Noget om hype og kæpheste

Jeg har rigtig mange kæpheste. Rigtig, rigtig mange. Mange af dem, faktisk de fleste, handler om noget med stavning, udtale og vigtige sager som, hvordan man pakker en indkøbspose eller vasker op på den rigtige måde. Dén slags. Småting.

En anden yndlingskæphest er at være rigtig træt af Apple. Og meget af trætheden stammer fra deres måde at markedsføre sig på.

Da Google kom frem med deres Gmail, var der masser af hype omkring det, og man kunne kun få en Gmail, hvis man var en af de fancy, heldige mennesker, som blev inviteret.

Sådan føles det også lidt med Apple. Se os, vi er en sekt, og vi holder keynotes under stor mediebevågenhed, og du kan få vores produkter og være EKSKLUSIV, ligesom os! Det er så ikke helt og aldeles Apples skyld eller ansvar, at medierne er til fals for smart markedsføring og derfor drukner os alle i omtale af nyeste påfund fra Jobs. Ja, samtlige danske nyhedsmedier, jeg kigger på jer!

Jeg duer ikke til den slags hype.

Jeg synes, Apple laver mange fine ting. Deres iPod Nano, sådan en har Kæreste, er enormt flot og lækker i designet. Men jeg vil ikke selv have en. iPhonen er også utroligt lækker at se på, selvom jeg er mere til den gamle version, men jeg vil ikke selv have en. Og det hænger meget sammen med hypen. Jeg gider simpelthen ikke være en del af råbekoret. Jeg vil hellere være kontrær, stille mig ved siden af og have noget andet, der virker - for mig - ligeså godt.

I løbet af foråret var Twitter et stort råbekor omkring det NYE! og FANGSI! og helt igennem aldeles UUNDVÆRLIGE! sociale netværk Diaspora. Hypen var vild, jeg blev grebet af det, ville være en af de første, sejeste, som fik adgang til Diaspora. Og det blev jeg. Og så skete der ikke en skid.

Jeg blev medlem tilbage i februar, og siden har tre af mine venner derinde skrevet noget. Mest sådan lidt spørgende og sker-her-noget-agtigt. Og nej, det gør der ikke. Der sker ikke noget. Ingenting som helst. Vi bissede som kvæg, løb med strømmen og endte i samme mudderhul.

Nu er Google i gang med at lancere deres nye sociale netværk, der skal være en konkurrent til Facebook, Google+ hedder det. Og på Twitter er der endnu en gang hype, alle vil have en invite, alle vil være med på beatet, alle vil plusses. Og jeg blev straks grebet af det og ville med.

Men så tænkte jeg mig om.

Og nu har jeg besluttet at boykotte Google+, indtil de gør det åbent for alle. Jeg gider ikke være en del af det bissende, tankeløse kvæg. Jeg holder mig for god til det i denne omgang. Hvis du er en af dem, som bisser, er det helt ok, det må du hjertens gerne, og jeg ønsker dig al mulig fornøjelse med det. Jeg gider bare ikke løbe med.

Gmail har nu været åbent for alle nogle år og det samme bliver Google+ helt sikkert. Og jeg kan godt vente og nøjes med Facebook imens.

Afsked

I fredags samledes familien og spredte min fars aske i havet, som han havde ønsket. Da alle andre var kørt hjem, tog Kæreste og jeg ned til stranden og jeg sagde mit sidste farvel dér.

Han elskede sommerhuset, elskede den strand og det område, og han havde det altid godt, når han var der. Det var hans fristed, det eneste sted, hvor han ikke fik lavet sit arbejde, det sted, han slappede bedst af og havde det dejligst.

Derfor skulle hans sidste, evige hvilested være netop dér. Og det blev det. Nu er han for altid en del af stedet både inden i alle os og ude i virkeligheden.

Far vel.

Men så var det osse.

Jeg har gået på universitetet utroligt længe, og hver eneste gang, jeg har været til eksamen, har jeg tænkt, at jeg nok ikke bestod.

Hver eneste gang jeg har afleveret en opgave til sekretæren, har jeg tænkt, at det da vel for fanden ikke kunne være helt så let, og at opgaven helt bestemt var det værste lort, og at underviser og censor derfor ville slå sig på lårene og sige "Nå, så dét troede du, hva?!" og så give min opgave 00. Eller -3 endda.

Og at jeg følgelig ville ende på bistandskontoret med fedtet hår og et "Jeg dur ikke til noget"-skilt i panden. For alle ved jo, at selvom andre godt må fejle og lære af det, så skal jeg bare gøre tingene rigtigt i første og eneste ombæring. No pressure though.

Den 7. juni i år afleverede jeg min tredje skriftlige opgave på kandidatstudiet. Og ærligt talt. Det var lidt venstrehåndsarbejde. Jeg havde læst alt i god tid, havde nogenlunde tjek på stoffet, men der var lige det med farmands død og begravelse i midten af det hele. Noget dealing med sorg. Noget tuden øjnene ud og væren angst og bange. Og noget overspringshandling bigtime.

Jeg fik skrevet min opgave. Tre dage i alt tog det mig. 15 sider lang blev den. Og for en gangs skyld var jeg ikke stensikker på hån og rejicering. Hvilket fik mig til at blive bange. For alle ved, at hovmod står for fald. Og alle ved, at nemesis bare står og venter på, at man kom til at tænke, at der var noget, man faktisk godt kunne. Så min ikkeangst forvandlede sig til angst.

Så blev det dog ferie og jeg tænkte på alt muligt andet. Blandt andet næste opgave. Som omhandler noget nær det samme, men er i et andet fag og skal fylde ti sider mere. Suk. Jeg plukkede hyld, kogte saft og sirup. Jeg bondede med kagedåser og andre. Købte bryllupsgave. Drak baja. Spillede Scrabble. Plus det løse.

Og i går kom dommen. Jeg bestod sgu. Faktisk. Så ingen nemesis eller jinx der, bare dygtige mig, der har lavet en helt ok opgave om Jacobsen, Brandes og det moderne gennembrud. Du fredsens!

....men så véd jeg osse bare, at den næste bliver ramt af alverdens ulykker. Det kan jo for fanden ikke være så let. Vel!?

Forresten....

....nu, vi er i gang med fangsi fotografi og fejring.

Så skal I da se mig.

På 1-årsdagen for den store, evige Kiærlighed.

Et voila.

Avec champagne!

Se mig! Se mig!

Vi har købt et superfangsi og edderlabert kamera, så nu kan I tro, jeg flintrer rundt og råber "Paparazziiiiii!" Og nogle gange tager jeg også billeder helt uden at sige noget. Tro det, hvem der kan.

I dag har jeg taget billeder af mad. Se mig, se mig, jeg har fået et fotografiapparat og skal være madblogger!

Ej, det skal jeg jo ikke.

Men vi får gæster til ejjemit'skaf, og derfor har jeg bagt noget.

Og nu skal I sørendytme se det! Sgu!

En lækker blanding af æble, ristede og hakkede mandler og sukker. Dejligt med sukker. Og kanel. Og æble. Og nu indser jeg, at jeg glemte rosinerne! Verdammt!

En slags smuldredej smuldres ud over frugtfyldet. Jeg brugte alt for meget smør, så det er mere blevet til en art mørdej, jeg sådan har presset ned i æwlerne.

Den færdige kaw. Åh, den ser fin ud og dufter dejligt. Så nu kan det kun gå for langsomt med at få gæster.

Jow jow.

Sådan er dét nemlig.

Så deeeeeeet.

Ja ja!

Jo!

Uh uh, en romantisk historie!

På et tidspunkt gik jeg og så noget til denne her fyr, som nok var sød, men som jeg bare overhovedet ikke skulle være kæreste med. Never. Ever. EVAH!

Jo jo, det kunne da godt være, jeg havde inviteret ham med i sommerhus, og jo jo, det kunne da godt være, vi var sammen hele fåking tiden, men kærester!? Fandme nej, den slags var ikke for mig. Overhovedet.

Ovre i sommerhuset var jeg mindst lige så stædig.

Vi hyggede og snakkede og spiste og drak og gik ture og gjorde ved. Ja, ved. Men kærester skulle vi altså ikke være. Det måtte han da bare indse og acceptere.

Men så en aften blev jeg småfuld i rætti god rødvin. Og så tog han sgu røven på mig! Han kiggede mig i øjnene, holdt om mig og tvang mig til at sige, at jeg var forelsket i ham. Er du sindssyg, det var det farligste, jeg i mit liv har oplevet! Og det dejligste.

Og da først jeg ligesom havde indrømmet det, var løbet jo kørt. Så var vi kærester.

Og ved I hvad, det er et helt år siden i dag! Så tillykke til os stædige idioter.