Oh noes

Det er faktisk ikke, fordi jeg ikke gider.

Det er heller ikke, fordi jeg er død, druknet i novembers regn og blæst væk i stormen.

Det er simpelthen, fordi jeg har været syg i en uge.

Sidste søndag blev jeg mere og mere sløj på vej hjem fra Søster på Amar. Mandag måtte jeg blive hjemme fra uni. Ligeså tirsdag.

Onsdag og torsdag kom jeg af sted. Og mens jeg onsdag følte mig for svaweli' til at lytte på Merete Pryds Helle (ærgerligt, ellers!), så var jeg torsdag ok klar i hovedet (oder?) til at gå i Unibar med nogle venner og høvle et par julebryg i mig.

Fredag morgen var jeg slet, slet ikke særlig forkølet mere!

Til gengæld blev jeg det, som dagen gik, og tømmermændene fra torsdag fortog sig.

Jeg havde lovet at besøge den søde Sif i anledning af verdens bedste bagebogs udgivelse, og jeg gad ikke undvære det, så af sted på bussen til udkanten af byen og proppe mig med maltkager, pausekager og varm kakao.

Eller sagt på det så populære versemål "...dejlig chokola-ade og kaaager til". Som det sig hør og bør.

Men her sidder jeg altså søndag aften. En uge efter hjemkomst fra Amar, en uge som har budt på regn, storm, kulde, blæst, snot og hosten. Og jeg er stadig ikke rask.

Og som om det ikke er nok, at jeg hoster, til jeg får ondt i hovedet. Som om det ikke er nok, at jeg er snottet, så jeg snorker og vækker kæresten. Og som om det ikke er nok, at jeg i det hele taget er skidt tilpas.

Som om det ikke er nok - så har sygdommen ramt min stakkels tunge, så jeg nu ikke kan smage, hvad jeg putter i munden.

Og dét er altså ægte synd og skam. For mig.