torsdag den 21. oktober 2010

Alvor

Jeg er lige straks 32.

Mine to søstre er henholdsvis lige under og lige over 40.

Mine forældre er i midten af 60'erne. Ingen af dem arbejder længere.

Mor har gået hjemme i seks års tid og er blevet tyndere og svagere. Hun hoster og har skøre knogler. Hun har nu fået Iskias, som er noget med, at der sidder en nerve i klemme i ryggen, og på grund af det kan hun næsten ikke engang tale, fordi det gør voldsomt ondt at trække vejret. Tal ikke om at bevæge sig!

Far har lige solgt sit firma og er nu fuldtidspensionist. Han havde leukæmi for fem år siden. Han havde legionella sidste år, som var ved at tage livet af ham. Nu har han en blodsygdom, som ikke passer i nogen af lægernes kasser og derfor prøver de forsøgsvis at behandle ham med dette og hint. Oven i det har han fået konstateret astma, som heldigvis kan lindres, og KOL, hvilket man ikke kan gøre jack shit ved.

Da jeg talte med min far tidligere i aften, kunne han fortælle, at han i dag har været på privathospital for at få scannet sit ene ben. Der er nemlig noget i klemme i lænden, og han er ved at miste førligheden i benet.

Det er ikke, når vi får børn, køber hus, fylder 30, 40 eller 50, vi bliver voksne. Nej, det er, når vi efter megen håb og denial indser, at jo, min far og mor bliver også ældre og gamle, og jo, de skal dø en dag.

Før eller siden vil også jeg blive forældreløs.

Det er en fuldkommen uhåndgribelig og grim tanke. Jeg kan gudskelov ikke forestille mig, hvordan det vil blive.

Men jeg ved, at det bliver. Og det er hæsligt.

7 kommentarer:

  1. Bedre forberedt end chokeret når det sker.

    Varme tanker herfra.

    SvarSlet
  2. det er bare så svært at tro på, de ér her jo bare. Været her altid og vil være her altid.

    SvarSlet
  3. Jamen præcis, Pernille! Det er jo netop sagen. Og når man så får en anelse indsigt, så gør det sgu bare lidt ondt altså. Nederen.

    SvarSlet
  4. Morfar - tjah, forberedt og forberedt. Jeg tror jo i virkeligheden ikke, at nogen kan være forberedt på den dag, det sker. Det suger sgu bare. Især for sådan en bette følsom en, som mig.

    SvarSlet
  5. holder mig for ørerne og synger lalalalalala

    SvarSlet
  6. Uh, jeg tåler (taaler?) heller ikke tanken om at skulle undvære. Som regel virker Signes strategi, men lige pludselig kommer jeg i tanker om det -oftest ud af det blå- og så er det som om nogen knuger om mit hjerte med en kold våd gummihandske

    SvarSlet
  7. Ved hvordan du har det. Man tænker det må være forfærdeligt når folk mister deres forældre, men mine de bliver jo her...ALTID. BASTA! Og lige der, der kan man godt selv høre, at man er på en flod i ægypten (denial), og at verden drejer hurtigere end man formår at stoppe den.

    SvarSlet