igen. Og jeg kan godt mærke, at selvom jeg ikke lige har den, så er jeg allerede loren ved tanken om almindelige, kedelige ris alliwl.

Ris og kartofler kyles på tallerkenen (jo, forsigtigper, du må gerne bare lægge det hen på tallerkenen lige så fint og stille) og sovs med kylling, grøntsager og kartofler køres ud over det hele. Og så guffer man ellers bare.

Og jeg skal da love for, at man guffer. Det er virkelig lækkert. Både sødt og kraftig, godt og krydret. Og med auberginer, som selv jeg kan lide.

Og det bedste af det hele - der er nok til i morgen!