Slet, slet ikke som fiktionen!

Der var engang et dansk band, som lavede en småk og darjlig kærlighedssang, der indeholdt teksten 'Du er min Rachel, jeg er din Ross'. Ja, det var (dårlige!) Johnny Deluxe, godt husket, men det er ikke dét, det skal handle om nu.

Det, det skal handle om, er kærligheden, de synger om. For selvom vi alle sammen godt véd, (SPOILER ALERT!) at Rachel og Ross faktisk får hinanden, når Venner slutter for altid, så er det sgu da træls for dem, at der skal så mange forviklinger til, før det kan ske. "We we're on a break", giftermål, udfordringer og vejbump, som gør det SÅ umådeligt svært for dem at indse, at de bare hører sammen.

Jo jo, gu er det romantisk med al den kæmpen for hinanden i sidste ende, men altså - havde det ikke været federe for dem, hvis de bare havde haft det topfantastisk fra the get go!?

Jeg ved jo godt, at fjernsyn bliver lavet for underholdningens skyld, og at der ikke er megen underholdning i lykkelig kærlighed, hvor Ross og Rachel bare går omkring og ser forelsket og glade på hinanden, mens alting lykkes for dem. Men det betyder ikke, at jeg ville ønske samme besvær og bøvl i mit liv, som de har i deres.

Faktisk ér det jo ikke så længe siden, jeg lavede et bitterkynisk indlæg om, at den eneste ene er noget fup, og at vi alle vil have det bedre, hvis vi bare kan indse det, og at JEG i hvert fald ikke havde tænkt mig at satse på noget som helst i den retning.

Men så skete det jo. Virkeligheden kom og tog røven på mig.

Jeg ved ikke, hvad det ligner, men snydt blev jeg i hvert fald af det der 'livet'. For hvem er det nu lige, der går omkring med lykkens stjerner i øjne og hjerte for tiden!? Jo, det er sgu da mig!

Og faktisk er vi ingenlunde som Rachel og Ross. Eller jo, han havde jo en kæreste. Han havde jo intet sted at bo. Jeg ville IKKE (!) have en kæreste. Jeg ville IKKE (!) have, at han skulle bo hos mig. Han var for useriøs, for drukfældig, for A-menneske (johow, det er så en fuldkommen valid årsag til at vælge folk fra!), for krølhåret og bare i det hele taget skidemeget helt forkert.

Men så var han pludselig væk, sådan på en 'for altid'-agtig facon, og det var da det værste, jeg i mit (årh, så Metusalem-lange) 31-årige liv har været ude for.

Og så blev vi jo kærester. Og så skulle han jo til Sønderjylland. Og så ville jeg med. Og så fandt vi en lejlighed. Og så fandt vi en løsning på økonomiproblemet. Og så lykkedes alting ligesom bare. Vi flytter om to ugers tid og starter på et helt nyt liv. Sammen. For altid. Og jeg kan ikke vente. For jeg véd bare, at jeg kan leve med den mand resten af mit liv. Han gør mig så glad, han får mig til at le, han gør mig sindssygt frustreret og gal i skralden, og hele vejen igennem elsker jeg ham som ingen anden.

"Du er min Edward, jeg er din Bella."

Ja, det er hæsligt og klamt, men det er sgu bare den skinbarlige (og slightly kliche-inficerede) sandhed. Hvis det ikke lige var, fordi det faktisk for en gangs skyld er mig, MIG!, der svæver rundt med kærlighed i overflod, så ville jeg sgu brække mig af al den kvalmende lykke.