Anmeldelse

Gyldendal har været så søde at sende mig en bog, som jeg med stor iver har læst. Derfor kommer her en anmeldelse! Take it away!



Ikke helt ligesom på film.

”Vi skal have det pæne stel på,” siger Wendys mor, og det er meget sigende for hele Wendys liv. Alting skal se rigtig flot og fint ud. Men sådan er livet jo ikke. Det må Wendy sande, da hun droppes af kæresten og verden ændrer sig fuldkommen for hende.

Marianne Verges debutroman ”Wendys vidunderlige verden” kommer lidt sent i kølvandet på genren chick lit med bøger som Nynne og Bridget Jones. Men i modsætning til Bridget og Nynne, som mere eller mindre favner deres fejl og mangler, prøver Wendy at lægge afstand til sin egen famlen rundt. Hun prøver faktisk på at få det til at se pænt ud, på trods af at hun i høj grad har gjort op med sin mors måde at leve på.
Hun vil ikke være endnu en kvinde, som tromler sin mand og børn, hende som pådutter familien pænhed og parcelhus , hende som kalder sig selv ’stærk kvinde’ uden overhovedet at være det, hende som ender i den situation, vi alle kender nogen i, hvor man keder røven ud af bukserne, men kører på, fordi det alligevel er nemt og i øvrigt ser så forpulet pænt ud.

Wendy er vokset op som Anne-Mette med bindestreg Jensen i et fint parcelhus, hvor tingene så godt ud. Man passede sine sager, og der var styr på det hele. Men Wendy har virkelig bare ikke styr på en skid. Hun lider tydeligvis af mindreværd, muligvis fordi moren aldrig har syntes, hun var god nok; hun kan jo ikke engang se efter, om der er en åben mælk i køleskabet, før hun åbner en ny karton.
Det forplanter sig og kommer til udtryk, når hun ikke rigtig tager stilling til sin omverden. Ekskæresten Jens kysser hende, så der ingen vej tilbage er. Hun havner i seng med eksen Peter, som knuste hendes hjerte, og som hun mest af alt burde bede om at gå ad Helvede til, fordi han blot leger med hende. Men hun formår ikke at sige nej og løsrive sig. Nej, Wendy er ikke rigtig en stærk kvinde, selvom hun gerne vil være det.
Mormor brugte rød læbestift og høje hæle, og det er tilsyneladende, hvad Wendy stræber efter. Navneskiftet, indkøb i Irma, bolig på Østerbro, det hele ser godt ud. Indtil det altså ikke gør det mere. Og selv da formår hun ikke at tage aktivt stilling. Hun lader sig føre med, og det kan jo for så vidt være fint nok, men hun er ikke tilfreds, og så er det nok alligevel ikke helt fint nok.

Hun møder Anders og de flytter hjem til Jylland, får barn og ser på hus. Endnu et eksempel på hendes handlingslammelse, da man fornemmer, at det netop er alt det, Wendy forsvor, da hun flyttede sit liv til København. Det står i hvert fald i skarp kontrast til beskrivelsen af livet i hjemmet på Vinkelvej, hvor den både står på fælles indkøb i Bilka med faster Hanne, drømmekage og spekulationer om kronprinsessen på Riget. Spekulationer der er så vigtige, at man – moren - må ringe tværs over landet for lige at sikre sig, at dem i den anden ende – Wendy - nu følger med og ikke går glip af noget yderst vigtigt.

Der er ingen tvivl om, at Wendy er intelligent. Der er heller ingen tvivl om, at hun anser sin mor for ikke at være det. Men moren er som så mange andre kvinder i den generation, hun bosser rundt med manden og er lidt af en strigle, som vil bestemme alting for alle i familien. Wendy holder af moren, men har helt klart besluttet sig for IKKE at blive sådan. Alligevel ender hun med at være det, når hun er Anders utro og ender med at sige ”Skam dig” til sin refleksion i badeværelsets blanke spejl. Dermed er Wendy som så mange kvinder i sin generation, der tager afstand fra det småborgerlige mødrene ophav, men alligevel bliver lammet af det fri valg på alle livets hylder, og derfor – med en stor, men tavs, indre protest - tumler gennem årene som et ekko af mors og mormors liv.

Spørgsmålet er så, om det kunne have været anderledes? Spørgsmålet rejses næsten i bogen, men desværre bliver det for subtilt, og man må næsten hive og slide det ud af historien. Ærgerligt, for det er et ganske relevant spørgsmål i vores tid, og det havde gjort bogen så meget mere levende og interessant, hvis det var sprunget ud fra siderne.

Historien om Wendy er ikke ukendt, vi har hørt den indtil flere gange før. Men desværre har vi bare også hørt den bedre. Det er en fin lille historie, Marianne Verge har begået, men desværre bliver den aldrig rigtig nærværende. Den er simpelthen for letbenet. Den er skrevet i et ligetil og jordnært sprog, som er fint i tråd med moderne kvinders måde at tænke og handle på, så den er oven i købet hurtigt læst. Alt for hurtigt. For der kunne bestemt være skrevet meget mere om Wendy. Der er masser at tage fat i under figurens overflade! Masser som vi aldrig kommer ind til, idet fortælleren kun lader os slå smut på overfladen.
Det er en skam, for havde Marianne Verge fået den ægte Wendy frem, havde det været en langt mere interessant bog. Der er fine henvisninger til Wendys indre liv og tanker om familie, hjem og sig selv, men der ligger så meget mere mellem linjerne, som aldrig kommer frem.

Wendys mor arbejder på en flødebollefabrik, og derfor er der flødeboller på mange af bogens sider. Det er et samlingspunkt for familien, et billede på den tryghed, det gamle familiemønster alligevel er. Der er flødeboller hos mormor, når hun dør, der er flødeboller, når Wendy vågner på hospitalet, der er flødeboller alle vegne! Og flødeboller er jo dejlige og smager godt.
Problemet er, at når man har slugt det sidste sukkerskum og slikket sig om munden, sidder man allerede og længes efter mere. Sådan er det også med bogen her. Når man lukker den, er man umiddelbart tilfreds og synes, at den var fin. Men allerede efter to minutter melder sig en trang om noget mere substans.

Alt i alt er Wendys Vidunderlige Verden en fin, lille perle af en bog om et helt almindeligt menneske, men desværre blot et stykke slik, som ikke tilfredsstiller.




Wendys vidunderlige verden – Marianne Verge. 127 sider, 149,- kr. vejl.