Livets alvor

Mit hoved er for tiden holdeplads for en hel masse informationer og mit lille hjerte er ved at sprække på grund af alle de følelser, som hopper rundt og boltrer sig dér.

Den korte version er, at jeg, med Bilbo Baggins' ord, føler mig "...stretched. Like butter scraped over too much bread." Og at det er svært for mig at holde hovedet koldt og oven vande her midt i januars tiltagende lys og hårde frost.

Den lange version er mange ting. Store ting. Alvorlige ting. Ting som fylder alt.

Når jeg har sovet fire gange mere, flytter eksen og er ude af mit hår. Det lyder hårdt, at jeg siger det sådan, men jeg véd, at vi begge trænger til det. Ingen af os trives med at valse rundt om hinanden som katten om den varme grød. Ingen af os synes, det er sjovt eller rart at skulle dele alting i hans og hendes og tage stilling til, om man nu vil have dé eller dé håndklæder, kopper, planter og whatnot. Ingen af os fortjener i virkeligheden at skulle finde os i hinandens selskab, når det nu bare ér slut og har været det i to måneder.

Vi opfører os pænt og roligt over for hinanden, men jeg er ikke i tvivl om, at han lider mindst lige så meget som jeg. Det er ingens hjem for tiden.

Ikke hans, fordi han flytter. Og ikke mit, fordi han stadig er her.

Stemningen er trykket og akavet og det bliver stadigt sværere at strække tålmodigheden. Vi gør det begge, men det bliver en lettelse, når jeg vender hjem lørdag aften og véd, at jeg er alene.

En helt anden sag, som er med til at strække mig på både tålmod og andre følelser (er tålmod en følelse?) er, at min far er syg.

Jeg har før skrevet om dengang for fire år siden, hvor han havde leukæmi og jeg var på Sjælland tre-fire gange om måneden for at besøge en far, jeg dybest set ikke vidste, om jeg ville have, når det blev jul, når det blev påske, når det blev sommer. Utroligt slidsomt var det, men på et år blev han rask og har været det siden.

Indtil sensommeren, hvor han fik legionella. Lidt af en forskrækkelse, som han dog kom over på et par måneder.

Og indtil nu, hvor han har fået konstateret en kronisk blodsygdom. Hans knoglemarv producerer forkerte celler; for mange hvide legemer og for få røde. Derfor har han svært ved at trække vejret og ved at 'være i gang'.

Det ér ikke leukæmi, og det holder vi os alle sammen stædigt for øjnene. Det er en sygdom, som ikke passer ind i nogen af lægernes kasser. Det eneste de ved, er, at det kan udvikle sig til leukæmi. De ved ikke, om den gør det, hvad risikoen er eller noget som helst. De véd faktisk ikke engang, hvordan de skal behandle den. Så de prøver med noget medicin, og hvis det så ikke virker, ja, så prøver de med noget andet, og sådan bliver de ved, imens vi allesammen sidder og prøver på ikke at ryste så meget af angst, at vi glemmer at leve i dag.

Begge dele er noget, som gør utroligt ondt inden i lille mig. Jeg er enormt følsom og selvom jeg kan være stærk, så tærer det, at min far er syg og at eksen bor her, så jeg ikke har ro omkring mig. Ro til at sidde og fordøje situationen med min far.

Oven i hatten kommer så det, at jeg bliver boende i vores fælles lejlighed. En lejlighed, som jeg stort set ikke har råd til halvdelen af huslejen i. Det er selvfølgelig en bagatel set i forhold til en far med alvorlig sygdom og en lille mig med ondt i livet, men det gør bare det hele værre, at jeg ved, at jeg skal leve på en sten, indtil jeg selv kan flytte. Hvilket jeg endnu ikke ved, hvornår jeg kan. Og jeg hader uvisheden. Jeg venter bare på, at noget skal ske. Det er opslidende.

På lørdag flytter eksen, på tirsdag starter forårssemestret og jeg kan opbygge min egen hverdag. Jeg satser på, at det giver ro indeni.

So there.

Derfor har jeg været lidt stille, og derfor bliver jeg nok ved med at være stille en tid endnu.

Tidsfordriv

I mangel af pausekager må I nøjes med anden underholdning, mens jeg forsøger at få og holde rede på alle de ting, som flyver rundt inde i mit lille, forstyrrede hoved.

Enjoy.
http://pentagram.com/what-type-are-you/
Passwordet du skal indtaste er 'character'.



PS Jeg er dot matrix. Så ved I dét.

Hverdagens mysterier

Jeg sidder her og undrer mig.

Det sker jævnt tit, for der er rigtig meget i denne verden, som jeg bare ikke forstår, uanset hvor meget jeg anstrenger mig.

Egentlig burde lige dette ikke undre mig så meget, for jeg forstår mig virkeligt ikke på tal. Jeg er dødgod til at huske pinkoder, cpr- og telefonnumre, datoer og alle den slags kombinationer. Men regne!? Ikke om jeg kan det.

Og dog. For jeg KAN jo godt lægge to og to sammen. Og endda liiiidt mere til.

Her er så det, som jeg ikke forstår. Og jeg har virkelig prøvet!

Jeg sidder med nogle peanuts af den ristede og saltede slags. På deklarationen står der at ingredienserne er 96% jordnødder, 2% vegetabilsk olie og salt.

Nedenunder er det så specificeret, at saltindholdet i produktet er 1gram pr. 100gram. Ok, den smarte matematiker inden i mig (gud, har jeg sådan en!?) siger mig så, at det jo er lig med 1 enkelt %.

Og så kommer regnestykket: de 96% nødder + de 2% olie + den 1% salt = 99%.

Hvad er så den sidste procentdel i mine jordnødder!?

Ydermere er der så kun 80 gram nødder i hele pakken, hvorfor det ægte regnestykke jo bør se lidt anderledes ud, men dét giver jeg mig alligevel ikke i kast med. Jeg nøjes med at vide, hvad jeg ikke ved, og undre mig over den sidste %.

Jamen sikke dog!

I dag er det solskin. Og det er dejligt. Og jeg får besøg. Og det er også dejligt. Og jeg skal ud senere. Og det er også enormt dejligt. For det er så dejlige mennesker, jeg skal se. Kagedåser hele bundtet. I love it.

Hvad jeg ikke love'er så meget er, at det med lejligheden faldt igennem. Har set den og vidste med det samme, at hvis jeg havde set den, før jeg havde svaret, havde svaret været nej. Og jeg er et sted i livet (uh, mimre!), hvor jeg ikke gider flytte til det første det bedste og så flytte igen efter tre-fem måneder. Jeg vil gerne have et godt og ordentligt sted, hvor jeg kan se mig selv være i lang tid. Og være glad. Og ingen ef delene kunne ske i lige dén lejlighed.

Så nu bliver jeg her lidt endnu, men det er også ok. Jeg er fuld af fortrøstning, optimisme, glæde og troen på, at alting sagtens skal blive a-ok. Og endda sikkert ganske snart.

I believe.

Og derfor får I lige en darjlig sang med et af gårsdagens bands, Muse. Nummeret er indspillet af snart sagt gud og hver mand (eller kvinde, selvom Nina Simone kan lyde lidt mandig), men det er altid Muses udgave, der får mig helt ud over rampen og indgyder nydelse af livet og verden i mig.

Enjoy!

2009. Og 2010.

Nu er vi jo efterhånden snart en uge inde i det nye år, jeg har læseferie, bloggen ligger stille og det ér bare på tide med en opdatering. Her er derfor lidt om sidste år og lidt om i år.

Ting jeg elskede i 2009

Kagedåserne!

Et dejligt hold veninder, som jeg fik på én gang blot ved at dukke op til Anarkistens dejligt dækkede kagebord!

Bachelor!

Da jeg i 2005 startede på russisk på universitetet, var det sådan set mest af alt, fordi jeg syntes, jeg var blevet så gammel, at jeg hellere måtte komme i gang med ét eller andet, hvis jeg ikke skulle gå helt bag af dansen.

Og da jeg ikke havde et særligt mål eller en ”Jeg skal da være blabla, når jeg bliver stor!”-tanke, så valgte jeg russisk, fordi jeg har rejst i Rusland og har stiftet bekendtskab med både sprog og kultur og syntes, at begge dele var fantastisk.

Det skulle jo vise sig, at interessen dalede efterhånden som den blev til en (sur) pligt, men jeg holdt ud (overraskende nok, det ligner ikke helt mig) og blev bachelor i russisk og retorik i sommeren 2009, dejlig besked at få i det støvede solskin på en festival.

Kandidatstudiet!

Jeg har skiftet studieretning fra russisk til nordisk sprog og litteratur, det som tidligere hed dansk. Og jeg elsker det! Fulgte i efterårets løb fire forskellige fag, som begejstrede mig helt vildt. Sproghistorie, klassiske værker, læse-skrive-kursus og film fra en (for mig) helt ny vinkel. Sikke muligheder for hjernespin, tanker og ny viden.

Fedt at mærke, at jeg igen havde interessen med på studiet. Og især fedt at mærke, at nu hvor bachelorgraden er i hus, er indstillingen til studiet meget mindre angstpræget. Og meget mere lystbetonet. Dét har jeg nydt. Og nyder stadig.

Singlehed.

Ja, det er jo ikke til at komme udenom. Jeg tog en rigtig hård beslutning sidst på året, men jeg kan mærke, at det absolut var den rigtige.

Så nu er jeg ganske single igen. Og 31. Og uden stress over dét. Agtigt. Men i hvert fald godt tilfreds.

Ting jeg glæder mig til i 2010

Nyt sted at bo!

Jeg blev medlem af en boligforening, da jeg i sin tid flyttede sammen med den første jydekæreste, og det har gavnet mig. Så allerede i midten af februar forlader jeg vores tidligere fælles lejlighed og flytter på 3. sal i min egen lille hybel i nærheden af Botanisk Have.

Forår!

Foråret kan man jo altid glæde sig til, og i år glæder jeg mig især til igen at opleve det i nærheden af Botanisk Have. Haven fylder mig med ro og glæde, og det ér bare mit dejlige, lille fristed. Og så en masse andre menneskers selvfølgelig, men også mit!

Praktik!

Joeh, jeg er nu kommet så langt i den der uddannelse, at jeg har et semester, som er beregnet til praktik. Det vil sige, hvor jeg skal ud i det virkelig liv og have en hverdag og et job på en virksomhed. Det kan blive dødspændende! Og det er allerede meget angstpræget.

Visse studiekammerater har allerede tjek på det hele, ved hvilken virksomhed de skal være i, hvad de skal lave der og hvornår de starter. Jeg er, i vanlig stil, fuldkommen overrumplet og blank for ideer. Men det skal jo nok komme.

Mulighederne er mange. Kommunikation er et vidt begreb, og det er den vej, jeg gerne vil. Forslag og ideer modtages med kyshånd og søde ord. Måske en nybagt bolle, hvis det er noget, der er rætti godt.

Musik!

Jeg har læst, at Gorillaz kommer med en ny plade i starten af 2010, og dét ser jeg meget frem til. Jeg har de to første albums og lytter til dem jævnligt. Ok, mest Demon Days (som absolut er en af de bedste plader overhovedet på de sidste ti år!), men den første af dem ryger også i afspilleren fra tid til anden. Hvis de nu så bare kom på Roskilde Festival, så ville jeg tisse lidt i bukserne af lykke.

Det gør jeg nu allerede næsten , for to af mine yndlingsbands har allerede annonceret, at de spiller på Roskilde! Det er Muse og nephew.

Det er jo ikke så længe siden, Muse spillede i Parken, men den koncert havde jeg ikke lige midler til, så jeg sad hjemme og modtog mms’er og stemningsrapporter fra indtil flere venner, som var derovre. Surt show.

Sidst nephew spillede på Roskilde Festival var i 2007, det frygtelige regnvejrsår, hvor jeg lå syg på min moders sofa i stedet for at opleve 07.07.07 live. Mere surt show.

Men i år får jeg altså lov til at opleve begge bands live på festivalen, og det ser jeg i høj grad frem til!

Og det er jo blot de ting, jeg véd, kommer. Så er der jo også alt det uventede, det overraskende og det, som fylder op ind i mellem. Jeg glæder mig i det hele taget.