Heartache

Jeg har i denne uge nærmest ikke haft andet end tid til at skrive blogindlæg. Desværre har noget taget al den tid. Savn. Længsel. Ondt i hjertet. Åh, suk, siger vi.

Faktisk er det sådan, at jeg 'hele livet igennem' - altså i hvert fald de tre gange jeg har haft kærester - har valgt en partner ud fra sådan en "Det skal i hvert fald ik være én, der kan gå fra mig!"-tankegang. Derfor har jeg fundet mænd, som JEG i stedet kunne forlade. Ih, så smart! Så er det jo aldrig mig, der får ondt i hjertet. Så nu har jeg tre gange i træk været dén, som afsluttede et forhold. Og selvom det er hårdt, så var det jo ikke mit hjerte, som blev knust, men deres! Totalt bonus.

Bortset fra, at jeg så er endt i nogle lidt tovlige forhold. Med mænd, som ikke helt magtede at sige 'Nu stopper du fandme, dame!", hvilket jeg i høj grad har brug for, hvis jeg ikke skal forvandle mig til en Ibberzilla og bare vade, sjoske og trampe hen over manden. Med pigsko og træskostøvler på. Og det skal jeg jo helst ikke. For det ér der faktisk ingen, der fortjener.

Maaaaaaaaaaaaaasser af terapi og gransken af mit fede ego har lært mig at gøre tingene på en lidt anden facon efterhånden. Det har taget et forsøg eller to, men altså, nu er vi her...endelig.

Jeg har fundet en dejlig mand, som faktisk allerede sagde "Nu stopper du, HARPE!", før vi overhovedet var kærester. Det var da det mest pisseirriterende, jeg nogensinde har oplevet. Indtil jeg trak vejret dybt og indså, at det jo er præcis derfor, jeg elsker og respekterer ham. Balance, folkens, balance.

Nu er det så sådan, at han er taget en uge på ferie. Lige nu. Hvor vi er allermest nyforelskede og bare har så gigameget brug for hinanden.

Igen - pissebelastende, at han ikke bare fatter, at jeg sguda har skidemeget BRUG for ham = bliv da hjemme, knægt! Men igen - jaaaaah, han tager hensyn, men retter sig ikke efter alle mine behov og ønsker. Og det ér jo det, jeg gerne vil. Sårn på længere sigt.

Så nu sidder jeg her og har fået en lille smagsprøve på, hvordan det der kærestesorg må være. For jeg véd jo, at han elsker mig. Jeg véd jo, at han er min og jeg hans. Jeg véd jo, at han kommer hjem til mig igen. Og jeg véd endda hvornår, og at han længes mindst lige så meget efter det som jeg.

Men fååååååk, hvor er det en led følelse at mangle ham sådan her. Det er lidt som om, jeg ikke helt kan trække vejret ordentligt. Min mad smager ikke rigtig af noget, når jeg gider spise, og ind i mellem gider jeg ikke engang drikke cola. Og det sidste her, det er ved Gud (eller hvem man nu vælger) et tegn på, at ikke alting er helt tip top.

Helt ærligt mand, det er sgu da en pissefarlig verden, den her!
Er I klar over, hvor sårbar man er, når man sådan opgiver alle forbehold og bare forelsker sig!?
Det er fandme ikke spor trygt eller rart!

Men for helvede, hvor er det dejligt. Og om to døgn er vi her sammen igen. JAHA!