Flere grænsefordele!

Noget af det bedste ved de der Tysklandsture er slet ikke colaen, de store mængder bom eller samvær med kæresten.
Det er de uhørt gode tilbud.
På dametoilettet.
Af alskens slags.

Se bare! For blot 4 sølle € kan man vælge én af disse gode, dejlige og utroligt praktiske sager:



Jaeh, jeg sagde jo, det var værd at køre efter!

Ak ja, ak ja.

Vi er noooogen, der er flyttet tæt på grænsen. Ja, altså den til prøjserne, ikke svensken, ham må I godt beholde selv derovre i Köpenhamn. Og det gør I så. Så tager vi bare til Deutschland og sjåpper.

Vi har boet hernede et par måneder nu - og STORtrives! - og i den tid har vi været nogle gange syd for grænsen. Og jeg har slet ikke noget pas! Uhu, vi lever på kanten, gør vi! *

Nogle gange har jeg for eksempel lige fået penge tilbage fra eksen og så er jeg ikke helt til at styre, vil købe både vodka, rom og slik og vin. Andre gange er jeg mere nøjsom. De andre og nøjsomme gange bliver det så som regel kun 700 kroner im Supermarkt dernede. De svulstige gange passerer vi snildt de Tausend. Også de to.
Uha.

Nå - videre.

Nede i det der Tyskerland har de mange spændende ting. Kæreste har således slæbt solæg (på glas) og sauerkraut (på dåse) med hjem dernedefra. Og jeg har slæbt French's sennep (hvilket er roughly samme pris som på amerikanernetshops herhjemme), Altoids og Big Red med hjem. Plus diverse ukendte sager. Som nu for eksempel Scho-Ka-Kola.

Schokolade.
Kaffee.
Kolanuss.

What's not to like!? Nåjo, vi glemmer jo, at det er MIG, der er tale om.

First things first: SE!

SE lige den her indpakning! Jeg ville have skrevet dåse, for det er en dåse, men det giver bare alt for mange forkvaklede jokes levetid, og dét er bare så langt fra mig! Så vi skipper dåsen. Bortset lige fra SEEEEE den! For den er så fin.




Og ja, jeg købte den lidt, fordi det hedder Scho-ka-kola. Det ér sgu da smukt, at man kan lave og sælge sådan et produkt! Og så også fordi det jo indeholder både chokolade og cola. Og jeg ér jo den erklærede colaholiker, så altså...
Kaffe/koffein virker godt nok ikke på mig, men det skal jo ikke afskrække den kulinariske kækhed, og slik ér jo slik, ikå!

Så formedelst 14,91 gode danske kroner købte jeg denne fine dåse med det pureste guf.

Bortset fra - og her kommer det - det ér jo mig. Som jeg har nævnt før. Og hvordan er det nu, det er med mig? Jo, jeg kan jo ikke have chokolade, der faktisk har et anstændigt indhold af kakao. Lys Marabou er alt rigeligt til mig, bliver det mørkere, melder bitterstofferne sig, og min mund tørrer ud og snerper sammen som en hønes sure røv. Jeg. Kan. Ikke. Lide. Det.

Så hvor stor tror i, skuffelsen var, da jeg åbnede dåsen og blev mødt af synet - og den kendte, bitre lugt! - af dette!?


Stor. STOR. Sir jeg bare.

Lårdetyskerslik.


....men dåsen er nu så fin. Så når nogle gæster en eller anden dag (måske den 12. december) har ædt al chokoladekaffecolastykkerne, SÅ har jeg en fin, rund dåse til. Ja altså. Til et eller andet. Ikke. Småpenge til indkøbsvogne i Tyskland frekkesempel. Jow jow.





*Jeg véd godt det der med Schengen, og man behøver ikke pas, men man behøver billedlegitimation, som vi danskere så ikke har andet end i form af passet. Og det gælds alser ik mere. Nå.

Yndlings

Uanset hvor jeg er, hvad jeg laver og hvordan jeg har det, bliver jeg altid i et lidt underligt og helt bestemt humør, når jeg hører "The Odd Couple" med Gnarls Barkley. Årsagen er, at jeg hørte den plade igen og igen og igen, imens jeg første gang læste Neil Gaimans fabelagtigt fremragende roman "American Gods".

Som navnet antyder, handler bogen om guder. Og i særdeleshed amerikanske guder. Hvilket i dette tilfælde er guddomme som kreditkort, tv og berømmelse. Og så handler den om alle mulige guder fra 'det gamle land', hvilket vil sige en god, blandet håndfuld europæiske og afrikanske guder, gudinder og guddommeligheder. Og en helt almindelig mand, som pludselig må lære, at verden indeholder meget, meget mere, end han nogensinde har kunnet forestille sig.

Jeg var fuldkommen bjergtaget, da jeg læste bogen. Blev suget ind i et univers og en verden, hvor det ikke var usandsynligt, at guder gik omkring på jorden, at de har en bagside af vores verden, som vi ikke kan se, at de færdes iblandt os og påvirker os og fylder vores liv med magi og spændinger. Det var simpelthen ganske indlysende, at det er sådan, verden er. I hvert fald mens jeg læste bogen.

Normalt er jeg ingenlunde religiøs. Jeg anser det for at være endog meget, meget usandsynligt, at der skulle findes en gud. Men da jeg læste denne roman, opdagede jeg, at mit syn på det ændrede sig. For hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre!?

Jeg læste bogen en sommer, som jeg husker for at være lang og varm og fuld af dejligt solskin. Jeg skrev eksamensopgave til langt ud på natten med åbent vindue. Jeg boede i et værelse ved Botanisk Have. Jeg havde det som den famøse blomme i ægget.

Og så lærte jeg altså Neil Gaiman at kende. Jeg havde hørt flere omtale ham som lidt af en fantastisk forfatter, og da den engelske udgave af "American Gods" kun kostede 130,- kroner, satsede jeg og købte bogen. Og du godeste, hvor blev jeg glad for det.

Bogen gjorde et uudsletteligt indtryk og er efterhånden blevet min absolutte yndlingsbog. Og der har ellers været nogle kandidater. Men "American Gods" kan jeg altid læse.

Lige for tiden kan jeg dog ikke, for min veninde har lånt den. Jeg har nemlig for vane at prakke andre mine gode læseoplevelser på. Og det er fint, jeg elsker sådan, når folk får lidt af min store oplevelse. Men det er også lidt forbundet med noget andet. For nu er jeg kommet til at sætte "The Odd Couple" på afspilleren, og nu savner jeg altså bogen. Savner Wednesday, savner Shadow, savner Whiskey Jack og dem alle sammen.

Dem alle sammen.

"The Odd Couple" var stort set den eneste plade, jeg hørte hele den sommer. Ej, det er jo løgn, men det er den, jeg husker bedst. Netop fordi den hænger så uløseligt sammen med bogen. Jeg kan ikke læse bogen, uden at høre musikken. Jeg kan ikke høre musikken uden at tænke på bogen.
Den plade kørte i fast rotation hele sommeren og hele vejen igennem "American Gods".
Også næste gang jeg læste den. Og jeg ved, at jeg også kommer til at høre den, næste gang jeg læser bogen.

Og det bliver så snart, jeg får den tilbage.

Træt med træt på

Jeg er startet i praktik. Jeg er gået direkte fra su-lad dagligdag til maks spænding med koncentration og arbejde i tiiiiimevis. Og det kan ses. Jeg har nu rander og poser (på størrelse med de blå fra IKEA) under øjnene. Det har jeg aldrig haft før!
ALDRIG!

Følsomme kæreste sagde 'Skat, du er 32!', da jeg peb og klagede mig.

Og så så vi ellers Jørgen Leth. Han kan jeg stadig ikke lide. 'Det Erotiske Menneske' er en gang navlepilleri, og jeg gider ikke se den igen.

Åh, jeg er så træt, så træt, så træt hele tiden. Og her skal ryddes op og gøres ved, fordi jeg faktisk IKKE er 32 endnu, men blir det på lørdag, og i den anledning får den pukkelryggede på besøg.

Manner - hvor kan man leje en standin?!?