Heartache

Jeg har i denne uge nærmest ikke haft andet end tid til at skrive blogindlæg. Desværre har noget taget al den tid. Savn. Længsel. Ondt i hjertet. Åh, suk, siger vi.

Faktisk er det sådan, at jeg 'hele livet igennem' - altså i hvert fald de tre gange jeg har haft kærester - har valgt en partner ud fra sådan en "Det skal i hvert fald ik være én, der kan gå fra mig!"-tankegang. Derfor har jeg fundet mænd, som JEG i stedet kunne forlade. Ih, så smart! Så er det jo aldrig mig, der får ondt i hjertet. Så nu har jeg tre gange i træk været dén, som afsluttede et forhold. Og selvom det er hårdt, så var det jo ikke mit hjerte, som blev knust, men deres! Totalt bonus.

Bortset fra, at jeg så er endt i nogle lidt tovlige forhold. Med mænd, som ikke helt magtede at sige 'Nu stopper du fandme, dame!", hvilket jeg i høj grad har brug for, hvis jeg ikke skal forvandle mig til en Ibberzilla og bare vade, sjoske og trampe hen over manden. Med pigsko og træskostøvler på. Og det skal jeg jo helst ikke. For det ér der faktisk ingen, der fortjener.

Maaaaaaaaaaaaaasser af terapi og gransken af mit fede ego har lært mig at gøre tingene på en lidt anden facon efterhånden. Det har taget et forsøg eller to, men altså, nu er vi her...endelig.

Jeg har fundet en dejlig mand, som faktisk allerede sagde "Nu stopper du, HARPE!", før vi overhovedet var kærester. Det var da det mest pisseirriterende, jeg nogensinde har oplevet. Indtil jeg trak vejret dybt og indså, at det jo er præcis derfor, jeg elsker og respekterer ham. Balance, folkens, balance.

Nu er det så sådan, at han er taget en uge på ferie. Lige nu. Hvor vi er allermest nyforelskede og bare har så gigameget brug for hinanden.

Igen - pissebelastende, at han ikke bare fatter, at jeg sguda har skidemeget BRUG for ham = bliv da hjemme, knægt! Men igen - jaaaaah, han tager hensyn, men retter sig ikke efter alle mine behov og ønsker. Og det ér jo det, jeg gerne vil. Sårn på længere sigt.

Så nu sidder jeg her og har fået en lille smagsprøve på, hvordan det der kærestesorg må være. For jeg véd jo, at han elsker mig. Jeg véd jo, at han er min og jeg hans. Jeg véd jo, at han kommer hjem til mig igen. Og jeg véd endda hvornår, og at han længes mindst lige så meget efter det som jeg.

Men fååååååk, hvor er det en led følelse at mangle ham sådan her. Det er lidt som om, jeg ikke helt kan trække vejret ordentligt. Min mad smager ikke rigtig af noget, når jeg gider spise, og ind i mellem gider jeg ikke engang drikke cola. Og det sidste her, det er ved Gud (eller hvem man nu vælger) et tegn på, at ikke alting er helt tip top.

Helt ærligt mand, det er sgu da en pissefarlig verden, den her!
Er I klar over, hvor sårbar man er, når man sådan opgiver alle forbehold og bare forelsker sig!?
Det er fandme ikke spor trygt eller rart!

Men for helvede, hvor er det dejligt. Og om to døgn er vi her sammen igen. JAHA!

Status

I dag er det netop fem år siden, jeg pakkede alt mit grej, læssede det ind i farbrors kassevogn og flyttede det hele - og mig selv - til Århus.
Det var en ret stor ting for mig, der ellers var lidt af en hjemmefødning.

Og da jeg nu igen står på kanten af at flytte rødder, sjæl og habengut til en ny - og relativt ukendt - landsdel, så kan jeg jo passende fejre dagen med en slags status over, hvad der er sket i løbet af de fem år.

- min far fik leukæmi og blev rask igen
- det fik desværre mig ud i en hidsig depression, med selvskade og spiseforstyrrelse
- jeg har været et semester i Sankt Petersborg, hvor jeg lærte, at jeg godt kan selv, og fik en fantastisk veninde
- jeg har fået antidepressiv medicin, som fik mig hevet ud af min stilstand og i gang med det der livet
- jeg slog op med en kæreste, som ikke var god for mig
- jeg rendte omkring og var 17års-agtig med druk, hor og fester
- jeg fandt en sød og rar kæreste
- som jeg slog op med efter halvandet år, fordi det alliwl ik lige helt var sagen
- jeg flyttede til ghettoen og lærte blandt andet at afrikanske bryllupper er noget mere farverige og konfettiramte end danske
- jeg var til tandlægen en enkelt gang (og måtte tilbage to gange mere fordi der var noget rodbehandling)
- jeg har mødt Kagedåserne, som forsøder mit liv på mere end én facon
- jeg har mødt Blæs. Den dejligste mand i verden.
- jeg er blevet bachelor i russisk og retorik, noget jeg faktisk troede, jeg aldrig ville opnå
- jeg er blevet moster endnu en gang.
- jeg er blevet tante og fadder til venindens søde datter
- jeg har fået en vaskemaskine, og opdaget hvor meget nemmere livet er, når man har sådan en
- jeg har på en eller anden måde anskaffet mig tre spiseborde, men kun to stole
- jeg har skiftet adresse fem gange, de første tre skift inden for de samme 500 meter
- jeg har fået masser af venner og bekendte
- blablablablaaaahhh

Alt i alt er der sket rigtig meget, og jeg har haft det fantastisk her i Smilets By. Men jeg glæder mig nu alligevel til at tage fat på det sønderjyske!

Slet, slet ikke som fiktionen!

Der var engang et dansk band, som lavede en småk og darjlig kærlighedssang, der indeholdt teksten 'Du er min Rachel, jeg er din Ross'. Ja, det var (dårlige!) Johnny Deluxe, godt husket, men det er ikke dét, det skal handle om nu.

Det, det skal handle om, er kærligheden, de synger om. For selvom vi alle sammen godt véd, (SPOILER ALERT!) at Rachel og Ross faktisk får hinanden, når Venner slutter for altid, så er det sgu da træls for dem, at der skal så mange forviklinger til, før det kan ske. "We we're on a break", giftermål, udfordringer og vejbump, som gør det SÅ umådeligt svært for dem at indse, at de bare hører sammen.

Jo jo, gu er det romantisk med al den kæmpen for hinanden i sidste ende, men altså - havde det ikke været federe for dem, hvis de bare havde haft det topfantastisk fra the get go!?

Jeg ved jo godt, at fjernsyn bliver lavet for underholdningens skyld, og at der ikke er megen underholdning i lykkelig kærlighed, hvor Ross og Rachel bare går omkring og ser forelsket og glade på hinanden, mens alting lykkes for dem. Men det betyder ikke, at jeg ville ønske samme besvær og bøvl i mit liv, som de har i deres.

Faktisk ér det jo ikke så længe siden, jeg lavede et bitterkynisk indlæg om, at den eneste ene er noget fup, og at vi alle vil have det bedre, hvis vi bare kan indse det, og at JEG i hvert fald ikke havde tænkt mig at satse på noget som helst i den retning.

Men så skete det jo. Virkeligheden kom og tog røven på mig.

Jeg ved ikke, hvad det ligner, men snydt blev jeg i hvert fald af det der 'livet'. For hvem er det nu lige, der går omkring med lykkens stjerner i øjne og hjerte for tiden!? Jo, det er sgu da mig!

Og faktisk er vi ingenlunde som Rachel og Ross. Eller jo, han havde jo en kæreste. Han havde jo intet sted at bo. Jeg ville IKKE (!) have en kæreste. Jeg ville IKKE (!) have, at han skulle bo hos mig. Han var for useriøs, for drukfældig, for A-menneske (johow, det er så en fuldkommen valid årsag til at vælge folk fra!), for krølhåret og bare i det hele taget skidemeget helt forkert.

Men så var han pludselig væk, sådan på en 'for altid'-agtig facon, og det var da det værste, jeg i mit (årh, så Metusalem-lange) 31-årige liv har været ude for.

Og så blev vi jo kærester. Og så skulle han jo til Sønderjylland. Og så ville jeg med. Og så fandt vi en lejlighed. Og så fandt vi en løsning på økonomiproblemet. Og så lykkedes alting ligesom bare. Vi flytter om to ugers tid og starter på et helt nyt liv. Sammen. For altid. Og jeg kan ikke vente. For jeg véd bare, at jeg kan leve med den mand resten af mit liv. Han gør mig så glad, han får mig til at le, han gør mig sindssygt frustreret og gal i skralden, og hele vejen igennem elsker jeg ham som ingen anden.

"Du er min Edward, jeg er din Bella."

Ja, det er hæsligt og klamt, men det er sgu bare den skinbarlige (og slightly kliche-inficerede) sandhed. Hvis det ikke lige var, fordi det faktisk for en gangs skyld er mig, MIG!, der svæver rundt med kærlighed i overflod, så ville jeg sgu brække mig af al den kvalmende lykke.