Men så i dag da....

Nå, men jeg var jo fuld af løgn i går. For jeg tog jo ikke vinterjakken på ud i verden. Det var holdt op med at regne og jeg vurderede, at jeg godt kunne udholde blæsten i min lille striktrøje, hvis jeg bare havde et tørklæde på også. Så det havde jeg.

Men i dag, hvor jeg skal til kapsejlads og tilbringe timer i en park i blæst og hvad guderne nu ellers kaster efter os, da tager jeg altså vinterjakken på. Selvom den kun har én knap, der virker.

Go Humaniora - vind nu den kapsejlads!

Stædighed

Har I lagt mærke til at danskere nogle gange er svært stædige?

Nu har vi i det meste af april måned været velsignet med solskin og aldeles rare temperaturer. Det har så medført et væld af bare dameben i nederdele, folk i kortærmede skjorter og bluser, korte bukser, sommerjakker og farve i kinderne.

Da maj så ankom med al aprils regn og rusk , ja så skete der ingenting. Folk går stadig rundt i sommertøjet. Jo jo, det kan godt være de fryser på vej til arbejde om morgenen. Og måske også på vej hjem om eftermiddagen. Men nu er sommertøjet jo kommet frem og pokker stå i at vi tager lange bukser på eller strømper inden under nederdelen.

Men jeg trodser nu stædigheden i dag. Jeg tager min vinterjakke på når jeg skal på uni om nogle timer.

4. maj

Hov forresten, befrielsen!

Det er i aften, vi skal huske at mindes de gamle dage, da vest og øst mødtes og tysken pakkede sig fra vort land. Husk lys i vinduerne, når det dæmrer.



"Nu kalder Danmark paa sine Børn, farvel for evigt, du tyske Ørn."

Lejrskolestart

I dag må helt klart være 'tag på lejrskole-dag'.

Jeg var med toget fra Kbh til Århus fra formiddag til eftermiddag og der var også en 6.klasse med.
De larmede og var, som 6-klasser nu kan være - ganske underholdende, og faktisk ikke så for meget, som jeg var bange for, da de kollektivt væltede ind i vognen i Roskilde og dermed rev mig brat ud af den søvn, jeg havde brug for.

Men så igen, så var jeg vågen, da damen med vognen kom - og da jeg skulle ud på perronen i Ringsted for at modtage hele min mors kollektion af rabarber fra haven. Dejligt at have en mor, som gider hive dem op af jorden og køre til stationen med dem, bare for at sende dem så friske som muligt til Århus. Og nåja, så for lige at få en ekstra krammer af den yngste datter. Ja, det er mig. - og jeg nåede at købe kaffe med mælk af damen. Det var dejligt sammen med den croissant, jeg havde købt på Hauptbahnhof i Kopenhagen derovre.

Nå, lejrskolen. Da 6.B (som læreren sagde, da de skulle lytte grundigt) stod af i Skanderborg, ventede et andet hold unger på en anden perron på et tog, som kører den modsatte vej. Formentlig jydebørn som skulle til Sjælland, omvendt af Roskilde-ungerne, som jo skulle til et sted i nærheden af Skanderborg, som tog en halv time mere at komme til. Jojo, jeg hører nemlig også efter, når læreren råber "6.B så hører I lige her!"

Da vi kom til Århus, var der endnu en klasse på perronen, som skulle syd- og muligvis østpå. Og før I kommer for godt i gang med at sige, at det da bare er blå mandag, stopper jeg jer. For ja, det er det i dag, og dén slags unger så jeg også mange af. Men man har vel sjældent soveposer med til blå mandag. Og to lærere med fuldkommen styr på, hvor de alle skal hen og hvordan de kommer det. Bare for at dokumentere, kan jeg nævne, at der kom en mand med firmatrøje og hængerøv og spurgte mig, hvordan man forstår buskøreplanerne her i Århus. Han stod jo netop og skulle med 'de unge mennesker' i Friheden. Og dé var nemlig ude på blå mandag. De andre var altså lejrskoleunger.

Jeg håber, de får en god uge alle sammen.

Sommer på landet

Vi bor allerlængst ude i Århus V - næsten da.
Der er i hvert fald marker lige for enden af vores blokke, så lidt langt ude er det jo. Og her til aften, da jeg kom hjem på Kitte Kry (vi elsker stadig de nye dæk!), duftede der af sommer. Sommer dufter i dette tilfælde af mark og dug. En helt speciel og dejlig luft, som strømmer én i møde, når man triller ned af bakken.

Årh, det er noget af det bedste i verden! Jeg elsker sommer. Eller når der dufter af sommer.

Og i øvrigt er mine chiliplanter så småt ved at rette sig op. Alles gut!

Plante-sæk

Ja, det er mig, jeg snakker om i overskriften.
Jeg brugte nemlig forårets dejlige jævndøgn til at plante nogle chilifrø, fordi den gode Sif sagde, at så var gudinden med projektet.
Og sørme ja, i går plantede jeg nogle laaaaaange, fine chiliplanter fra deres bolig i en overskåret mælkekarton og hen i en ægte potte. Nu står de så fint på altanen, sammen med timian og rosmarin, og venter på, at tiden skal gå, så de kan belønne mig med masser af frisk og fyrig chili sommeren over. Og formentlig også vinteren over.

De hænger godt nok en smule lige nu, men jeg regner med, at de retter sig lidt, når de lige finder fodfæste i pottens jord. Hvis nogen ved, at det ikke er noget, jeg skal regne med, er det nu, de skal komme frem og sige det...

Oven i det så går det fjong og fremad med Daddy-o, han er hjemme og modtager antibiotika blot en enkelt gang om dagen. Langsomt, men sikkert er de små legionella-sataner på afmarch, godt så - skrid, pak!

I dag har jeg været fjollet glad og det skulle selvfølgelig gå ud over nogen eller noget. Så jeg hoppede på Kitte Kry (uhh, vi elsker de nye dæk!) og kørte til STCN (ja ja, jeg bor i Århus V, så jeg slang-ificerer Storcenter Nord) for at vise al min glæde til hvem som helst, der gad se på mig. Med mig hjem fra udflugten fik jeg en DAB-radio, to par dejlige sko fra Vagabond, røde solbriller fra H&M - og sidst men absolut ikke mindst - et par billetter til Roskilde Festival. Så nu er det fast besluttet - jeg skal afsted igen.

Normalt er jeg en af dem, som først køber billet lige før festivalen, for at være sikker på (eller i det mindste lidt mere sikker) at vejret holder. Men i år er jeg alligevel blevet så glad og gakket, at jeg allerede må have billetten nu - så jeg er sikker på, at jeg kommer afsted.

Mange klager over årets line up, men jeg er nu godt tilfreds. For min skyld kan Coldplay, Madness og Oasis rende og hønse, imens jeg skal stå og skråle til Jenny Wilson, Yeah Yeah Yeahs, Von Dü, Malk de Koijn, Grace Jones, Mikael Simpson, Fever Ray og aaaaaalle de andre, som har noget labert at byde på. Jeg er godt tilfreds og véd allerede, at der er noget, som må vige for noget andet. Og så er det et godt nok line up.

De der Von Dü er nogen, som jeg først har opdaget i dag, fordi jeg så deres navn på festivalens hjemmeside og blev nysgerrig. Dansk dancehall lyder jo ikke skidt og savnet efter Bikstok kan føles jævnligt. Så ind på Myspace.com/vondudk og tjekke dem ud. Og stor var min glæde, da de falder helt i min smag.

Så nu er det bare at høvle bandnavnene igennem og så lytte mig frem til nogle prioriteter i programmet.

I år er vi Camp Decadence - det er lige mig. Måske skulle man gå i høje hæle hele festivalen igennem?

Angst og bange

For snart en uge siden ringede min søster til mig og sagde, at nu måtte jeg ikke blive bange. Når hun ringer og siger sådan, bliver jeg meget bange meget hurtigt.

Det var mandag morgen, jeg var på vej til uni, og hun fortalte, at min far var på vej til hospitalet. Han havde døjet med feber i en uge, det var blevet til hosten, rallen og generelt besvær med at trække vejret. Diagnosen lød på lungebetændelse, og han skulle straks indlægges.

I løbet af mandagen tog de alverdens prøver og fandt ud af, at det ikke blot var lungebetændelse, men at en grim lille satan ved navn legionella har ligget på lur i et vandrør, da farmand var på ferie i østen for nylig, og har trængt sig på i hans lunger, hvor den nu boede og havde en fest med at gøre livet rigtig surt for ham.

Legionella er en alvorlig sag. Heldigvis er der ikke ret mange, som får det i Danmark, men hvert år ér der en række tilfælde. Og i nogle af dem ender det med dødsfald. Selv efter behandling.

Dét er i sig selv en bekymring værd. Men oven i det kommer, at min far for fire år siden havde leukæmi og gennemgik et år med flere kemobehandlinger, som påvirkede hele familien, som gik i åndeløs spænding med angst inde på livet. I et år prøvede vi hver især at opretholde en form for hverdag, mens vi gik og var pissebange for, at miste en mand, en bror eller en far. Han blev rask og vi kom alle videre.

Men legionellaen har bragt mig lige tilbage på firkant nummer 1. Jeg er igen pissebange for at miste min far. På grund af kemobehandlingen er hans immunforsvar stadig ikke helt i top, og kommer det aldrig, og han er derfor, det man i medicinsk forbindelse kalder 'ældre og svækket'. Og det er netop dém, som dør af legionella.

Sidste melding fra hospitalet er, at han nok gerne må komme hjem et par dage i påsken. Så helt slemt kan det vel ikke være. Men jeg er pissebange ganske uanset. Først når han, igen, erklæres rask vil jeg kunne slappe den mindste smule af.

PS - det er derfor, bloggen ligger lidt stille...