Alvor

Jeg er lige straks 32.

Mine to søstre er henholdsvis lige under og lige over 40.

Mine forældre er i midten af 60'erne. Ingen af dem arbejder længere.

Mor har gået hjemme i seks års tid og er blevet tyndere og svagere. Hun hoster og har skøre knogler. Hun har nu fået Iskias, som er noget med, at der sidder en nerve i klemme i ryggen, og på grund af det kan hun næsten ikke engang tale, fordi det gør voldsomt ondt at trække vejret. Tal ikke om at bevæge sig!

Far har lige solgt sit firma og er nu fuldtidspensionist. Han havde leukæmi for fem år siden. Han havde legionella sidste år, som var ved at tage livet af ham. Nu har han en blodsygdom, som ikke passer i nogen af lægernes kasser og derfor prøver de forsøgsvis at behandle ham med dette og hint. Oven i det har han fået konstateret astma, som heldigvis kan lindres, og KOL, hvilket man ikke kan gøre jack shit ved.

Da jeg talte med min far tidligere i aften, kunne han fortælle, at han i dag har været på privathospital for at få scannet sit ene ben. Der er nemlig noget i klemme i lænden, og han er ved at miste førligheden i benet.

Det er ikke, når vi får børn, køber hus, fylder 30, 40 eller 50, vi bliver voksne. Nej, det er, når vi efter megen håb og denial indser, at jo, min far og mor bliver også ældre og gamle, og jo, de skal dø en dag.

Før eller siden vil også jeg blive forældreløs.

Det er en fuldkommen uhåndgribelig og grim tanke. Jeg kan gudskelov ikke forestille mig, hvordan det vil blive.

Men jeg ved, at det bliver. Og det er hæsligt.

Lige på kanten

Kæreste mener, jeg er klar til indlæggelse. Sjette afdeling. Den lukkede. "Blå vogn, kom og hent hende!"

Sagen er nemlig, at vi har fået edderkopper i badeværelset. Det havde jeg også hjemme i ghettoen i Århus, vil den opmærksomme læser huske. Derhjemme boede den imellem håndvasken og toilettet og til tider over reolen i hjørnet.

Her i hytten bor der en lille og en stor edderkop lige omkring vaskemaskinen. Den store plejer mest at være nede foran maskinen, så man kan se den, når man sidder på toilettet. Der var dér, jeg opdagede den. Jeg informerede den straks om husreglerne; du må godt være der, men hvis du kommer for tæt på, dør du. Og hold dig ude af syne, når Kæreste er herude, for han vil nok slå dig ihjel.

Den lille har jeg kun set en enkelt gang eller to, og den virker ærligt talt for ung til at få reglerne at vide. Det må den store ligesom sørge for, påtage sig et ansvar, det skulle være så godt.

Simpelt, ikke.

I går aftes, da Kæreste og jeg skulle i bad, tændte jeg for vandet i bruseren, hvilket fik Store Edderkop til at lynspurte fra krogen ved gulvet med alle shampoo- og sæbeflaskerne hen imod sikkerheden uden for badeforhænget omme bag ved vaskemaskinen. Sød, som jeg jo er, lod jeg Koppen løbe, så vi begge kunne slappe af igen.

Efter badet var Store Edderkop så at finde ved døren ud til køkkenet. Helt forkert. Jeg sagde derfor til den, mens Kæreste stod inde i badet, at det var helt dumt. "Gå nu ind bag vaskemaskinen og bliv der, til vi er færdige, det er bedst for alle parter."

Og så var det, Kæreste mente, at jeg var klar til indlæggelse. Jeg mener jo naturligvis, at jeg bare er sød ved de væsner, som findes i min nærhed. Et godt barn, et sødt menneske, tolerant, flink og overskudsagtig.

I øvrigt er der sikkert også edderkopper på den lukkede, så det ville stort hjælpe at få mig dérind.

Sammentagning

Der har længe været lidt stille på Ordningen, og det skyldes såmænd, at jeg selv har været lidt stille. Jeg har ligget lidt i dvale, hvilet i skyggen, ventet på, at noget skulle ske. Det er der jo sjældent noget, der gør helt af sig selv, og således kunne jeg have ventet utroligt længe. Og lavet intet imens. MEN!

I går kom Kæreste og jeg til at tale om konceptet handicap-SU, som går ud på, at studerende med såkaldt 'funktionsnedsættelse', kan ansøge om at få mere i SU, fordi de ikke har mulighed for at passe et job ved siden af studiet.

Det er et lidt følsomt emne, fordi mange mener, at det er så let som 1-2-3 at få handicaptillægget, og derfor er en smutvej for dem, som bare ikke gider arbejde ved siden af. Jeg er en af dem, som ved, det ikke er helt så enkelt, fordi jeg selv har ansøgt om det. Min psykiater mente åbenbart ikke, jeg var funktionsnedsat, eller også fik han bare aldrig svaret SU-styrelsen, så min ansøgning gik i stå og jeg blev bachelor og startede på kandidaten. Alt sammen mens jeg modtog almindelig SU og SU-lån, der jo som bekendt skal tilbagebetales efter endt uddannelse.

Kæreste var lidt overrasket over min viden på området og da især, at jeg selv havde ansøgt, fordi han jo synes, jeg er helt normal og kan alting. Han sagde, om det ikke blot var et spørgsmål om at 'tage mig sammen'. Og det der med at 'tage sig sammen' er måske nok den største, rødeste knap, man nogensinde kan trykke på i min lille sjæl.

For jo, det ér jo et spørgsmål om at tage sig sammen. Og det gør folk, det gør de jo. Når de kan. Ikke når verden rundt om mener, de skal, men når de kan. Get it?

Ingen ønsker at være offer, ingen ønsker ikke at kunne noget, alle ønsker at være noget værd, og i denne verden er man åbenbart kun dét, når man kan noget.
Ergo - alle tager sig sammen. Når. De. Kan.

Jeg blev umådeligt vred og såret og skuffet. Jeg mente straks, at Kæreste ikke respekterer mig eller accepterer mig, for hvad jeg er. Jeg mente straks, at han skulle forstå bedre og anerkende, at jeg har ret til at sidde stille og vente på, at noget sker for mig. Jeg gik sur i seng og stod sur op.

Midt i vreden tænkte jeg alligevel, at han fandme da ikke skulle sige sådan, nu skulle han bare se, hvor jeg kunne! Så jeg fik faktisk skrevet en ansøgning og et CV til et praktiksted og sendt det af sted. Og jeg fik skrevet endnu en ansøgning og sendt den til et andet praktiksted. Og jeg fik skrevet en mail til en underviser omkring en opgave, der skal skrives. Han har allerede skrevet tilbage, og jeg har nu bestilt bøger på biblioteket og er gået i gang med at læse, dem jeg allerede har.

I virkeligheden er det nemt bare at sætte sig offeragtigt ned og vente på, at verden fikser tingene. Eller at den ikke fikser tingene, men så i hvert fald at tiden går, og man véd, at det ikke var ens egen skyld, fordi man jo ikke kunne. Magtede. Orkede.

Men jeg ér jo ikke det offer. Jeg kan jo godt. Jeg magter jo godt. Jeg orker jo godt. Og egentlig var det helt fint, at han fik rusket mig lidt, så jeg indså det og kom i gang.

Ja, altså. At jeg tog mig sammen.