lørdag den 16. juli 2011

To sider af samme sag

Det er det der med at få børn.
Skal. Skal ikke.
Hvorfor. Hvorfor ikke.
Skal. Skal ikke.

På den ene side er jeg utroligt skruk. Jeg er glad for børn, nyder at være moster for mine nevøer og tante til diverse andre rollinger. Jeg bliver glad af at være sammen med børn, deres umiddelbarhed, nysgerrighed og simple indstilling smitter af som glæde indeni.

Og så ér der jo det med alderen. Jeg er 32, og jeg kan ikke lyve mig fra, at hver gang jeg ser noget med børn eller gravide kvinder, så rumsterer det i mit underliv, æggestokkene fjoller rundt som maracas og gør opmærksom på sig selv. Min hjerne bliver utroligt klar over den høje tikken fra et ur, der prøver at overbevise verden om, at det er kvart i alarm og lige ved at bryde ud i bimlen og bamlen og vækken de døde med deres larm.

Oven i dét så har jeg jo faktisk en kæreste, som jeg er ganske overbevist om, jeg vil elske resten af mit liv. Han er den, jeg skal leve sammen med, den, jeg vil giftes med, og den, jeg vil have børn med. Og hvorfor så ikke bare få de børn!? Hvorfor udsætte det!? Hvorfor ikke bare carpe diem og komme i gang?

Godt så. Beslutning taget.

......Og dog.

For som I ved, kære milliard læsere, som åndeløst følger mit liv, som det (ubegribeligt sjældent) udfoldes her på Ordningen, så er min far død for ganske nylig. Jeg ved egentlig ikke, om to en halv måned stadig er for ganske nylig. Men det føles sådan her inde i mit hjerte, hvor der er et kæmpe hul, der står FAR på, som jeg bliver ved at græde ned i, og som aldrig hverken kan fyldes op af tårer eller lappes sammen igen.

Og med den smerte i mente kan jeg jo ikke gå ud og blive gravid og få masser af børn og dejlig familie. For så véd jeg jo, at de børn, jeg får, en dag vil stå der i en stor og ond verden helt uden mig. For en dag vil jeg dø. Og så skal de igennem hele denne her smerte og grusomhed, som døden og tabet af en forælder medfører. Og det kan jeg sgu da ikke være bekendt.

Godt så. Beslutning taget.


13 kommentarer:

  1. Selvom jeg (tror jeg)forstår din smerte til en hvis grad, hvad med at vende den om? I stedet for at se det som at du en dag vil forlade et barn, hvorfor så ikke overveje at skabe et nyt liv ud af kærlighed. En speciel kærlighed, lig den, som jeg kan læse, du delte med din far. Måske er den kærlighed det værd? Argh jeg kan ikke få det ordentlig formuleret, men jeg håber bare noget af meningen skinner igennem.

    SvarSlet
  2. Jeg forstår godt, hvad du mener. Og det ér jo det, der er livet. Og den kærlighed er helt sikkert det værd. Og jeg véd, jeg har masser af kærlighed og gode ting at give.
    Alligevel tøver jeg, fordi jeg kan mærke, hvor grund-lammet jeg selv er blevet nu og vil være i lang tid. Og kan man udsætte andre for det? Ens eget barn især?!

    SvarSlet
  3. Jeg forstår godt din tøven, tro mig. Det her er "bare" en af de beslutninger i livet, der kun beror på en selv.
    Så i stedet for at argumentere mere, så tror jeg at jeg vil nøjes med at give dig et cyber kram. Jeg er sikker på at du når frem til den beslutning, som du har det bedst med. :)

    SvarSlet
  4. Jeg tror, dybest set, at beslutningen ér taget. Det er nok derfor, jeg har det svært. For jeg VIL jo have børn. Jeg VIL jo den store familie og den megen kærlighed. Jeg véd bare, at det indebærer så utroligt megen smerte også. Men jeg gør det. Some day.

    Det her indlæg er jo udtryk for MIN side af tankerne, kærestes side er et helt andet kapitel ;)

    SvarSlet
  5. Se! Først havde jeg en masse tanker, men så læste jeg videre og lærte om din sorg: jeg kondolerer. At miste sin far... det er ufatteligt og forfærdeligt, - jeg er forresten ny på blogg(kk)en, - men du får lige mine første tanker. Jeg er selv uden børn, og mand er faktisk ikke i sigte, så du er lidt bedre stillet end mig, også hvad angår tid.MEN: jeg har mødt skønne mødre på ultimo 30, så tiden er stadig på din side, så er der kæresten at overtale, - som du skriver: det er et kapitel for sig. Og savnet og sorgen over din far, - og tanken om at dit barn skal undvære dig. Livet er til for at blive levet. Og din far vil sikkert være af samme mening og totalt meget med på dit hold, - "giv nu din mor et par børnebørn, - hvor længe kan du holde på dem?". GO for it, og pas på dig. Verden er ond, og skide sjov. Også.

    SvarSlet
  6. Ha, det er simpelthen godt set, det er lige præcis, hvad min far ville sige!

    Og tak for første kommentar :)

    Min søster fyldte 40, da hun var højgravid med eneste søn, så jeg ved, det kan lade sig gøre.

    Hvor er du sød :) Tak!

    SvarSlet
  7. Jeg er frivilligt barnløs og tilhører dermed en minoritet af mennesker som simpelthen ikke har lyst til at få børn. Vi er ikke ret mange, mener det er ca. hver 11. kvinde som ikke får børn (heraf er så en ukendt andel ufrivilligt barnløse). Jeg er en del af et netværk for folk der har det sådan her. Og jeg må sige, som du beskriver det her, virker du ikke til at være 'en af os'. Jeg tror ikke du er en der ikke skal have børn.

    SvarSlet
  8. Nej, jeg tror da også, jeg bestemt skal have børn. Lige nu kan jeg dog godt føle det lidt beskæmmende, at jeg så en dag skal dø fra dem og udsætte dem for det, som jeg netop nu har så svært ved. Men sådan er jo livet.

    SvarSlet
  9. Åh, hvor jeg forstår dine tanker! Mistede min mor for ti måneder siden og det er stadig meget tæt. Ikke desto mindre ligger og skriver med ipaden på en stor mave, indeholdende en lille dreng.
    At miste min mor alt for tidligt og alt for pludseligt satte alt i perspektiv. For kan der være noget større og bedre end kærligheden mellem forældre og deres børn? Jeg elskede min mor og savner hende hver dag. -Og samtidig glæder jeg mig til at leve op til hendes forbillede! Og fortælle historier om hans fantastiske mormor.
    At være i dyb sorg er for mig en del af det at være elsket ubetinget. Det er en stor pris at betale, men endnu værre må det være, at være foruden.

    SvarSlet
  10. Åh, hvor jeg bare forstår, hvad du der siger, Line. Jeg kan også mærke et meget større perspektiv, og det river i mig for at få noget familie nu nu nu NU! Kæreste har det ikke på helt samme måde...
    Tak for kommentaren, og tillykke med maven og drengen!

    SvarSlet
  11. Jeg må indrømme, at jeg også har tænkt tanken (lidt en anden tilgang dog):
    Vil jeg virkelig byde et barn, at det en dag skal opdage, at det hele er forgængeligt, at det skal dø.

    SvarSlet
  12. Kære Ibber
    Tænk det ikke ihjel. Smid p-pillerne og lad ske hvad der vil ske.

    SvarSlet
  13. Nåhja, joeh deeeet. Nu ér vi jo to om at skulle være klar og enige ;)

    SvarSlet