Fundet!

Ja, de fandt ham jo. Holger. Den lille dreng, som blev væk (nej, det var mor, der blev væk, siger Holger) i Tranum. Hvor fanden i alverden dét så er henne. Ja, de fandt ham. Min kommentar til sagen kom på Twitter, hvor jeg skrev "Selvfølgelig fandt de ham, det er dét, det går ud på!" med slet skjult henvisning til serien af bøger, hvor man på tegnede sider fyldt med alskens vilde væsner skal finde Holger, som altid har hue og briller på.

Jo, den bette rødhårede knægt blev fundet, og hele Danmark gik i massepsykose. Ih og åh og da især uh. For hvad KUNNE der ikke være sket sådan en nat i skoven!

Selvfølgelig var det trist og forfærdeligt, at han blev væk.

Og gu fanden var det da fantastisk og smukt, at han blev fundet.

Men det er så det.

Han har ikke fundet en kur mod kræft. Han har ikke løst sultproblemerne i verden. Han har ikke engang sin jakke rigtigt på.

Jeg er sådan en, som normalt har utroligt let til tårer. Jeg har præsteret at smågræde på en restaurant, fordi en gæst ved et af de andre borde blev rørt og græd over noget, som hans døtre gjorde. Jeg græder hver gang, jeg ser Find Nemo. Og jeg har set den +20 gange. Jeg har sågar grædt til en Merci-reklame. Ok, så tog jeg også en graviditetstest for bare lige at se, om der var ugler i mosen, men nej, jeg ér sgu bare sentimental og blødsøden.

Holger har bare ikke rørt mig.

Måske er det, fordi jeg har så meget om ørerne for tiden. Døende far, manglende indtjening, et hjem langt væk fra folk, jeg holder af. Og så videre.

Måske er det bare, fordi det ikke ér så stor en fåking deal. Børn blir væk og blir fundet hele tiden. Hver dag. Og det er endda småting, sådan i the big scheme of things.

Det var godt, de fandt Holger. Men det ér altså ikke det, der får jordkloden til at dreje rundt. Heller ikke her i bette Danmark.