Jeg har ikke været single ret meget af mit liv faktisk, så derfor er jeg lidt på bar bund med visse ting. Som for eksempel at være i besiddelse af andre menneskers tøj.
På et tidspunkt havde jeg en onenighter med en ven, og så kunne han ikke finde sine underdrenge om morgenen og gik derfor commando hele dagen.
Da tømmerdrenge og det værste havde forladt mig, fandt jeg de fine, blå underbenklæder, men jeg anede mildest talt ikke, hvornår jeg lige så ham igen.
Så jeg vaskede dem, da jeg alligevel skulle vaske mine egne unævnelige. Tørrede dem, gemte dem i skabet og passede i det hele taget på dem. Det var jo hans. Jeg mener, hans tøj. Han skulle da have dem igen. Ik?
Da vi så mødtes på Unibar noget tid efter, havde jeg dem med til ham, hvortil han mere eller mindre måbende spørger "Sig mig, har du ikke smidt dem ud!?"
Eh. Skal man det? Er det det, man gør?
Nu er det så sket, som jeg nævnte i går, at jeg er kommet til at tage en andens sokker med hjem fra fest i weekenden. Eller i grunden er nogen søndag morgen efter overnatning kommet til at tage det første, det bedste par sorte sokker, som lå på gulvet og gået med dem. Og da jeg senere fandt et par sorte sokker, viste det sig, at han havde taget mine, og jeg nu sad med hans. Og selvom de var hullede, tog jeg dem på hjem og sendte en besked om, at han sgu var løbet med mine yndlings!
Men hvad så nu med de strømper? Skal de smides ud? Vaskes? Afleveres? Og hvad med mine egne strømer? Ser jeg nogensinde dem igen?
Det er en meget svær verden, det her. Man skal ingenlunde undervurdere den slags filosofiske tankers indvirken på ens daglige liv!
Jeg har faktisk både vasket og fint tørret (på altanen, i frisk luft!) hans strømper, så de er befriet for kattehår, kagekrummer fra gulvet OG pigelus. Måske især det sidste.
Og så siger jeg til ham, at vi kan bytte, når som helst han lyster. Easy as 1-2-3. Ik?
tirsdag den 18. maj 2010
mandag den 17. maj 2010
Weekendens tabsliste
# En god håndfuld hjerneceller. Jeg har overbevist mig om, at det ikke var de vigtigste af dem.
# Sund fornuft, god dømmekraft og hensyntagen til veninder.
# Yndlingssokkerne. Har til gengæld en andens (hullede) sokker med hjem, men det er jo ikke DÉM!
# Guldhalskæde. Den er knækket. Æv. Gave fra søster og nevø. Peeeez.
# Lidt respekt og anseelse hist og pist, tror jeg.
Til gengæld har jeg fået dejlig mad, tømmermænd og timevis af fuldkommen fantastisk selskab. Alt i alt - worth it!
# Sund fornuft, god dømmekraft og hensyntagen til veninder.
# Yndlingssokkerne. Har til gengæld en andens (hullede) sokker med hjem, men det er jo ikke DÉM!
# Guldhalskæde. Den er knækket. Æv. Gave fra søster og nevø. Peeeez.
# Lidt respekt og anseelse hist og pist, tror jeg.
Til gengæld har jeg fået dejlig mad, tømmermænd og timevis af fuldkommen fantastisk selskab. Alt i alt - worth it!
onsdag den 12. maj 2010
Mulig opklaring.
Picture this:
Roskilde Festival 2008.
Warm-up-dagene.
Camping West.
Solskin, 25 grader, tørt og støvet.
Eftermiddag.
En ung kvinde, lidt yngre ender de 30, kommer gående, slingrende og svajende, hen mod sine venner i lejren.
Den sort-hvide mønstrede nederdel blafrer lidt i den svage vind og på grund af kroppens bevægelser i hakkende, halte skridt.
Da hun kommer tættere på, kan de se det alle sammen.
Og nogle af dem, især kæresten, løfter øjenbryn og spørger bekymret og i høje toner, hvad der dog er sket.
Kvinden slår armene ud, trækker på skuldrene, mens et smil breder sig i hendes ansigt, og hun svarer 'Jeg er vist faldet'.
Herefter sætter hun sig ned, bukker venstre ben, så knæet peger opad, og klasker et par vådservietter på leddet, som er skrabet hudløst og har sendt blod i striber ned af det ellers nyvaskede og rene ben.
Det andet ben får lov at ligge udstrakt, så den nu forstuvede og hævede ankel generes så lidt som muligt.
Kvinden var naturligvis mig selv.
Og naturligvis var jeg beruset.
Og naturligvis kan jeg overhovedet ikke huske, hvad der egentlig skete med mig, hvordan jeg fik skrabet knæet på det ene ben og forstuvet anklen på det andet.
Men nu har jeg vist regnet den ud, for det er sket igen!
Lørdag morgen vågnede jeg med en hævet højre ankel og et smadret venstre knæ. Og kan i den forbindelse afsløre, at det giver væsentligt færre skrammer at skvatte på asfalt med strømpebukser på, end at gøre det samme med bare sommerben på Roskilde Festivals støvede og grove grus, der blandt andet består af ret store og skarpe sten.
Rigtig gættet, fredag aften var jeg til fredagsbar på universitetet og var igen en kende besoffen. På vej hjem står jeg ud af bussen, men fejler fuldkommen min landing på vejen, og ender med at ligge på knæ og underben foran bussen uden at kunne bevæge noget som helst for avavav.
Højre ankel satte ud og gav efter, så benene krydsedes under mig, mens resten af mig landede oven på dem.
Det var ikke udpræget behageligt.
Og det gav en forvredet, forstuvet og hævet højre ankel samt et skrabet venstre knæ. Præcis ligesom Roskilde-skaden fra hin forne tider. Dét vidste jeg naturligvis ikke lige på stedet, for jeg havde travlt med at overleve de grusomme smerter og prøve at humpe hjemad.
Næste morgen, da jeg skulle ligge på knæ foran toilettet, faldt ti-øren dog, og jeg indså Den Større Sammenhæng.
Bum. Så fik vi da lige løst det.
Roskilde Festival 2008.
Warm-up-dagene.
Camping West.
Solskin, 25 grader, tørt og støvet.
Eftermiddag.
En ung kvinde, lidt yngre ender de 30, kommer gående, slingrende og svajende, hen mod sine venner i lejren.
Den sort-hvide mønstrede nederdel blafrer lidt i den svage vind og på grund af kroppens bevægelser i hakkende, halte skridt.
Da hun kommer tættere på, kan de se det alle sammen.
Og nogle af dem, især kæresten, løfter øjenbryn og spørger bekymret og i høje toner, hvad der dog er sket.
Kvinden slår armene ud, trækker på skuldrene, mens et smil breder sig i hendes ansigt, og hun svarer 'Jeg er vist faldet'.
Herefter sætter hun sig ned, bukker venstre ben, så knæet peger opad, og klasker et par vådservietter på leddet, som er skrabet hudløst og har sendt blod i striber ned af det ellers nyvaskede og rene ben.
Det andet ben får lov at ligge udstrakt, så den nu forstuvede og hævede ankel generes så lidt som muligt.
Kvinden var naturligvis mig selv.
Og naturligvis var jeg beruset.
Og naturligvis kan jeg overhovedet ikke huske, hvad der egentlig skete med mig, hvordan jeg fik skrabet knæet på det ene ben og forstuvet anklen på det andet.
Men nu har jeg vist regnet den ud, for det er sket igen!
Lørdag morgen vågnede jeg med en hævet højre ankel og et smadret venstre knæ. Og kan i den forbindelse afsløre, at det giver væsentligt færre skrammer at skvatte på asfalt med strømpebukser på, end at gøre det samme med bare sommerben på Roskilde Festivals støvede og grove grus, der blandt andet består af ret store og skarpe sten.
Rigtig gættet, fredag aften var jeg til fredagsbar på universitetet og var igen en kende besoffen. På vej hjem står jeg ud af bussen, men fejler fuldkommen min landing på vejen, og ender med at ligge på knæ og underben foran bussen uden at kunne bevæge noget som helst for avavav.
Højre ankel satte ud og gav efter, så benene krydsedes under mig, mens resten af mig landede oven på dem.
Det var ikke udpræget behageligt.
Og det gav en forvredet, forstuvet og hævet højre ankel samt et skrabet venstre knæ. Præcis ligesom Roskilde-skaden fra hin forne tider. Dét vidste jeg naturligvis ikke lige på stedet, for jeg havde travlt med at overleve de grusomme smerter og prøve at humpe hjemad.
Næste morgen, da jeg skulle ligge på knæ foran toilettet, faldt ti-øren dog, og jeg indså Den Større Sammenhæng.
Bum. Så fik vi da lige løst det.
onsdag den 5. maj 2010
Med sørgebind
I går aftes på sengekanten skete der to ting. En god og glad ting og en trist og sørgelig ting.
Det gode og glade var, at jeg opdagede, at Dude stadig var i live. Det triste og sørgelige var, at det er han ikke længere.
Der skete nemlig det, at jeg stod i soveværelset og opdagede en lillebitte bevægelse. Jeg flyttede noget tøj og udbrød 'DUDE!', thi det var netop Dude, som havde bevæget sig og løb lidt omkring på gulvet i soveværelset. Det er jo ikke lige dér, han ellers kommer mest og det havde en højst uheldig effekt.
I et anfald af tøset panik og overreaktion (muligvis afstedkommet af at jeg stod i de bare trusser og faktisk var ÅH så sårbar!) gav jeg mig nemlig til at hvine og råbe efter det stykke mandfolk, som også befandt sig her i lejligheden. Han kom straks løbende og jokkede på Dude på min befaling. (Og tilføjede 'Det var da ulækkert, at JEG skulle gøre det! ...ja, hans vaklende maskulinitet ér et issue. Manden kører også C3 - helt efter eget valg!)
Der på soveværelsets slidte trægulv lå stakkels Dude, trådt under fode af et væsen, som er ham langt, langt underlegent hvad evolution og kløgtig artsudvikling angår. Helt stille lå han, død som en sild.
Dude blev samlet op i et stykke toiletpapir og båret i hånden ud på badeværelset, hvor han med stor respekt og andægtig tavshed blev kastet i toilettet med sit papir. Hvorefter der STRAX blev skyllet ud af en stadig lettere panisk og yderst sårbar frk. mig.
Lad dette være en advarsel til resten af dyreparken, som måtte befinde sig i levende live i mit hjem; hold jer til jeres pladser eller I risikerer den sikre, visse og grimme død med hvin og gisp og tramp.
RIP Dude, du VAR nu den klammeste sølvfisk i verden, men du var min. Peace brother.
Det gode og glade var, at jeg opdagede, at Dude stadig var i live. Det triste og sørgelige var, at det er han ikke længere.
Der skete nemlig det, at jeg stod i soveværelset og opdagede en lillebitte bevægelse. Jeg flyttede noget tøj og udbrød 'DUDE!', thi det var netop Dude, som havde bevæget sig og løb lidt omkring på gulvet i soveværelset. Det er jo ikke lige dér, han ellers kommer mest og det havde en højst uheldig effekt.
I et anfald af tøset panik og overreaktion (muligvis afstedkommet af at jeg stod i de bare trusser og faktisk var ÅH så sårbar!) gav jeg mig nemlig til at hvine og råbe efter det stykke mandfolk, som også befandt sig her i lejligheden. Han kom straks løbende og jokkede på Dude på min befaling. (Og tilføjede 'Det var da ulækkert, at JEG skulle gøre det! ...ja, hans vaklende maskulinitet ér et issue. Manden kører også C3 - helt efter eget valg!)
Der på soveværelsets slidte trægulv lå stakkels Dude, trådt under fode af et væsen, som er ham langt, langt underlegent hvad evolution og kløgtig artsudvikling angår. Helt stille lå han, død som en sild.
Dude blev samlet op i et stykke toiletpapir og båret i hånden ud på badeværelset, hvor han med stor respekt og andægtig tavshed blev kastet i toilettet med sit papir. Hvorefter der STRAX blev skyllet ud af en stadig lettere panisk og yderst sårbar frk. mig.
Lad dette være en advarsel til resten af dyreparken, som måtte befinde sig i levende live i mit hjem; hold jer til jeres pladser eller I risikerer den sikre, visse og grimme død med hvin og gisp og tramp.
RIP Dude, du VAR nu den klammeste sølvfisk i verden, men du var min. Peace brother.
søndag den 2. maj 2010
Et spørgsmål om definitioner
Der går en hårfin grænse. Tit overskrides den og tit ignoreres den fuldkommen. Så er det, man kan se og høre voksne mennesker på måske 50 år, som siger 'Jeg er en glad/frisk/sød/sjov/whatever pige, som...'
Øh hva?
Pige!?
Er du sikker?!
Sådan HELT sikker!?
En dag, jeg var på bar med nogle venner, blev jeg prikket på skulderen og en af dem bad mig puffe til 'damen' ved bordet, så han kunne spørge hende om noget.
"Damen?!" spurgte jeg forbløffet, for hende, han havde peget på, var vist ikke meget mere end et par dage over de 20. "Ja damen...eller...altså...øh...pigen?" sagde han så usikkert.
Han kiggede lidt forvirret på mig, tøvede og sagde så med stor overbevisning, at jeg da i hvert fald var en pige.
"Arh" sagde jeg og forklarede, at siden jeg jo faktisk ér blevet 31, og har boet alene, og har haft mit eget liv i mindst fjorten år, og dermed er en form for voksen, så var jeg nok mest af alt det der 'kvinde'. Tjoh, det kunne han alligevel godt se, og så glemte vi helt at få fat i den unge kvinde ved bordet.
Men hvornår er man det ene, og hvornår er man det andet?
Taler man med børn er det meget nemt. For dem er piger de hunkønsmennesker, som er på deres egen alder eller større, men i hvert fald ikke store nok til at være voksne. Og damer er dem, som er mødre/mostre/fastre og den slags, altså de voksne.
Kvinder? Tjah, det er vist ikke med i opdelingen overhovedet.
Allerede da jeg var 17 og arbejdede på en benzintank, blev jeg kaldt dame af nogen, som ville have deres lille knægt til at lægge deres varer op på disken.
Dét var altså lidt træls. Så stod jeg der med fjollet hår og ingen myndighed og var pludselig en dame. Arh...det holdt jo ikke. Dengang var jeg helt sikkert en pige.
Og det blev jeg ved med at være i ret lang tid.
Da jeg gik fra min første kæreste, mente han, at jeg var gået fra at være pige til at være kvinde, fra han så mig, hvor alt var fryd og gammen, til han så mig, hvor alt var slut.
Lige dengang var jeg ikke klar til, at det var dén betegnelse, jeg skulle bruge om mig selv, for det lød sgu åndssvagt og var på ingen måde mig. Men jeg må jo indrømme, at i de seks år der siden er gået, er jeg vist blevet det. Altså klar. Og kvinde.
Men dame?!
Arh, det er altså Erna Hamilton, Ellen Hillingsøe og den der Edna nede fra Australien. Og den slags voksen og raffineret bliver jeg aldrig. Men kvinde, jo tak, det ér faktisk mig. Men hvad med dig?
Øh hva?
Pige!?
Er du sikker?!
Sådan HELT sikker!?
En dag, jeg var på bar med nogle venner, blev jeg prikket på skulderen og en af dem bad mig puffe til 'damen' ved bordet, så han kunne spørge hende om noget.
"Damen?!" spurgte jeg forbløffet, for hende, han havde peget på, var vist ikke meget mere end et par dage over de 20. "Ja damen...eller...altså...øh...pigen?" sagde han så usikkert.
Han kiggede lidt forvirret på mig, tøvede og sagde så med stor overbevisning, at jeg da i hvert fald var en pige.
"Arh" sagde jeg og forklarede, at siden jeg jo faktisk ér blevet 31, og har boet alene, og har haft mit eget liv i mindst fjorten år, og dermed er en form for voksen, så var jeg nok mest af alt det der 'kvinde'. Tjoh, det kunne han alligevel godt se, og så glemte vi helt at få fat i den unge kvinde ved bordet.
Men hvornår er man det ene, og hvornår er man det andet?
Taler man med børn er det meget nemt. For dem er piger de hunkønsmennesker, som er på deres egen alder eller større, men i hvert fald ikke store nok til at være voksne. Og damer er dem, som er mødre/mostre/fastre og den slags, altså de voksne.
Kvinder? Tjah, det er vist ikke med i opdelingen overhovedet.
Allerede da jeg var 17 og arbejdede på en benzintank, blev jeg kaldt dame af nogen, som ville have deres lille knægt til at lægge deres varer op på disken.
Dét var altså lidt træls. Så stod jeg der med fjollet hår og ingen myndighed og var pludselig en dame. Arh...det holdt jo ikke. Dengang var jeg helt sikkert en pige.
Og det blev jeg ved med at være i ret lang tid.
Da jeg gik fra min første kæreste, mente han, at jeg var gået fra at være pige til at være kvinde, fra han så mig, hvor alt var fryd og gammen, til han så mig, hvor alt var slut.
Lige dengang var jeg ikke klar til, at det var dén betegnelse, jeg skulle bruge om mig selv, for det lød sgu åndssvagt og var på ingen måde mig. Men jeg må jo indrømme, at i de seks år der siden er gået, er jeg vist blevet det. Altså klar. Og kvinde.
Men dame?!
Arh, det er altså Erna Hamilton, Ellen Hillingsøe og den der Edna nede fra Australien. Og den slags voksen og raffineret bliver jeg aldrig. Men kvinde, jo tak, det ér faktisk mig. Men hvad med dig?
Abonner på:
Opslag (Atom)