To sider af samme sag

Det er det der med at få børn.

Skal. Skal ikke.

Hvorfor. Hvorfor ikke.

Skal. Skal ikke.

På den ene side er jeg utroligt skruk. Jeg er glad for børn, nyder at være moster for mine nevøer og tante til diverse andre rollinger. Jeg bliver glad af at være sammen med børn, deres umiddelbarhed, nysgerrighed og simple indstilling smitter af som glæde indeni.

Og så ér der jo det med alderen. Jeg er 32, og jeg kan ikke lyve mig fra, at hver gang jeg ser noget med børn eller gravide kvinder, så rumsterer det i mit underliv, æggestokkene fjoller rundt som maracas og gør opmærksom på sig selv. Min hjerne bliver utroligt klar over den høje tikken fra et ur, der prøver at overbevise verden om, at det er kvart i alarm og lige ved at bryde ud i bimlen og bamlen og vækken de døde med deres larm.

Oven i dét så har jeg jo faktisk en kæreste, som jeg er ganske overbevist om, jeg vil elske resten af mit liv. Han er den, jeg skal leve sammen med, den, jeg vil giftes med, og den, jeg vil have børn med. Og hvorfor så ikke bare få de børn!? Hvorfor udsætte det!? Hvorfor ikke bare carpe diem og komme i gang?

Godt så. Beslutning taget.

......Og dog.

For som I ved, kære milliard læsere, som åndeløst følger mit liv, som det (ubegribeligt sjældent) udfoldes her på Ordningen, så er min far død for ganske nylig. Jeg ved egentlig ikke, om to en halv måned stadig er for ganske nylig. Men det føles sådan her inde i mit hjerte, hvor der er et kæmpe hul, der står FAR på, som jeg bliver ved at græde ned i, og som aldrig hverken kan fyldes op af tårer eller lappes sammen igen.

Og med den smerte i mente kan jeg jo ikke gå ud og blive gravid og få masser af børn og dejlig familie. For så véd jeg jo, at de børn, jeg får, en dag vil stå der i en stor og ond verden helt uden mig. For en dag vil jeg dø. Og så skal de igennem hele denne her smerte og grusomhed, som døden og tabet af en forælder medfører. Og det kan jeg sgu da ikke være bekendt.

Godt så. Beslutning taget.