onsdag den 12. maj 2010

Mulig opklaring.

Picture this:

Roskilde Festival 2008.
Warm-up-dagene.
Camping West.
Solskin, 25 grader, tørt og støvet.
Eftermiddag.

En ung kvinde, lidt yngre ender de 30, kommer gående, slingrende og svajende, hen mod sine venner i lejren.
Den sort-hvide mønstrede nederdel blafrer lidt i den svage vind og på grund af kroppens bevægelser i hakkende, halte skridt.
Da hun kommer tættere på, kan de se det alle sammen.
Og nogle af dem, især kæresten, løfter øjenbryn og spørger bekymret og i høje toner, hvad der dog er sket.
Kvinden slår armene ud, trækker på skuldrene, mens et smil breder sig i hendes ansigt, og hun svarer 'Jeg er vist faldet'.

Herefter sætter hun sig ned, bukker venstre ben, så knæet peger opad, og klasker et par vådservietter på leddet, som er skrabet hudløst og har sendt blod i striber ned af det ellers nyvaskede og rene ben.
Det andet ben får lov at ligge udstrakt, så den nu forstuvede og hævede ankel generes så lidt som muligt.

Kvinden var naturligvis mig selv.
Og naturligvis var jeg beruset.
Og naturligvis kan jeg overhovedet ikke huske, hvad der egentlig skete med mig, hvordan jeg fik skrabet knæet på det ene ben og forstuvet anklen på det andet.

Men nu har jeg vist regnet den ud, for det er sket igen!

Lørdag morgen vågnede jeg med en hævet højre ankel og et smadret venstre knæ. Og kan i den forbindelse afsløre, at det giver væsentligt færre skrammer at skvatte på asfalt med strømpebukser på, end at gøre det samme med bare sommerben på Roskilde Festivals støvede og grove grus, der blandt andet består af ret store og skarpe sten.

Rigtig gættet, fredag aften var jeg til fredagsbar på universitetet og var igen en kende besoffen. På vej hjem står jeg ud af bussen, men fejler fuldkommen min landing på vejen, og ender med at ligge på knæ og underben foran bussen uden at kunne bevæge noget som helst for avavav.

Højre ankel satte ud og gav efter, så benene krydsedes under mig, mens resten af mig landede oven på dem.
Det var ikke udpræget behageligt.

Og det gav en forvredet, forstuvet og hævet højre ankel samt et skrabet venstre knæ. Præcis ligesom Roskilde-skaden fra hin forne tider. Dét vidste jeg naturligvis ikke lige på stedet, for jeg havde travlt med at overleve de grusomme smerter og prøve at humpe hjemad.

Næste morgen, da jeg skulle ligge på knæ foran toilettet, faldt ti-øren dog, og jeg indså Den Større Sammenhæng.

Bum. Så fik vi da lige løst det.

6 kommentarer:

  1. Ha ha ha! Hvor jeg kender det! Efter hver eneste af mine udskejelser vågner jeg op med endnu flere mærker på benene! En fordel er at jeg ikke går med høje hæle på roskilde. det ville være verdens farligste cocktail!

    God bedring!

    SvarSlet
  2. ... men, OI - det så sjaw ud da du lå dér og flød ved bussen!! ^^

    AV!!

    SvarSlet
  3. Det er os sjovt nu. Hvor det ik gør LISSÅ ondt :-D

    Høje hæle ville altid være livsfarlige for mig, jeg er sgu sårn en, der knap kan gå som det er! Huhejhuhej.

    SvarSlet
  4. Det må hermed være dit "lejlighedsfald". (Øl-droppet, blandt venner).

    SvarSlet