Uhm.

Jeg holder meget af Simon Kvamm.
Altså ikke at jeg kender ham personligt, men de sider han viser frem offentligt, dém holder jeg meget af.

Der er mange, som mener, han er en selvhøjtidelig nar og ikke er kede af at sige det til alle.

Men altså - kom nu årn.

Har I set ham i Team Easy Ons pink-orange og meget stramme cykeldragt?

Hvor han i øvrigt har blåt hår, spiser kyllingesushi og har brillante replikker som "The shit is spraying out of my ass!".

Sidstnævnte endda i forbindelse med en scene, hvor han med cykelbukserne om knæene sidder på hug i skovskiderstilling i en vejside efter førnævnte kyllingesushi-erfaring.

Og har I set Baune? Fodboldtossen fra Herning, som ikke siger noget som helst klogt, men til gengæld griner på en vanvittigt skæg måde?

Og har I set ham prøve at holde styr på Kaare, Kaare (som er Kaares hund) og Henrik Solgaard i Angora?

Dét er altså ikke selvhøjtideligt.

Og hvad mere er, manden laver fantastisk musik.

Dét er jo altid en subjektiv vurdering, om man kan lide noget. Men Simon Kvamm (og resten af nephew) laver musik, som går lige i hjertekulen på mig.

Og det er Simon, som bliver fremhævet, fordi det er ham, der skriver teksterne, finder på de brillante ord og sætninger, som nephews sange bugner af. Og allermest, fordi det er ham, der synger. Hans stemme er som ingen andens og formår i dén grad at gøre mig blød.
I bolden, i hjertet, i knæene. Bare blød.

Første gang jeg skulle afslutte et kæresteforhold (som var efter en god håndfuld år, masser af oplevelser, mange store planer og løfter om for evigt), var jeg fuldkommen rundt på gulvet og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.

Jeg talte med venner om det og fik løst det, og imens hørte jeg USADSB til hudløshed. Eller måske til andre menneskers hudløshed, men ikke min. For den plade kom til at stå som soundtracket i det sværeste, jeg indtil da havde gjort i mit liv. Og samtidig som lydsiden til et eventyr med mig selv i hovedrollen, som var efterspillet til the big breakup.

For ikke ret længe siden udkom nephews fjerde plade, som jeg også har. Og endnu en gang er den fabelagtige gruppe lydside til mine store tanker om livet, universet og alting (jeg ved godt, at svaret er 42).

Siden jeg første gang hørte Movieklip i 2003 har nephew og Simon Kvamm haft en fin plads i det varmeste inderste af mit hjerte. Og uanset hvor godt jeg ellers har haft det i mit liv og min tilværelse, har Simons stemme altid haft en særlig indvirken - den får mig til at længes.

Hvad jeg længes efter, ved jeg ikke, men stemmen og de ting, han synger i de mere dystre sange, går rent ind og får mig til at ligge på gulvet, kigge op i loftet og overveje, hvordan det ville være, hvis jeg bare rejste mig, tog min jakke, mit dankort og gik min vej uden nogensinde at se mig tilbage.

Jeg har endnu aldrig gjort det.

For som Svend siger i Nordkraft "Man kan ikke bare gå, for man følger altid efter." Ja. Nissen flytter med og derfor kan man ikke bare løbe væk og gemme sig i eventyr.

Men Simon Kvamm får mig til at tro, at det kan jeg. Og dét kan jeg i høj grad lide.