Lige på kanten

Kæreste mener, jeg er klar til indlæggelse. Sjette afdeling. Den lukkede. "Blå vogn, kom og hent hende!"

Sagen er nemlig, at vi har fået edderkopper i badeværelset. Det havde jeg også hjemme i ghettoen i Århus, vil den opmærksomme læser huske. Derhjemme boede den imellem håndvasken og toilettet og til tider over reolen i hjørnet.

Her i hytten bor der en lille og en stor edderkop lige omkring vaskemaskinen. Den store plejer mest at være nede foran maskinen, så man kan se den, når man sidder på toilettet. Der var dér, jeg opdagede den. Jeg informerede den straks om husreglerne; du må godt være der, men hvis du kommer for tæt på, dør du. Og hold dig ude af syne, når Kæreste er herude, for han vil nok slå dig ihjel.

Den lille har jeg kun set en enkelt gang eller to, og den virker ærligt talt for ung til at få reglerne at vide. Det må den store ligesom sørge for, påtage sig et ansvar, det skulle være så godt.

Simpelt, ikke.

I går aftes, da Kæreste og jeg skulle i bad, tændte jeg for vandet i bruseren, hvilket fik Store Edderkop til at lynspurte fra krogen ved gulvet med alle shampoo- og sæbeflaskerne hen imod sikkerheden uden for badeforhænget omme bag ved vaskemaskinen. Sød, som jeg jo er, lod jeg Koppen løbe, så vi begge kunne slappe af igen.

Efter badet var Store Edderkop så at finde ved døren ud til køkkenet. Helt forkert. Jeg sagde derfor til den, mens Kæreste stod inde i badet, at det var helt dumt. "Gå nu ind bag vaskemaskinen og bliv der, til vi er færdige, det er bedst for alle parter."

Og så var det, Kæreste mente, at jeg var klar til indlæggelse. Jeg mener jo naturligvis, at jeg bare er sød ved de væsner, som findes i min nærhed. Et godt barn, et sødt menneske, tolerant, flink og overskudsagtig.

I øvrigt er der sikkert også edderkopper på den lukkede, så det ville stort hjælpe at få mig dérind.