Nogle gange, ikå!

...så er tingene bare FOR irriterende!

Dagens egentlige emne kommer lige om lidt.
Men først skal jeg lige fortælle jer alle, hvordan jeg i formiddags tog en tidligere bus til uni, fordi jeg har bøger fra biblo, som har overskredet afleveringsdatoen, og et par af dem er endda skrevet op til andre lånere. Så af sted med mig for at komme dårlig samvittighed og eventuelle bøder til livs.

Da jeg i ægte god tid nåede uni, opdagede jeg, at posen med bøger lå hjemme ved skrivebordet. Så vidste jeg bare inde i hjertet, at det var mandag.


Men nu - til dagens egentlige historie. Mindst lige så belastende!


Efter dagens lange undervisning tog jeg ned i byen, fordi jeg skulle købe nogle Derma-produkter til min sarte - men velfortjenende! - hud.

Egentlig bruger jeg jo ellers Origins, men der er kommet skår i min store kærlighed til dem, da jeg har opdaget, at de faktisk propper megaallerhelvedesallergifremkaldende stoffer i deres ting og sager. Så nu skal jeg trappe ud.

Jeg hoppede af bussen på banegårdspladsen og fes ind i Matas i Bruuns.

Skulle jo nemlig også lige have nogle andre ting, når jeg nu var på de kanter. En blush og den slags. Og en Rosebud-salve, bare fordi. (Uh, love!)

Brugte lidt for lang tid (og mange penge) i Matas, men kom da langt om længe ind i Kvickly.

Bare for at opdage, at de slet ikke fører Derma-serien mere.
Eller måske faktisk aldrig har gjort det.
Øjh, hvor belastende, når jeg jo stod der fem minutter i alle butikker (i denne her provinstown!)'s lukketid. Og med udsigt til en bus, som ikke kører hele tiden, men blot hver halve time!

Jeg ved jo godt, de har det i føtex, der har jeg før købt det. Men føtex var jo på kanten af lukketid.

Og ville jeg egentlig ikke også gerne snart hjem efter en lidt for lang skoledag!? Jo, det ville jeg jo. (Ja, for humanister er fem undervisningstimer i træk sgu lige lidt i overkanten. Ahem.)

Åh, men forresten.... jeg havde jo ikke købt cola.

Skulle jeg nu gå i Netto og købe det og lige se, om de mon havde noget godt? Kunne jo være, de havde et par Derma-sager, man kan jo til tider være heldig? Eller skulle jeg bare springe i fakta derhjemme på Frygtens Torv og købe mit drug of choice der?

Sikke mange beslutninger. Jeg brugte okker-gokker TO gange og fandt ud af, at jeg bare skulle tage hjem. Og så i den lokale fakta efter cola til holikeren.

Vel hjemme - med cola, knækbrød og hambernak - tænker jeg, at nu må jeg jo lige være godt forberedt til i morgen, hvor jeg igen skal til byen for at købe Derma-produkter til min sarte - men velfortjenende! - hud.

Derfor logger jeg på indernædded og tjekker føtex' tilbudsavis. Der var ingen tilbud på Derma. Totalt dårlig timing! (Men dog en termoflaske, som jeg helt sikkert kan bruge til at slæbe te med på un - og til kun 25,- kr.!)

Så tænker jeg, at jeg da godt lige kunne tjekke Nettos reklame også. Bare sådan fordi.

Og hvad opdager jeg så?

............De har sgu da en helvedes masse Derma-ting på bud i netop denne uge.

Og så var det, jeg blev træt af mig selv.


PS: Men jeg bruger stadig okker-gokker næste gang, jeg ikke kan beslutte mig!

En uge

En hel fårking uge!

Jamen, hvad gik der dog galt, hvorfor har du dog ikke skrevet, hvad har du dog lavet og brugt din tid på?!?!

Lidt af hvert. Er det korte svar.

Det lidt længere er, at jeg er blevet single. Har været meget i byen. Haft mange, mange, mange, MANGE tømmermænd. Og har været til kagedag hos Anne Kirsten.

Den rigtig lange er alt for lang. Men de der ovenstående overskrifter er nu også meget dækkende. På grund af den første er der mange ting, som er lidt underlige for tiden. På grund af den anden og tredje er der mange ting, som halter en anelse. Mig selv frekkesempel. Men det er ok.

For jeg er glad. Det er hårdt, men jeg er glad.

Det betyder dog, at jeg får skrevet noget mindre herinde, end jeg ellers ville have. Det er ingenlunde (yay, yndlingsord!) fordi jeg har glemt alle mine (for jeg véd jo bare, at I er der) læsere, men blot fordi virkeligheden er en del mere krævende for tiden, at jeg ikke opdaterer så ofte.

Til gengæld er det snart jul. Og man ved jo aldrig; måske ligger der mere dinglepikpoesi og venter på jer i strømpen på kaminen....Stay tuned.

Årh hvad!

Bare fordi det er lørdag.
Og bare fordi solen skinner.

Og især bare fordi de to ting kan gøre én lidt phjollet indeni.

O'naaaaaaaam!

Tøsetorsdag

Gæt selv, hvad jeg skal i aften!

Med en håndfuld af de sjoveste, varmeste, dejligste mennesker, skal jeg ind og se den nye Twilight. Jeg har glædet mig i månedsvis!

Selvom jeg har meget om ørerne (og især i mellem dem!) for tiden, skal der være plads til at gå i biffen og græde, grine og savle sammen med kagedåserne.


Yay!

Uhm.

Jeg holder meget af Simon Kvamm.
Altså ikke at jeg kender ham personligt, men de sider han viser frem offentligt, dém holder jeg meget af.

Der er mange, som mener, han er en selvhøjtidelig nar og ikke er kede af at sige det til alle.

Men altså - kom nu årn.

Har I set ham i Team Easy Ons pink-orange og meget stramme cykeldragt?

Hvor han i øvrigt har blåt hår, spiser kyllingesushi og har brillante replikker som "The shit is spraying out of my ass!".

Sidstnævnte endda i forbindelse med en scene, hvor han med cykelbukserne om knæene sidder på hug i skovskiderstilling i en vejside efter førnævnte kyllingesushi-erfaring.

Og har I set Baune? Fodboldtossen fra Herning, som ikke siger noget som helst klogt, men til gengæld griner på en vanvittigt skæg måde?

Og har I set ham prøve at holde styr på Kaare, Kaare (som er Kaares hund) og Henrik Solgaard i Angora?

Dét er altså ikke selvhøjtideligt.

Og hvad mere er, manden laver fantastisk musik.

Dét er jo altid en subjektiv vurdering, om man kan lide noget. Men Simon Kvamm (og resten af nephew) laver musik, som går lige i hjertekulen på mig.

Og det er Simon, som bliver fremhævet, fordi det er ham, der skriver teksterne, finder på de brillante ord og sætninger, som nephews sange bugner af. Og allermest, fordi det er ham, der synger. Hans stemme er som ingen andens og formår i dén grad at gøre mig blød.
I bolden, i hjertet, i knæene. Bare blød.

Første gang jeg skulle afslutte et kæresteforhold (som var efter en god håndfuld år, masser af oplevelser, mange store planer og løfter om for evigt), var jeg fuldkommen rundt på gulvet og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.

Jeg talte med venner om det og fik løst det, og imens hørte jeg USADSB til hudløshed. Eller måske til andre menneskers hudløshed, men ikke min. For den plade kom til at stå som soundtracket i det sværeste, jeg indtil da havde gjort i mit liv. Og samtidig som lydsiden til et eventyr med mig selv i hovedrollen, som var efterspillet til the big breakup.

For ikke ret længe siden udkom nephews fjerde plade, som jeg også har. Og endnu en gang er den fabelagtige gruppe lydside til mine store tanker om livet, universet og alting (jeg ved godt, at svaret er 42).

Siden jeg første gang hørte Movieklip i 2003 har nephew og Simon Kvamm haft en fin plads i det varmeste inderste af mit hjerte. Og uanset hvor godt jeg ellers har haft det i mit liv og min tilværelse, har Simons stemme altid haft en særlig indvirken - den får mig til at længes.

Hvad jeg længes efter, ved jeg ikke, men stemmen og de ting, han synger i de mere dystre sange, går rent ind og får mig til at ligge på gulvet, kigge op i loftet og overveje, hvordan det ville være, hvis jeg bare rejste mig, tog min jakke, mit dankort og gik min vej uden nogensinde at se mig tilbage.

Jeg har endnu aldrig gjort det.

For som Svend siger i Nordkraft "Man kan ikke bare gå, for man følger altid efter." Ja. Nissen flytter med og derfor kan man ikke bare løbe væk og gemme sig i eventyr.

Men Simon Kvamm får mig til at tro, at det kan jeg. Og dét kan jeg i høj grad lide.

Oh noes

Det er faktisk ikke, fordi jeg ikke gider.

Det er heller ikke, fordi jeg er død, druknet i novembers regn og blæst væk i stormen.

Det er simpelthen, fordi jeg har været syg i en uge.

Sidste søndag blev jeg mere og mere sløj på vej hjem fra Søster på Amar. Mandag måtte jeg blive hjemme fra uni. Ligeså tirsdag.

Onsdag og torsdag kom jeg af sted. Og mens jeg onsdag følte mig for svaweli' til at lytte på Merete Pryds Helle (ærgerligt, ellers!), så var jeg torsdag ok klar i hovedet (oder?) til at gå i Unibar med nogle venner og høvle et par julebryg i mig.

Fredag morgen var jeg slet, slet ikke særlig forkølet mere!

Til gengæld blev jeg det, som dagen gik, og tømmermændene fra torsdag fortog sig.

Jeg havde lovet at besøge den søde Sif i anledning af verdens bedste bagebogs udgivelse, og jeg gad ikke undvære det, så af sted på bussen til udkanten af byen og proppe mig med maltkager, pausekager og varm kakao.

Eller sagt på det så populære versemål "...dejlig chokola-ade og kaaager til". Som det sig hør og bør.

Men her sidder jeg altså søndag aften. En uge efter hjemkomst fra Amar, en uge som har budt på regn, storm, kulde, blæst, snot og hosten. Og jeg er stadig ikke rask.

Og som om det ikke er nok, at jeg hoster, til jeg får ondt i hovedet. Som om det ikke er nok, at jeg er snottet, så jeg snorker og vækker kæresten. Og som om det ikke er nok, at jeg i det hele taget er skidt tilpas.

Som om det ikke er nok - så har sygdommen ramt min stakkels tunge, så jeg nu ikke kan smage, hvad jeg putter i munden.

Og dét er altså ægte synd og skam. For mig.