Om at skille sig ud

I sommer ikå, helt nøjagtig på Grundlovsdag, stod jeg på Honnørkajen i Århus. I højt, flot solskinsvejr stod jeg i tre stive timer for at se på Dronningen, når hun kom i land.

Egentlig var det mest for at se min ven og veninde i folkedanseroutfit (Wow, det så godt ud!), men når det kommer til stykket, ér jeg en sløj socialist, lige når det kommer til Kongehuset, så ja, jeg var der også, fordi jeg synes, det er så dejligt med hende der Morgrethe.

Stiften fik sakset et billede af mig med et stort smil på læben, som man efterfølgende kunne se i deres 'Uh, se aaaaaaalle billederne fra den dag Dronningen var lige her i VORES by'-album på hjemmesiden. Alle sagde, det var et supergodt billede af mig, hvilket jeg ikke er enig i, men pludselig var der en, der bemærkede, at jeg var den eneste, som ikke var over 50 år. Eller ok, 60 faktisk. Eller som ikke var der med børn.

Der var simpelthen udelukkende gamle mennesker og folk, der skulle vise børnene majestæten, som var til stede. Nåja, og så en ung kvinde på 31, som nok skulle aflevere eksamensopgave to dage efter, men som lige skulle se folkedanserne. Og som var mindst lige så begejstret for Morgrethe som alle pensionisterne.

Og jeg bliver ligesom ved med at være lidt til en side på den måde der.

Ikke alene vælger jeg, når jeg en sjælden gang i mellem gider bruge penge på et ugeblad, at købe Søndag. Kæreste kommenterede, at det var for kvinder over 40. Altså rigtige voksne. Som i 'Ikke dig, frk. Ibber!' Og nåja, det kan da sagtens være.
Men der var jo lige noget om (fuldkommen fremragende fantastiske) Ellen Hillingsø, ikå. Og så ér deres krydsord altså virkelig gode! Faktisk!

Men det holder ikke op endnu.

I fredags skulle jeg et smut i byen og valgte derfor at smutte hjemmefra, så det passede med, at jeg kunne se Slesvigske Musikkorps troppe op foran Domkirken og spille noget musik. Det er noget, korpset gør hver eneste fredag kl. 12.

Jeg traskede af sted og nød lidt window shopping (fandt en Kusmi-pusher, wee!), før jeg indfandt mig foran Arnold Buscks boghandel et par minutter i 12.

Da jeg kunne høre trommer og blæsere nede af gaden, begyndte jeg at smile. Jeg tænkte med rørstrømsk hjerte på min salig morfar, som engang har boet her i Haderslev og ganske utvivlsomt har været at finde foran Domkirken de fleste fredage kl. 12, da han både var glad for march, musik og militær. Og jeg stod der, og jeg tænkte på morfar, og jeg blev helt rørt, og jeg sendte billedbeskeder til hele familien af scenariet foran kirken.

Og jeg opdagede at jeg - igen! - var eneste tiskuer under 60 eller uden børn. Og ham, der havde barn med, gik endda midt i første stykke musik. De spillede tre. Og jo, vi klappede efter alle tre. Og jo, jeg smilede hele tiden. Og jo, jeg nød det sgu.

Slap me silly og kald mig bims, jeg kan sgu godt lide den slags. Selvom det åbenbart hører til en helt anden generation.