Spis Bed Elsk

Nåja, jeg er jo ikke så meget for det der med at bede, som jeg før har været inde på. Og lidt på trods af at jeg for tiden har ret meget, jeg kunne bede for. Eller om. Men jeg gør mig ikke i den slags, jo.

Alligevel har jeg læst bogen Eat Pray Love af den yndige Elizabeth Gilbert fra de store stater mod vest, hvor en hverdagskontakt til Vorherre er lidt mere almindelig, end den er for mig.

Først og fremmest tiltalte titlen mig. Både spisning, bøn og kærlighed er ting, jeg kan se fornuft og godhed i. Og de to af sagerne er noget, jeg er rigtig, rigtig god til. Ydermere så jeg en trailer til filmen en dag, jeg var i biffen, og hvad var underlægningsmusikken? Dog days are over med Florence and the machine. Og jeg ér bare så utroligt glad for Florence, og så måtte jeg jo læse bogen, når den slags musik kunne være passende.

Og apropos passende havde jeg lige et gavekort til Arnold Busck, så jeg tumlede hen i butikken og flåede Eat Pray Love ned af hylden og hen på disken. Og den var endda billig, kostede mindre end 100 bobs. Alt i alt lovende.

Bogen er, som titlen kunne antyde, delt i tre; Spisedelen, bededelen og elskedelen, 36 kapitler i hver. Spisedelen foregår ret meget i Italien, og det handler meget om at give sig hen og nyde de dejligt syndige kulhydrater, som pasta, brød og pizza indeholder så mange af. Uden at føle skyld bagefter! Jeg kunne sagtens relatere og fløj igennem Spisedelen på nulkommafem.

Så kom bededelen. Den foregår i en ashram i Indien og er meget stille og indadvendt. Her gik jeg i stå. Ms. Gilbert har store problemer med sit eget selv, sine tanker og meditation. Der sker ikke så meget, og det meste af det, der faktisk sker, sker inden i Liz selv. Det var egentlig ikke så spændende som at høre om god, italiensk mad.

Efter et par måneder forsøgte jeg mig dog igen, og da var det ligesom nemmere. Nu var jeg også selv et sted, hvor åndelighed og faders sygdom spillede en stor rolle for mig, så måske var det dét, der skulle til. At jeg selv manglede styrke indefra, som Liz gjorde det i bogen. I hvert fald fik jeg læst det og kom videre til Elskedelen.

Og her blev det faktisk ret interessant. Denne del af bogen tangerer en antropologisk fortælling om livet på Bali, som jeg intet vidste om. Spændende! Og så opstår der noget kærlighedsforhold, som faktisk også var ret godt. Jeg kunne i høj grad relatere til det der med at være bange for at give slip og miste en balance, man langt om længe - og med stor møje og besvær - har fundet i sig selv. Så den del fløj jeg også igennem.

Forleden så jeg så filmen. Hvor Julia Roberts faktisk er begyndt at vise alderstegn, hun ser sgu sådan lidt 'Åh, gud mine tvillinger har slidt mig lidt ned'-agtig ud. Og så ved jeg ikke lige, hvad der sker for hendes overlæbe, der ser lidt for restylanet ud. Nok om hende.

Det er lidt blevet et standardsvar, når film bygger på bøger, at bogen er bedre, fordi den indeholder mere. Min helt personlige holdning er, at det er forskellige medier, som kan hver sin ting. Og hvis man laver filmen efter bogen med dét in mente, kan det gå rigtig godt. Som nu i min yndling Nordkraft. Bog og film er meget forskellige, men meget gode.

Det samme kan ikke helt siges om Eat Pray Love.

Bogens historie foregår så meget inde i forfatterinden, at det er svært at skabe en helstøbt film, som fremviser bare lidt af det. Og det lykkes heller ikke. Filmen er simpelthen for overfladisk, den skøjter hen over dit og dat, og vi får slet ikke et ordentligt indtryk af vor protagonist, som må gå så grueligt meget igennem, før hun kan finde sig selv og sin plads i verden.

Så jeg vil bare sige, se filmen og glæd dig over den. Men læs bogen og find glæde i hjertet og sjælen. Ja.