Der går en hårfin grænse. Tit overskrides den og tit ignoreres den fuldkommen. Så er det, man kan se og høre voksne mennesker på måske 50 år, som siger 'Jeg er en glad/frisk/sød/sjov/whatever pige, som...'
Øh hva?
Pige!?
Er du sikker?!
Sådan HELT sikker!?
En dag, jeg var på bar med nogle venner, blev jeg prikket på skulderen og en af dem bad mig puffe til 'damen' ved bordet, så han kunne spørge hende om noget.
"Damen?!" spurgte jeg forbløffet, for hende, han havde peget på, var vist ikke meget mere end et par dage over de 20. "Ja damen...eller...altså...øh...pigen?" sagde han så usikkert.
Han kiggede lidt forvirret på mig, tøvede og sagde så med stor overbevisning, at jeg da i hvert fald var en pige.
"Arh" sagde jeg og forklarede, at siden jeg jo faktisk ér blevet 31, og har boet alene, og har haft mit eget liv i mindst fjorten år, og dermed er en form for voksen, så var jeg nok mest af alt det der 'kvinde'. Tjoh, det kunne han alligevel godt se, og så glemte vi helt at få fat i den unge kvinde ved bordet.
Men hvornår er man det ene, og hvornår er man det andet?
Taler man med børn er det meget nemt. For dem er piger de hunkønsmennesker, som er på deres egen alder eller større, men i hvert fald ikke store nok til at være voksne. Og damer er dem, som er mødre/mostre/fastre og den slags, altså de voksne.
Kvinder? Tjah, det er vist ikke med i opdelingen overhovedet.
Allerede da jeg var 17 og arbejdede på en benzintank, blev jeg kaldt dame af nogen, som ville have deres lille knægt til at lægge deres varer op på disken.
Dét var altså lidt træls. Så stod jeg der med fjollet hår og ingen myndighed og var pludselig en dame. Arh...det holdt jo ikke. Dengang var jeg helt sikkert en pige.
Og det blev jeg ved med at være i ret lang tid.
Da jeg gik fra min første kæreste, mente han, at jeg var gået fra at være pige til at være kvinde, fra han så mig, hvor alt var fryd og gammen, til han så mig, hvor alt var slut.
Lige dengang var jeg ikke klar til, at det var dén betegnelse, jeg skulle bruge om mig selv, for det lød sgu åndssvagt og var på ingen måde mig. Men jeg må jo indrømme, at i de seks år der siden er gået, er jeg vist blevet det. Altså klar. Og kvinde.
Men dame?!
Arh, det er altså Erna Hamilton, Ellen Hillingsøe og den der Edna nede fra Australien. Og den slags voksen og raffineret bliver jeg aldrig. Men kvinde, jo tak, det ér faktisk mig. Men hvad med dig?
Nu har jeg aldrig mødt dig, jeg er dos sikker på at du er en kvinde, en stærk en af slagsen endda.
SvarSletJeg læste en klumme i Politiken i går, som handlede om lidt det samme, med at man selvom man måske var 40, så sig selv som en ung pige, mens de unge piger så én som mor-typen. Så var der det skønneste citat, som nu hænger på min opslagstavle:
SvarSletWhen I can look life in the eyes, grown calm and very coldly wise, life will have given me the truth, and taken in exchange - my youth!
Smukt, ikke???
Jeg er en kvinde, hvis du skulle være i tvivl :-)
Jo, den er fin! Og nej, jeg var ingenlunde i tvivl :) Jeg ser absolut mig selv som ung (og det blir jeg jo nok ved med lææææænge endnu), men ikke desto mindre som kvinde :) det kan jo godt hænge sammen.
SvarSletJeg ser også mig selv som ung - børn, bil, hund og hus til trods :-)
SvarSletSamme her :) Det er jo ikke børn, bil, hund og det hele der afgør det.
SvarSletJeg er både kvinde, kone, sprutso og kagedåse.
SvarSletKvinde, kone, kogeø og kran.
SvarSletJeg tror jeg er på vej mod kvinde, men jeg synes sq på en måde det er svært at sige om mig selv. Som om der er en iboende styrke i 'kvinde' som jeg slet ikke ved om jeg kan give mig selv ved at kalde mig det.
SvarSletShit, men jeg ér stærk og jeg ér mig.
Da jeg var barn, forklarede jeg min mor, at hun altså ikke var nogen dame: "For damer går jo med hat". Således er jeg aldrig for alvor blevet en dame ...
SvarSlet