Yndlings

Uanset hvor jeg er, hvad jeg laver og hvordan jeg har det, bliver jeg altid i et lidt underligt og helt bestemt humør, når jeg hører "The Odd Couple" med Gnarls Barkley. Årsagen er, at jeg hørte den plade igen og igen og igen, imens jeg første gang læste Neil Gaimans fabelagtigt fremragende roman "American Gods".

Som navnet antyder, handler bogen om guder. Og i særdeleshed amerikanske guder. Hvilket i dette tilfælde er guddomme som kreditkort, tv og berømmelse. Og så handler den om alle mulige guder fra 'det gamle land', hvilket vil sige en god, blandet håndfuld europæiske og afrikanske guder, gudinder og guddommeligheder. Og en helt almindelig mand, som pludselig må lære, at verden indeholder meget, meget mere, end han nogensinde har kunnet forestille sig.

Jeg var fuldkommen bjergtaget, da jeg læste bogen. Blev suget ind i et univers og en verden, hvor det ikke var usandsynligt, at guder gik omkring på jorden, at de har en bagside af vores verden, som vi ikke kan se, at de færdes iblandt os og påvirker os og fylder vores liv med magi og spændinger. Det var simpelthen ganske indlysende, at det er sådan, verden er. I hvert fald mens jeg læste bogen.

Normalt er jeg ingenlunde religiøs. Jeg anser det for at være endog meget, meget usandsynligt, at der skulle findes en gud. Men da jeg læste denne roman, opdagede jeg, at mit syn på det ændrede sig. For hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre!?

Jeg læste bogen en sommer, som jeg husker for at være lang og varm og fuld af dejligt solskin. Jeg skrev eksamensopgave til langt ud på natten med åbent vindue. Jeg boede i et værelse ved Botanisk Have. Jeg havde det som den famøse blomme i ægget.

Og så lærte jeg altså Neil Gaiman at kende. Jeg havde hørt flere omtale ham som lidt af en fantastisk forfatter, og da den engelske udgave af "American Gods" kun kostede 130,- kroner, satsede jeg og købte bogen. Og du godeste, hvor blev jeg glad for det.

Bogen gjorde et uudsletteligt indtryk og er efterhånden blevet min absolutte yndlingsbog. Og der har ellers været nogle kandidater. Men "American Gods" kan jeg altid læse.

Lige for tiden kan jeg dog ikke, for min veninde har lånt den. Jeg har nemlig for vane at prakke andre mine gode læseoplevelser på. Og det er fint, jeg elsker sådan, når folk får lidt af min store oplevelse. Men det er også lidt forbundet med noget andet. For nu er jeg kommet til at sætte "The Odd Couple" på afspilleren, og nu savner jeg altså bogen. Savner Wednesday, savner Shadow, savner Whiskey Jack og dem alle sammen.

Dem alle sammen.

"The Odd Couple" var stort set den eneste plade, jeg hørte hele den sommer. Ej, det er jo løgn, men det er den, jeg husker bedst. Netop fordi den hænger så uløseligt sammen med bogen. Jeg kan ikke læse bogen, uden at høre musikken. Jeg kan ikke høre musikken uden at tænke på bogen.
Den plade kørte i fast rotation hele sommeren og hele vejen igennem "American Gods".
Også næste gang jeg læste den. Og jeg ved, at jeg også kommer til at høre den, næste gang jeg læser bogen.

Og det bliver så snart, jeg får den tilbage.