Gyldendal har været så søde at sende mig en bog, som jeg med stor iver har læst. Derfor kommer her en anmeldelse! Take it away!
Ikke helt ligesom på film.
”Vi skal have det pæne stel på,” siger Wendys mor, og det er meget sigende for hele Wendys liv. Alting skal se rigtig flot og fint ud. Men sådan er livet jo ikke. Det må Wendy sande, da hun droppes af kæresten og verden ændrer sig fuldkommen for hende.
Marianne Verges debutroman ”Wendys vidunderlige verden” kommer lidt sent i kølvandet på genren chick lit med bøger som Nynne og Bridget Jones. Men i modsætning til Bridget og Nynne, som mere eller mindre favner deres fejl og mangler, prøver Wendy at lægge afstand til sin egen famlen rundt. Hun prøver faktisk på at få det til at se pænt ud, på trods af at hun i høj grad har gjort op med sin mors måde at leve på.
Hun vil ikke være endnu en kvinde, som tromler sin mand og børn, hende som pådutter familien pænhed og parcelhus , hende som kalder sig selv ’stærk kvinde’ uden overhovedet at være det, hende som ender i den situation, vi alle kender nogen i, hvor man keder røven ud af bukserne, men kører på, fordi det alligevel er nemt og i øvrigt ser så forpulet pænt ud.
Wendy er vokset op som Anne-Mette med bindestreg Jensen i et fint parcelhus, hvor tingene så godt ud. Man passede sine sager, og der var styr på det hele. Men Wendy har virkelig bare ikke styr på en skid. Hun lider tydeligvis af mindreværd, muligvis fordi moren aldrig har syntes, hun var god nok; hun kan jo ikke engang se efter, om der er en åben mælk i køleskabet, før hun åbner en ny karton.
Det forplanter sig og kommer til udtryk, når hun ikke rigtig tager stilling til sin omverden. Ekskæresten Jens kysser hende, så der ingen vej tilbage er. Hun havner i seng med eksen Peter, som knuste hendes hjerte, og som hun mest af alt burde bede om at gå ad Helvede til, fordi han blot leger med hende. Men hun formår ikke at sige nej og løsrive sig. Nej, Wendy er ikke rigtig en stærk kvinde, selvom hun gerne vil være det.
Mormor brugte rød læbestift og høje hæle, og det er tilsyneladende, hvad Wendy stræber efter. Navneskiftet, indkøb i Irma, bolig på Østerbro, det hele ser godt ud. Indtil det altså ikke gør det mere. Og selv da formår hun ikke at tage aktivt stilling. Hun lader sig føre med, og det kan jo for så vidt være fint nok, men hun er ikke tilfreds, og så er det nok alligevel ikke helt fint nok.
Hun møder Anders og de flytter hjem til Jylland, får barn og ser på hus. Endnu et eksempel på hendes handlingslammelse, da man fornemmer, at det netop er alt det, Wendy forsvor, da hun flyttede sit liv til København. Det står i hvert fald i skarp kontrast til beskrivelsen af livet i hjemmet på Vinkelvej, hvor den både står på fælles indkøb i Bilka med faster Hanne, drømmekage og spekulationer om kronprinsessen på Riget. Spekulationer der er så vigtige, at man – moren - må ringe tværs over landet for lige at sikre sig, at dem i den anden ende – Wendy - nu følger med og ikke går glip af noget yderst vigtigt.
Der er ingen tvivl om, at Wendy er intelligent. Der er heller ingen tvivl om, at hun anser sin mor for ikke at være det. Men moren er som så mange andre kvinder i den generation, hun bosser rundt med manden og er lidt af en strigle, som vil bestemme alting for alle i familien. Wendy holder af moren, men har helt klart besluttet sig for IKKE at blive sådan. Alligevel ender hun med at være det, når hun er Anders utro og ender med at sige ”Skam dig” til sin refleksion i badeværelsets blanke spejl. Dermed er Wendy som så mange kvinder i sin generation, der tager afstand fra det småborgerlige mødrene ophav, men alligevel bliver lammet af det fri valg på alle livets hylder, og derfor – med en stor, men tavs, indre protest - tumler gennem årene som et ekko af mors og mormors liv.
Spørgsmålet er så, om det kunne have været anderledes? Spørgsmålet rejses næsten i bogen, men desværre bliver det for subtilt, og man må næsten hive og slide det ud af historien. Ærgerligt, for det er et ganske relevant spørgsmål i vores tid, og det havde gjort bogen så meget mere levende og interessant, hvis det var sprunget ud fra siderne.
Historien om Wendy er ikke ukendt, vi har hørt den indtil flere gange før. Men desværre har vi bare også hørt den bedre. Det er en fin lille historie, Marianne Verge har begået, men desværre bliver den aldrig rigtig nærværende. Den er simpelthen for letbenet. Den er skrevet i et ligetil og jordnært sprog, som er fint i tråd med moderne kvinders måde at tænke og handle på, så den er oven i købet hurtigt læst. Alt for hurtigt. For der kunne bestemt være skrevet meget mere om Wendy. Der er masser at tage fat i under figurens overflade! Masser som vi aldrig kommer ind til, idet fortælleren kun lader os slå smut på overfladen.
Det er en skam, for havde Marianne Verge fået den ægte Wendy frem, havde det været en langt mere interessant bog. Der er fine henvisninger til Wendys indre liv og tanker om familie, hjem og sig selv, men der ligger så meget mere mellem linjerne, som aldrig kommer frem.
Wendys mor arbejder på en flødebollefabrik, og derfor er der flødeboller på mange af bogens sider. Det er et samlingspunkt for familien, et billede på den tryghed, det gamle familiemønster alligevel er. Der er flødeboller hos mormor, når hun dør, der er flødeboller, når Wendy vågner på hospitalet, der er flødeboller alle vegne! Og flødeboller er jo dejlige og smager godt.
Problemet er, at når man har slugt det sidste sukkerskum og slikket sig om munden, sidder man allerede og længes efter mere. Sådan er det også med bogen her. Når man lukker den, er man umiddelbart tilfreds og synes, at den var fin. Men allerede efter to minutter melder sig en trang om noget mere substans.
Alt i alt er Wendys Vidunderlige Verden en fin, lille perle af en bog om et helt almindeligt menneske, men desværre blot et stykke slik, som ikke tilfredsstiller.
Wendys vidunderlige verden – Marianne Verge. 127 sider, 149,- kr. vejl.
fredag den 24. september 2010
lørdag den 11. september 2010
Om at skille sig ud
I sommer ikå, helt nøjagtig på Grundlovsdag, stod jeg på Honnørkajen i Århus. I højt, flot solskinsvejr stod jeg i tre stive timer for at se på Dronningen, når hun kom i land.
Egentlig var det mest for at se min ven og veninde i folkedanseroutfit (Wow, det så godt ud!), men når det kommer til stykket, ér jeg en sløj socialist, lige når det kommer til Kongehuset, så ja, jeg var der også, fordi jeg synes, det er så dejligt med hende der Morgrethe.
Stiften fik sakset et billede af mig med et stort smil på læben, som man efterfølgende kunne se i deres 'Uh, se aaaaaaalle billederne fra den dag Dronningen var lige her i VORES by'-album på hjemmesiden. Alle sagde, det var et supergodt billede af mig, hvilket jeg ikke er enig i, men pludselig var der en, der bemærkede, at jeg var den eneste, som ikke var over 50 år. Eller ok, 60 faktisk. Eller som ikke var der med børn.
Der var simpelthen udelukkende gamle mennesker og folk, der skulle vise børnene majestæten, som var til stede. Nåja, og så en ung kvinde på 31, som nok skulle aflevere eksamensopgave to dage efter, men som lige skulle se folkedanserne. Og som var mindst lige så begejstret for Morgrethe som alle pensionisterne.
Og jeg bliver ligesom ved med at være lidt til en side på den måde der.
Ikke alene vælger jeg, når jeg en sjælden gang i mellem gider bruge penge på et ugeblad, at købe Søndag. Kæreste kommenterede, at det var for kvinder over 40. Altså rigtige voksne. Som i 'Ikke dig, frk. Ibber!' Og nåja, det kan da sagtens være.
Men der var jo lige noget om (fuldkommen fremragende fantastiske) Ellen Hillingsø, ikå. Og så ér deres krydsord altså virkelig gode! Faktisk!
Men det holder ikke op endnu.
I fredags skulle jeg et smut i byen og valgte derfor at smutte hjemmefra, så det passede med, at jeg kunne se Slesvigske Musikkorps troppe op foran Domkirken og spille noget musik. Det er noget, korpset gør hver eneste fredag kl. 12.
Jeg traskede af sted og nød lidt window shopping (fandt en Kusmi-pusher, wee!), før jeg indfandt mig foran Arnold Buscks boghandel et par minutter i 12.
Da jeg kunne høre trommer og blæsere nede af gaden, begyndte jeg at smile. Jeg tænkte med rørstrømsk hjerte på min salig morfar, som engang har boet her i Haderslev og ganske utvivlsomt har været at finde foran Domkirken de fleste fredage kl. 12, da han både var glad for march, musik og militær. Og jeg stod der, og jeg tænkte på morfar, og jeg blev helt rørt, og jeg sendte billedbeskeder til hele familien af scenariet foran kirken.
Og jeg opdagede at jeg - igen! - var eneste tiskuer under 60 eller uden børn. Og ham, der havde barn med, gik endda midt i første stykke musik. De spillede tre. Og jo, vi klappede efter alle tre. Og jo, jeg smilede hele tiden. Og jo, jeg nød det sgu.
Slap me silly og kald mig bims, jeg kan sgu godt lide den slags. Selvom det åbenbart hører til en helt anden generation.
Egentlig var det mest for at se min ven og veninde i folkedanseroutfit (Wow, det så godt ud!), men når det kommer til stykket, ér jeg en sløj socialist, lige når det kommer til Kongehuset, så ja, jeg var der også, fordi jeg synes, det er så dejligt med hende der Morgrethe.
Stiften fik sakset et billede af mig med et stort smil på læben, som man efterfølgende kunne se i deres 'Uh, se aaaaaaalle billederne fra den dag Dronningen var lige her i VORES by'-album på hjemmesiden. Alle sagde, det var et supergodt billede af mig, hvilket jeg ikke er enig i, men pludselig var der en, der bemærkede, at jeg var den eneste, som ikke var over 50 år. Eller ok, 60 faktisk. Eller som ikke var der med børn.
Der var simpelthen udelukkende gamle mennesker og folk, der skulle vise børnene majestæten, som var til stede. Nåja, og så en ung kvinde på 31, som nok skulle aflevere eksamensopgave to dage efter, men som lige skulle se folkedanserne. Og som var mindst lige så begejstret for Morgrethe som alle pensionisterne.
Og jeg bliver ligesom ved med at være lidt til en side på den måde der.
Ikke alene vælger jeg, når jeg en sjælden gang i mellem gider bruge penge på et ugeblad, at købe Søndag. Kæreste kommenterede, at det var for kvinder over 40. Altså rigtige voksne. Som i 'Ikke dig, frk. Ibber!' Og nåja, det kan da sagtens være.
Men der var jo lige noget om (fuldkommen fremragende fantastiske) Ellen Hillingsø, ikå. Og så ér deres krydsord altså virkelig gode! Faktisk!
Men det holder ikke op endnu.
I fredags skulle jeg et smut i byen og valgte derfor at smutte hjemmefra, så det passede med, at jeg kunne se Slesvigske Musikkorps troppe op foran Domkirken og spille noget musik. Det er noget, korpset gør hver eneste fredag kl. 12.
Jeg traskede af sted og nød lidt window shopping (fandt en Kusmi-pusher, wee!), før jeg indfandt mig foran Arnold Buscks boghandel et par minutter i 12.
Da jeg kunne høre trommer og blæsere nede af gaden, begyndte jeg at smile. Jeg tænkte med rørstrømsk hjerte på min salig morfar, som engang har boet her i Haderslev og ganske utvivlsomt har været at finde foran Domkirken de fleste fredage kl. 12, da han både var glad for march, musik og militær. Og jeg stod der, og jeg tænkte på morfar, og jeg blev helt rørt, og jeg sendte billedbeskeder til hele familien af scenariet foran kirken.
Og jeg opdagede at jeg - igen! - var eneste tiskuer under 60 eller uden børn. Og ham, der havde barn med, gik endda midt i første stykke musik. De spillede tre. Og jo, vi klappede efter alle tre. Og jo, jeg smilede hele tiden. Og jo, jeg nød det sgu.
Slap me silly og kald mig bims, jeg kan sgu godt lide den slags. Selvom det åbenbart hører til en helt anden generation.
fredag den 10. september 2010
Det vigtigste i verden
Jeg kan godt lide at se fjernsyn. Jeg kan faktisk rigtig godt lide det. Og helt uden at være snobbet eller elitær omkring det, så indrømmer jeg, at jeg mest ser DR.
Det er især Ramasjang (wow, højpandet!), DR2 og DRK, der kører på flimmeren hos mig. Ind i mellem, når timingen lige er til det, fanger jeg Go'morgen Danmark eller Nyhederne fra TV2, som også er den eneste reklame-kanal, jeg kan se herhjemme.
Lige for lidt siden var der en reklame for Canal Digital, hvor de pointerede, at deres tv-pakker er bedre end alle andres, fordi du får lov at se ALT fodbold, uanset hvilken pakke du vælger! Altså både den ene liga, den anden liga og endda den helt specielt fantastiske blablaliga!
Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er det fodbold, der er det vigtigste?
Jeg ser for eksempel aldrig fodbold. Eller sport i det hele taget. Jeg er bedøvende ligeglad. Om det er golf, cykling, Wozniacki, håndbold, fodbold - I couldn't care less. Jeg er simpelthen ligeglad, og det irriterer mig, når hele min normale sendeflade omrokeres og ændres, blot fordi der tilfældigvis er Tour de France eller VM i fodbold i Sydafrika.
Er det i grunden ikke lidt en falliterklæring for hjerneaktiviteten i det ganske land, at det helligste i betalt tv er sport?
Hvor blev kulturen af?
Hvad skete der med at lade sig udfordre? Lære noget, blive klogere, se fjernsyn om lande langt herfra, historiske hændelser, politik, videnskab og samfund!?
Jeg kan selvfølgelig være bedøvende ligeglad med, hvad du eller andre bruger jeres dyrtkøbte fritid på, men det ærgrer mig, at Danmark er på vej til at blive Ekstra Blads-segment hele vejen rundt.
Det er især Ramasjang (wow, højpandet!), DR2 og DRK, der kører på flimmeren hos mig. Ind i mellem, når timingen lige er til det, fanger jeg Go'morgen Danmark eller Nyhederne fra TV2, som også er den eneste reklame-kanal, jeg kan se herhjemme.
Lige for lidt siden var der en reklame for Canal Digital, hvor de pointerede, at deres tv-pakker er bedre end alle andres, fordi du får lov at se ALT fodbold, uanset hvilken pakke du vælger! Altså både den ene liga, den anden liga og endda den helt specielt fantastiske blablaliga!
Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er det fodbold, der er det vigtigste?
Jeg ser for eksempel aldrig fodbold. Eller sport i det hele taget. Jeg er bedøvende ligeglad. Om det er golf, cykling, Wozniacki, håndbold, fodbold - I couldn't care less. Jeg er simpelthen ligeglad, og det irriterer mig, når hele min normale sendeflade omrokeres og ændres, blot fordi der tilfældigvis er Tour de France eller VM i fodbold i Sydafrika.
Er det i grunden ikke lidt en falliterklæring for hjerneaktiviteten i det ganske land, at det helligste i betalt tv er sport?
Hvor blev kulturen af?
Hvad skete der med at lade sig udfordre? Lære noget, blive klogere, se fjernsyn om lande langt herfra, historiske hændelser, politik, videnskab og samfund!?
Jeg kan selvfølgelig være bedøvende ligeglad med, hvad du eller andre bruger jeres dyrtkøbte fritid på, men det ærgrer mig, at Danmark er på vej til at blive Ekstra Blads-segment hele vejen rundt.
onsdag den 8. september 2010
Blogleg
Jeg er blevet tagget i en fin, lille blogleg, hvor jeg skal skrive ti ting om mig selv. Fuldkommen random info omkring bette mig.
1. Jeg gider ikke spise is. Altså, det er jo ikke sådan, at det smager decideret dårligt. Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor folk er sådan oppe at køre over frossen fløde og æg. Jeg har spist hele to soft-ice i løbet af sommeren, og det er alt rigeligt til mig. Jeg gider det bare ikke.
2. Jeg har en uhyrlig lav tolerance for bitterstoffer. Derfor kan jeg ikke lide chokolade. Eller chokoladekage, brownies, chokoladeis (!) eller andre sådanne lækkerier. Folk ser på mig, som om jeg er en freak, når jeg siger det. "Nej, jeg kan ikke lide brownies." "Nåååååh, men det må da være fordi du aldrig har fået dem, når de var bagt med sådan en rigtig god 80% mørk chokolade." Og nej, det har jeg ikke. Men eftersom chokoladen for sig selv kan få hele mit ansigt til at snøre sig sammen af tørhed i munden og bitterhed, så tænker jeg, at kagen heller ikke vil være 'lige mig'. I det hele taget er jeg kræsen. Og dét kommer der et helt indlæg om før eller siden. (Så, nu sidder du der, helt ude på kanten af stolen, og bare dirrer og venter med spænding!)
3. Jeg er pedantisk. Jeg plejer at nøjes med at sige, at jeg er sprogpedant, men mit pedanteri strækker sig faktisk langt uden for blot det sproglige. Jeg kan blive noget nær hysterisk, hvis jeg skal lave mad med nogen, og de gør tingene i en anden rækkefølge eller på en anden facon, end jeg er vant til/selv ville have gjort. Pakker du en indkøbspose, så den ikke kan stå selv, dømmer jeg dig. Hårdt. Bruger du fremmedord på en forkert måde, mener jeg straks, du mindst må være idiot. I modsætning til mig selv, som jo ALDRIG tager fejl. Agtigt. Men det værste ér og bliver dog de sproglige fejl. Jeg græmmes, når Kæreste kommer hjem fra skole med et "Program For Introaktiviter". Jeg synes simpelthen, det er pinligt for skolen. STRAM OP!
4. Jeg prøver på ikke at rette for meget på mine medmennesker, men det er virkelig svært. Og nogle gange glemmer jeg helt at prøve, og så får jeg sagt noget, der nærmest er ondskabsfuldt til dem, fordi de siger lagt i stedet for ligget eller noget lignende. (PS. Tilgiv mig, vil I ikke nok?)
5. Jeg drikker mere cola end alle, jeg kender. Tilsammen.
6. Jeg er bange for alt muligt ulogisk. Mørke f.eks., guderne må jo vide, hvad der kan gemme sig i det, som bare står og lurer og venter på at komme og æde mig. Vand er jeg bange for, for der kan man drukne! Eller værre endnu; et eller andet monster ala The Kraken eller en søslange kunne komme og hapse mig, mens jeg plasker rundt på overfladen, og trække mig med ned i dybet = drukning og muligvis ædning. Jeg bader derfor kun, hvor jeg kan bunde. På trods af, at jeg er en fin nok svømmer. (Bortset fra sidste år i Tyrkiet, hvor jeg sprang i 7 meter dybt vand fra en båd og endda svømmede hele vejen rundt om selvsamme båd. Endda uden om ankerkæden, hvor vi alle jo véd, at de der monstre holder til. Helt uden at dø af skræk eller blive ædt af noget! Jeg er meget stolt.)
7. Til gengæld er jeg slet ikke det mindste bange for at flytte til den anden ende af landet med en mand, jeg har været kæreste med i mindre end tre måneder.
8. Jeg har set Find Nemo over 20 gange, og jeg græder stadig, når Dory siger "I look at you and I....I'm HOME!"
9. Jeg er bachelor i russisk, men synes faktisk, at det meste russiske litteratur er alt for indviklet og præget af laaaaaaaaaaaaaangstrakte og überdetaljerede beskrivelser af alt. ALT! Tapetet, gardinerne, musikken, stemmerne, støvfnuggene i solstrålen. Alt.
10. Jeg er en megaforkælet lillesøster. Det kan sådan set være fint nok, det er sikkert derfor, jeg bare kan flytte til Haderslev uden sikkerhedsnet og tænke, at det nok skal gå. Men nogen har alligevel gjort mig en bjørnetjeneste ved kun at fortælle mig (i modsætning til at vise og lære mig), at man skal gøre noget for at få noget. Og det sidder jeg nu og kæmper med, for jeg har aldrig været nødt til det, og derfor er jeg sådan indrettet, at jeg forventer alt muligt og regner med, at jeg ikke skal levere noget selv. Det er ikke særlig praktisk i denne verden. Og helvedes svært at ændre på!
Sådan. Det var da slet ikke så svært. Faktisk.
Som mange andre har skrevet, er gud og hvermand jo blevet tagget i legen allerede, så derfor giver jeg bare bolden op til dem, som har lyst.
1. Jeg gider ikke spise is. Altså, det er jo ikke sådan, at det smager decideret dårligt. Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor folk er sådan oppe at køre over frossen fløde og æg. Jeg har spist hele to soft-ice i løbet af sommeren, og det er alt rigeligt til mig. Jeg gider det bare ikke.
2. Jeg har en uhyrlig lav tolerance for bitterstoffer. Derfor kan jeg ikke lide chokolade. Eller chokoladekage, brownies, chokoladeis (!) eller andre sådanne lækkerier. Folk ser på mig, som om jeg er en freak, når jeg siger det. "Nej, jeg kan ikke lide brownies." "Nåååååh, men det må da være fordi du aldrig har fået dem, når de var bagt med sådan en rigtig god 80% mørk chokolade." Og nej, det har jeg ikke. Men eftersom chokoladen for sig selv kan få hele mit ansigt til at snøre sig sammen af tørhed i munden og bitterhed, så tænker jeg, at kagen heller ikke vil være 'lige mig'. I det hele taget er jeg kræsen. Og dét kommer der et helt indlæg om før eller siden. (Så, nu sidder du der, helt ude på kanten af stolen, og bare dirrer og venter med spænding!)
3. Jeg er pedantisk. Jeg plejer at nøjes med at sige, at jeg er sprogpedant, men mit pedanteri strækker sig faktisk langt uden for blot det sproglige. Jeg kan blive noget nær hysterisk, hvis jeg skal lave mad med nogen, og de gør tingene i en anden rækkefølge eller på en anden facon, end jeg er vant til/selv ville have gjort. Pakker du en indkøbspose, så den ikke kan stå selv, dømmer jeg dig. Hårdt. Bruger du fremmedord på en forkert måde, mener jeg straks, du mindst må være idiot. I modsætning til mig selv, som jo ALDRIG tager fejl. Agtigt. Men det værste ér og bliver dog de sproglige fejl. Jeg græmmes, når Kæreste kommer hjem fra skole med et "Program For Introaktiviter". Jeg synes simpelthen, det er pinligt for skolen. STRAM OP!
4. Jeg prøver på ikke at rette for meget på mine medmennesker, men det er virkelig svært. Og nogle gange glemmer jeg helt at prøve, og så får jeg sagt noget, der nærmest er ondskabsfuldt til dem, fordi de siger lagt i stedet for ligget eller noget lignende. (PS. Tilgiv mig, vil I ikke nok?)
5. Jeg drikker mere cola end alle, jeg kender. Tilsammen.
6. Jeg er bange for alt muligt ulogisk. Mørke f.eks., guderne må jo vide, hvad der kan gemme sig i det, som bare står og lurer og venter på at komme og æde mig. Vand er jeg bange for, for der kan man drukne! Eller værre endnu; et eller andet monster ala The Kraken eller en søslange kunne komme og hapse mig, mens jeg plasker rundt på overfladen, og trække mig med ned i dybet = drukning og muligvis ædning. Jeg bader derfor kun, hvor jeg kan bunde. På trods af, at jeg er en fin nok svømmer. (Bortset fra sidste år i Tyrkiet, hvor jeg sprang i 7 meter dybt vand fra en båd og endda svømmede hele vejen rundt om selvsamme båd. Endda uden om ankerkæden, hvor vi alle jo véd, at de der monstre holder til. Helt uden at dø af skræk eller blive ædt af noget! Jeg er meget stolt.)
7. Til gengæld er jeg slet ikke det mindste bange for at flytte til den anden ende af landet med en mand, jeg har været kæreste med i mindre end tre måneder.
8. Jeg har set Find Nemo over 20 gange, og jeg græder stadig, når Dory siger "I look at you and I....I'm HOME!"
9. Jeg er bachelor i russisk, men synes faktisk, at det meste russiske litteratur er alt for indviklet og præget af laaaaaaaaaaaaaangstrakte og überdetaljerede beskrivelser af alt. ALT! Tapetet, gardinerne, musikken, stemmerne, støvfnuggene i solstrålen. Alt.
10. Jeg er en megaforkælet lillesøster. Det kan sådan set være fint nok, det er sikkert derfor, jeg bare kan flytte til Haderslev uden sikkerhedsnet og tænke, at det nok skal gå. Men nogen har alligevel gjort mig en bjørnetjeneste ved kun at fortælle mig (i modsætning til at vise og lære mig), at man skal gøre noget for at få noget. Og det sidder jeg nu og kæmper med, for jeg har aldrig været nødt til det, og derfor er jeg sådan indrettet, at jeg forventer alt muligt og regner med, at jeg ikke skal levere noget selv. Det er ikke særlig praktisk i denne verden. Og helvedes svært at ændre på!
Sådan. Det var da slet ikke så svært. Faktisk.
Som mange andre har skrevet, er gud og hvermand jo blevet tagget i legen allerede, så derfor giver jeg bare bolden op til dem, som har lyst.
fredag den 3. september 2010
Flytning
Manner, hvor jeg snart skylder blogindlæg. Det er alt for længe siden sidst. Og det er jo ikke sådan, at der ikke er sket noget. For dét er der ved gud. Eller andre.
Dem, som følger med på Twitter, var vidner til et hjerteskærende farefuldt moment (mo-mang, skal det siges, ikå), hvor jeg tog i lufthavnen og hentede den stakkels syge mand, som havde været på ferie så skidehamrende længe væk fra mig. Altså en uge efter han tog af sted, stod jeg i BLL og vinkede, da han afkræftet kom ud af dørene. Og ååååååååååh, hvor var det kvalmende dejligt. Ih, hvor vi krammede og holdt fast i hinanden hele vejen hjem. Uh, så godt det var.
Lynhurtigt blev alt det overstrømmende dejlige og hovedløst forelskede indhentet af det der 'virkeligheden', og de planer, vi havde lagt. Vi skulle jo flytte. Altså sammen. I det der Sønderjylland. Og før man kan flytte, må man jo pakke.
Hold nu KÆFT, hvor får man bare samlet meget lort, når man har plads til det. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange sorte sække med affald, jeg har båret ned i containeren! Og hvor mange møbler og andet løsøre, der er blevet sat til storskrald for derefter at få nye hjem. (Elsker elsker elsker den slags genbrug - jeg kommer af med mit, andre får noget (for dem) nyt, winwinwinwinWIN!)
Og hvorfor er det lige, jeg har ting i skabene (ok, havde!) som kunne holde sig til 2009?! Jeg er målløs. Vidste godt, jeg har det gode samlergen, men troede nu alliwl ikke, det stod så skidt til.
Men ud røg det. Det hele. Eller næsten. For noget blev jo alligevel pakket i kasser og slæbt ind i det ekstraværelse, der siden februar, hvor eksen flyttede, har fungeret som 'lager og opbevaring af yderst vigtige, mindre vigtige og aldeles unødvendige papirer og sager'. Værelset var naturligvis blevet tømt forinden. Derfor alle skraldesækkene, ikå.
Lørdag morgen, længe før de fandens får end overvejede at stikke ud af folden, kørte Kæreste og jeg fra hans forældre ind og hentede en flyttevogn. Tilbage til forellernes hus, hvor Kærestes ting blev læsset. Til ghettoen i Århus, hvor vi blev mødt af kammerater, hvoraf den ene havde medbragt en trailer. Så skidefabelhaft altså! Mine ting blev læsset ombord i trailer og flyttevogn. Altså undtagen de ting, som blev givet til andre i storskraldet. (Tak til Palle, fordi han gad bære lampen hen til den fremmede dames opgang, så hun lige slap for dét!)
Fra ghettoen til motorvejen. Øøøøønøøøøøøøøøøhnnnnnnn. Laaaaaaaaaang vej til Haderslev med trailer på den ene bil. Det tog FOR EVIGT!
Da vi endelig ankom tog det drengene - og mig - en bette time at få alting ind i den nye lejlighed. Selv vaskemaskinen var kein Problem for de stærke kammier, som Kæreste har.
Så sad vi lige og delte nogle øller og prøvede, om ketchup nu virkelig KAN bruges til at rense kobber. Det kan det. Vi har nu en fin, blank plet på kobberpladen foran pejsen. Men så ved vi da, hvordan vi får resten af pladen ren. Når vi altså en dag når til dét. For det tager sgu lidt lang tid det her flytten ind.
Der er stadig kasser med ting, cd'er, film, papirer, bøger, tøj og flere fåking TING (hvor fanden KOMMER alt det lort fra!?), som står og venter sådan lidt over det hele. Men vi er godt på vej.
Og ved I hvad? Vi er om muligt blevet endnu mere hovedkuls forelskede og overstrømmende dejligt glade for hinanden. Og for Haderslev. Og for det her projekt 'Evig Kærlighed'.
I love it.
Dem, som følger med på Twitter, var vidner til et hjerteskærende farefuldt moment (mo-mang, skal det siges, ikå), hvor jeg tog i lufthavnen og hentede den stakkels syge mand, som havde været på ferie så skidehamrende længe væk fra mig. Altså en uge efter han tog af sted, stod jeg i BLL og vinkede, da han afkræftet kom ud af dørene. Og ååååååååååh, hvor var det kvalmende dejligt. Ih, hvor vi krammede og holdt fast i hinanden hele vejen hjem. Uh, så godt det var.
Lynhurtigt blev alt det overstrømmende dejlige og hovedløst forelskede indhentet af det der 'virkeligheden', og de planer, vi havde lagt. Vi skulle jo flytte. Altså sammen. I det der Sønderjylland. Og før man kan flytte, må man jo pakke.
Hold nu KÆFT, hvor får man bare samlet meget lort, når man har plads til det. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange sorte sække med affald, jeg har båret ned i containeren! Og hvor mange møbler og andet løsøre, der er blevet sat til storskrald for derefter at få nye hjem. (Elsker elsker elsker den slags genbrug - jeg kommer af med mit, andre får noget (for dem) nyt, winwinwinwinWIN!)
Og hvorfor er det lige, jeg har ting i skabene (ok, havde!) som kunne holde sig til 2009?! Jeg er målløs. Vidste godt, jeg har det gode samlergen, men troede nu alliwl ikke, det stod så skidt til.
Men ud røg det. Det hele. Eller næsten. For noget blev jo alligevel pakket i kasser og slæbt ind i det ekstraværelse, der siden februar, hvor eksen flyttede, har fungeret som 'lager og opbevaring af yderst vigtige, mindre vigtige og aldeles unødvendige papirer og sager'. Værelset var naturligvis blevet tømt forinden. Derfor alle skraldesækkene, ikå.
Lørdag morgen, længe før de fandens får end overvejede at stikke ud af folden, kørte Kæreste og jeg fra hans forældre ind og hentede en flyttevogn. Tilbage til forellernes hus, hvor Kærestes ting blev læsset. Til ghettoen i Århus, hvor vi blev mødt af kammerater, hvoraf den ene havde medbragt en trailer. Så skidefabelhaft altså! Mine ting blev læsset ombord i trailer og flyttevogn. Altså undtagen de ting, som blev givet til andre i storskraldet. (Tak til Palle, fordi han gad bære lampen hen til den fremmede dames opgang, så hun lige slap for dét!)
Fra ghettoen til motorvejen. Øøøøønøøøøøøøøøøhnnnnnnn. Laaaaaaaaaang vej til Haderslev med trailer på den ene bil. Det tog FOR EVIGT!
Da vi endelig ankom tog det drengene - og mig - en bette time at få alting ind i den nye lejlighed. Selv vaskemaskinen var kein Problem for de stærke kammier, som Kæreste har.
Så sad vi lige og delte nogle øller og prøvede, om ketchup nu virkelig KAN bruges til at rense kobber. Det kan det. Vi har nu en fin, blank plet på kobberpladen foran pejsen. Men så ved vi da, hvordan vi får resten af pladen ren. Når vi altså en dag når til dét. For det tager sgu lidt lang tid det her flytten ind.
Der er stadig kasser med ting, cd'er, film, papirer, bøger, tøj og flere fåking TING (hvor fanden KOMMER alt det lort fra!?), som står og venter sådan lidt over det hele. Men vi er godt på vej.
Og ved I hvad? Vi er om muligt blevet endnu mere hovedkuls forelskede og overstrømmende dejligt glade for hinanden. Og for Haderslev. Og for det her projekt 'Evig Kærlighed'.
I love it.
Abonner på:
Opslag (Atom)