Livets alvor

Mit hoved er for tiden holdeplads for en hel masse informationer og mit lille hjerte er ved at sprække på grund af alle de følelser, som hopper rundt og boltrer sig dér.

Den korte version er, at jeg, med Bilbo Baggins' ord, føler mig "...stretched. Like butter scraped over too much bread." Og at det er svært for mig at holde hovedet koldt og oven vande her midt i januars tiltagende lys og hårde frost.

Den lange version er mange ting. Store ting. Alvorlige ting. Ting som fylder alt.

Når jeg har sovet fire gange mere, flytter eksen og er ude af mit hår. Det lyder hårdt, at jeg siger det sådan, men jeg véd, at vi begge trænger til det. Ingen af os trives med at valse rundt om hinanden som katten om den varme grød. Ingen af os synes, det er sjovt eller rart at skulle dele alting i hans og hendes og tage stilling til, om man nu vil have dé eller dé håndklæder, kopper, planter og whatnot. Ingen af os fortjener i virkeligheden at skulle finde os i hinandens selskab, når det nu bare ér slut og har været det i to måneder.

Vi opfører os pænt og roligt over for hinanden, men jeg er ikke i tvivl om, at han lider mindst lige så meget som jeg. Det er ingens hjem for tiden.

Ikke hans, fordi han flytter. Og ikke mit, fordi han stadig er her.

Stemningen er trykket og akavet og det bliver stadigt sværere at strække tålmodigheden. Vi gør det begge, men det bliver en lettelse, når jeg vender hjem lørdag aften og véd, at jeg er alene.

En helt anden sag, som er med til at strække mig på både tålmod og andre følelser (er tålmod en følelse?) er, at min far er syg.

Jeg har før skrevet om dengang for fire år siden, hvor han havde leukæmi og jeg var på Sjælland tre-fire gange om måneden for at besøge en far, jeg dybest set ikke vidste, om jeg ville have, når det blev jul, når det blev påske, når det blev sommer. Utroligt slidsomt var det, men på et år blev han rask og har været det siden.

Indtil sensommeren, hvor han fik legionella. Lidt af en forskrækkelse, som han dog kom over på et par måneder.

Og indtil nu, hvor han har fået konstateret en kronisk blodsygdom. Hans knoglemarv producerer forkerte celler; for mange hvide legemer og for få røde. Derfor har han svært ved at trække vejret og ved at 'være i gang'.

Det ér ikke leukæmi, og det holder vi os alle sammen stædigt for øjnene. Det er en sygdom, som ikke passer ind i nogen af lægernes kasser. Det eneste de ved, er, at det kan udvikle sig til leukæmi. De ved ikke, om den gør det, hvad risikoen er eller noget som helst. De véd faktisk ikke engang, hvordan de skal behandle den. Så de prøver med noget medicin, og hvis det så ikke virker, ja, så prøver de med noget andet, og sådan bliver de ved, imens vi allesammen sidder og prøver på ikke at ryste så meget af angst, at vi glemmer at leve i dag.

Begge dele er noget, som gør utroligt ondt inden i lille mig. Jeg er enormt følsom og selvom jeg kan være stærk, så tærer det, at min far er syg og at eksen bor her, så jeg ikke har ro omkring mig. Ro til at sidde og fordøje situationen med min far.

Oven i hatten kommer så det, at jeg bliver boende i vores fælles lejlighed. En lejlighed, som jeg stort set ikke har råd til halvdelen af huslejen i. Det er selvfølgelig en bagatel set i forhold til en far med alvorlig sygdom og en lille mig med ondt i livet, men det gør bare det hele værre, at jeg ved, at jeg skal leve på en sten, indtil jeg selv kan flytte. Hvilket jeg endnu ikke ved, hvornår jeg kan. Og jeg hader uvisheden. Jeg venter bare på, at noget skal ske. Det er opslidende.

På lørdag flytter eksen, på tirsdag starter forårssemestret og jeg kan opbygge min egen hverdag. Jeg satser på, at det giver ro indeni.

So there.

Derfor har jeg været lidt stille, og derfor bliver jeg nok ved med at være stille en tid endnu.