Sammentagning

Der har længe været lidt stille på Ordningen, og det skyldes såmænd, at jeg selv har været lidt stille. Jeg har ligget lidt i dvale, hvilet i skyggen, ventet på, at noget skulle ske. Det er der jo sjældent noget, der gør helt af sig selv, og således kunne jeg have ventet utroligt længe. Og lavet intet imens. MEN!

I går kom Kæreste og jeg til at tale om konceptet handicap-SU, som går ud på, at studerende med såkaldt 'funktionsnedsættelse', kan ansøge om at få mere i SU, fordi de ikke har mulighed for at passe et job ved siden af studiet.

Det er et lidt følsomt emne, fordi mange mener, at det er så let som 1-2-3 at få handicaptillægget, og derfor er en smutvej for dem, som bare ikke gider arbejde ved siden af. Jeg er en af dem, som ved, det ikke er helt så enkelt, fordi jeg selv har ansøgt om det. Min psykiater mente åbenbart ikke, jeg var funktionsnedsat, eller også fik han bare aldrig svaret SU-styrelsen, så min ansøgning gik i stå og jeg blev bachelor og startede på kandidaten. Alt sammen mens jeg modtog almindelig SU og SU-lån, der jo som bekendt skal tilbagebetales efter endt uddannelse.

Kæreste var lidt overrasket over min viden på området og da især, at jeg selv havde ansøgt, fordi han jo synes, jeg er helt normal og kan alting. Han sagde, om det ikke blot var et spørgsmål om at 'tage mig sammen'. Og det der med at 'tage sig sammen' er måske nok den største, rødeste knap, man nogensinde kan trykke på i min lille sjæl.

For jo, det ér jo et spørgsmål om at tage sig sammen. Og det gør folk, det gør de jo. Når de kan. Ikke når verden rundt om mener, de skal, men når de kan. Get it?

Ingen ønsker at være offer, ingen ønsker ikke at kunne noget, alle ønsker at være noget værd, og i denne verden er man åbenbart kun dét, når man kan noget.
Ergo - alle tager sig sammen. Når. De. Kan.

Jeg blev umådeligt vred og såret og skuffet. Jeg mente straks, at Kæreste ikke respekterer mig eller accepterer mig, for hvad jeg er. Jeg mente straks, at han skulle forstå bedre og anerkende, at jeg har ret til at sidde stille og vente på, at noget sker for mig. Jeg gik sur i seng og stod sur op.

Midt i vreden tænkte jeg alligevel, at han fandme da ikke skulle sige sådan, nu skulle han bare se, hvor jeg kunne! Så jeg fik faktisk skrevet en ansøgning og et CV til et praktiksted og sendt det af sted. Og jeg fik skrevet endnu en ansøgning og sendt den til et andet praktiksted. Og jeg fik skrevet en mail til en underviser omkring en opgave, der skal skrives. Han har allerede skrevet tilbage, og jeg har nu bestilt bøger på biblioteket og er gået i gang med at læse, dem jeg allerede har.

I virkeligheden er det nemt bare at sætte sig offeragtigt ned og vente på, at verden fikser tingene. Eller at den ikke fikser tingene, men så i hvert fald at tiden går, og man véd, at det ikke var ens egen skyld, fordi man jo ikke kunne. Magtede. Orkede.

Men jeg ér jo ikke det offer. Jeg kan jo godt. Jeg magter jo godt. Jeg orker jo godt. Og egentlig var det helt fint, at han fik rusket mig lidt, så jeg indså det og kom i gang.

Ja, altså. At jeg tog mig sammen.