Gamle dage

Dengang jeg var lille, havde radioen et søndagsprogram, der var lige i øjet. Eller øret. Om man vil.

Det hed Hot Og Sweet - ikke hot and sweet, for sådan var det ligesom ikke i 80'erne - og de spillede jazz og big band musik.

Det var Glenn Miller, det var Count Basie, det var lutter evergreens og god stemning. Og så ind imellem noget af det der jazz, hvor de lader tonerne løbe fra dem, når de spiller trompet. Truttelut-jazz blev det hurtigt døbt af hele familien, som ikke var så glade for lige dén genre.

Det er mange år siden P3 droppede at have den slags programmer, og det findes heller ikke på nogen af de andre kanaler, som DR råder over.

Men!

Ude på det store internet findes der virkelig, virkelig mange forskellige radioer, som man kan lytte til.

Rat Patrol Radio, Big Band Cantina og jazzradio.com spiller masser af den slags dejlige HotOgSweet-musik.

Så kan man sidde på en helt flad onsdag formiddag og være tilbage i sin fars køkken, da man var 10, og tænke på rundstykker, blødkogte æg, solskin og et simplere liv, hvor det værste, man skulle tage stilling til, var, om man skulle hjem før eller efter, Dollars blev vist om eftermiddagen.

Jeg døde ikke. Denne gang.

Nå. Men jeg er her stadig. Og jeg har faktisk sovet i nat. Ingen Davy Jones kom og tog mig. Det er faktisk næsten skuffende.

Jeg hørte dog lyden. Men det var i morges, hvor det allerede var blevet lyst. Og så var det faktisk så udramatisk og fjollet, at jeg ikke engang gad se efter, hvad det var. Måske også lidt, fordi det faktisk ville have betydet, at jeg skulle hente briller eller linser for at kunne se noget som helst. Og så var jeg jo blevet alt for vågen. Så jeg vendte mig om og sov videre.

Og nu finder ingen vel nogensinde ud af, hvad lyden var. Hvis det er et spøgelse, må det sgu lige step up og gøre noget nyt.

Til gengæld kan det jo være, jeg dør af fedt om hjertet en gang i løbet af dagen. Jeg udnytter nemlig, at ham, som synes, man ikke kan spise kage til morgenmad, ikke er hjemme, og derfor får jeg muffins til morgenmad.

Og hey, der er sgu da både havreklid og -gryn i. Det er da helt sikkert nok til at opveje den halve pakke smør!

Nej, jeg tror sgu da heller ik på nisser!

Egentlig tror jeg slet ikke på spøgelser. Ånder, genfærd og den slags, not a chance. Det er simpelthen for usandsynligt. Og så gør det mig bange.

Så det findes ikke. Bum færdig.

Men mange af dem, jeg kender, tror på det. Og de fortæller glad og gerne om det ene og det andet, som de har oplevet med åååånderne. Min svoger, som mistede sin far i december, har fortalt, hvordan han har 'mærket' farmand i sommerhuset, når han har været der alene. Kæreste fortalte, at hans mormor cirka en uge efter sin død havde været i hans værelse. Helt uafhængigt fortalte hans bror forleden om sin egen oplevelse af præcis det samme. Svogers søster har også mærket farmands ånd i nærheden. Og sådan blir de ved. Og ved. Og ved

Den Lille Skeptiker (TM) sidder imens med korslagte arme og siger stædigt "ARRRRRHH, den må I længere ud på landet med!"

Og forsøger virkelig meget på ikke at komme til at tro bare lidt på det. For så! SÅ! Ja, enhver ved sgu da, at hvis man først tror på lortet, så vælter det ind med spøgelser og gespenster, som overtager ens liv. Og det gider jeg jo ikke.

Men så var det osse.

Ja, så var det jo, at jeg vågnede i nat. Af en lyd.

Nogle gange, når ting som glas, kopper eller bestik, ligger tæt op ad hinanden på et bord, kan man høre, hvordan tingene rammer hinanden, når nogen går forbi bordet. Det var den slags lyd, der var i nat. I mit soveværelse. I bælgravende mørke. Pfffffrrrrrlllp.

Samme lyd, med samme antal gentagelser hver gang.

Jeg satte mig forsigtigt op i sengen uden at lave den mindste lyd. Og så holdt lyden op.

Så måtte jeg jo lægge mig igen, og forsikrede lige den indre knap-så-skeptiske, at det helt sikkert var væk nu. Og måske endda noget, jeg bare havde drømt.

Pfffffrrrrrlllp sagde det så. Igen. Med samme rytme og antal som før. Og jeg satte mig hurtigt og larmende op i sengen igen, hvad ér det for noget!?

Samtidig kiggede jeg så på clockradioen, og den viste, at klokken var 4.44.

Oh holy fuck, tænkte jeg, og var nok lidt ved at gå i en stille form for natlig panik. "Det er min far! Min far er død. Nu kontakter han mig!"

Jeg døde lidt af skræk. Besindede mig og i stedet for at få hjertestop, vækkede jeg Kæreste. Han mente, det var en fugl.

Men han må jo være døv. For enhver kunne høre, at lyden for fanden kom fra henne ved døren. Det er overhovedet ikke tæt på udenfor. Det er IKKE en fugl.

Min veninde siger, at det er noget med tentakler. Og jeg har godt set de der piratfilm med Mr. Depp, og jeg kan kun alt for levende forestille mig, at Davy Jones' tentakler kan lave den slags lyd, som jeg hørte. Pfffffrrrrrlllp.

Ganske snart skal jeg i seng. Og jeg er alene hjemme i nat. Hvis jeg aldrig mere blogger, så husk at fortælle en eller anden myndighed, at de skal tjekke mit soveværelse for saltvand, når jeg er død. Og måske spist. Det sagde veninden nemlig osse, jeg ville blive.

Én af dem

Jeg har opdaget noget om mig. Noget, jeg ikke er sådan helt ægte overbevist om er godt. Når jeg har været et par dage hos min søster og hendes snart tre-årige lille krudtugle, taler jeg ikke om ret meget andet end den bette knægt.

Der kører denne her Hvad Er Lykke-ting rundt i blogland, og en af de første ting, jeg kom i tanke om, var lykken, er, når denne lille gut vågner om morgenen, når jeg er hos dem, og spørger mor, som det første, "Hvor er Ibber?", hvorefter han putter sig ind til mig og siger mit navn. Dét er lykke.

Når jeg er hos dem, deltager jeg jo i alting, og da barnet er virkelig glad for mig, har jeg enormt meget kontakt med ham og oplever derfor masser af ihsåsjove 'han gjorde, han sagde'-ting. Som jeg refererer til hvem som helst. Når som helst.

Forleden da jeg talte med søster i telefonen, fortalte hun, hvordan han havde fået et æg af en sød mand og derefter havde passet utrooooligt godt på det hele vejen hjem.

Og jeg fortæller de her ting til Kæreste helt uafladeligt. Hele tiden, ungen dit, nevøen dat, betteknægt dut dut dut. Lange tirader af blablablabræk.

Altså knægten er jo ikke engang min. Så jeg tør slet ikke gisne om, hvor hæsligt det blir, når jeg selv bliver mor. Jeg kommer jo ikke til at tale om andet end den lille nuzerfantaztizkdejlige guldklump, som naturligvis er bedre, klogere, smukkere og meget mere skøn end alle andre unger i hele verden tilsammen.

Det blir grusomt.

Hvis jeg gør det, har alle i verden carte blanche til at give mig en knytter i face og sige "STRAM OP!"

For jeg gider bare ikke være én af 'DEM'!

Gule Torsdag

Ja, det er altså ikke en helligdag eller noget som helst. Det er bare torsdag, og solen skinner, og da solen er gul, er det altså gule torsdag. Bum.

Kæresten fik aldrig lavet de pandekager. Så mit traume lever endnu. Min mojo er gået, og jeg må leve pandekageløs. Heldigvis får jeg måske pandekager på lørdag. Lavet af verdens dejligste Klidmoster.

Nej, vi fik aldrig lavet pandekager. Til gengæld fik jeg lavet pitabrød, flutes og andet brød af Søris' gode mel. Og jeg har lavet en jobansøgning, som jeg endda har sendt.

Men Ibber, du er jo i gang med dit studie!?

Jo. Altså. Ja, det er jeg. Men SU har smækket kassen i for mig. Jeg er for meget bagefter. Gider ikke trætte dig, kære læser, med en syg mosters historie, men jeg har skudt eksamener og ligget brak på flere måder, så nu er jeg altså bagefter. Så meget, at de har lukket sluserne og ej sender mig statens penge længere.

Så altså. Jeg har søgt om flere penge, dispensation og den slags, men det tager jo fire forpulede evigheder at få svar på. Og jeg kan jo ikke leve af luftsteg og vindfrikadeller så længe (selvom min figur unægteligt ville have godt af bare lidt af det). Så jeg har altså gloet i annoncer og faktisk fundet et job, jeg synes, lyder utroligt spændende.

Og nu har jeg altså søgt det. Så gider I lige krydse fingre, hva hva hva. Om ikke andet, så bare for at jeg kommer til samtale. Eller at de siger noget pænt om min ansøgning, når de skriver, at de ikke gider mig.

Man hører jo tit om folk, som er et eller andet, mekaniker, møbelsnedker, noget, og som så ti år efter laver noget helt andet, skuespiller, coach, noget. Og jeg tænker, at hvis det er sådan, det skal være for mig, så er det helt fint.

Altså jeg skal jo hverken være skuespiller eller coach, men hvis jeg skal få et job og droppe studiet fuldkommen, så er det jo fint nok. Så får jeg det der 'løn' frem for SU, og så får jeg gang i noget af det, de kalder 'karriere', og så er der jo no end to the possibilities.

Så ja. Jobsøgende. Det er mig.

Hvide tirsdag

Ja, her skulle have været et indlæg med historien om, hvordan jeg fik superlækre og dejlige pandekager i tirsdags, fordi det var Hvide tirsdag og altså indledning af fasten.

Men ak. Min mojo har forladt mig, så pandekagerne endte med at være smattede og våde, og de blev faktisk bare smidt ud.

Om det var melet (Søris' hvedemel), eller det var den nye opskrift (Tuberkulosens), ved jeg ikke, men faktum er, at de gik helt i vasken.

I aften får Kæreste lov at prøve!

Kampdag

I virkeligheden er jeg allerede dødtræt af at tale om det, men jeg synes jo, det er på sin plads, så her kommer noget alligevel.

Kampdag. For kvinder.

Altså hvis mænd lavede sig en kampdag, så ville vi skrige rama og brænde deres undertøj. Men vi må godt.

Og ok. Jeg synes jo faktisk også, vi må. Fordi!

Fordi kampdagen har sine rødder i en gammel patriarkalsk samfundsform, hvor kvinder havde en markant anderledes hold-din-kæft-og-lav-min-mad-rolle end vi (gudskelakogtov) har i dag.

Fordi det er vigtigt at huske, at selvom vi har det godt, får kvinder stadig mindre i løn end mænd og anses stadig som en risiko i ansættelsesøjemed, fordi det er kvinder, der bliver gravide og måskemuligvis er den af forældrene, som har flest barn-syg-dage.

Fordi vi skal huske, at kvinder mange steder i verden har det endnu værre end de vestlige kvinder, som opfandt kvindekampsdagen for de der hundrede år siden.

Alt i alt er der god grund til at fejre, at nogle kvinder gik sammen og skabte denne dag, hvor vi alle kan gribe i egen barm (!) og opdage, at selvom visse siger, vi har sejret ad helvede til, fordi mænd ikke engang kan bestemme, at de ikke vil have boho-chik boligindretning (hvortil jeg siger "Grow a pair, stodder!"), så ér det altså stadig vigtigt, at vi husker, at boligindretning er det mindste af det, samt at det ikke altid har været sådan, at vi bestemte ret meget. Eller noget. Som helst.

Det kan godt være, vi får lov til mangt og meget (mere end mormor) i vores liv, men det betyder ikke, at tingene ikke kan blive bedre. Vi må hele tiden være opmærksomme på kvinders - og mænds! - vilkår i samfundet og sørge for, at alle får det bedre på lige fod. Simpelthen.

Og så vil jeg lige gøre opmærksom på, at det faktisk ér mest høfligt, når en mand går foran en dame op ad trapperne. Ellers kunne han jo se lige lukt op under skørtet, og dét kan vi jo ikke have. Før vi tager det af. Vel?

Kræsen

Prøv lige at sige det igen og så rigtigt smage på det. Kræ-sen. Det lyder ikke godt, vel?

Måske er det en af grundene til, at kræsne mennesker bare heller ikke lyder godt.

Jeg er kræsen.

Jeg vedkender mig det og siger rask væk, at der er nogle (mange) ting, som jeg ikke kan lide. Jeg beder aldrig folk om at lave særlig mad til mig, jeg spiser bare uden om nogle af tingene.

To af landets tvkanaler kører for tiden en række udsendelser, hvor kendte mennesker besøger hinanden og skiftes til at lave mad. En af dem fik sagt, at vedkommende var kræsen og en anden bemærkede, at det da var 'en barnlig holdning at indtage'.

Men hør nu, det er ikke en holdning. Det er en smagssag.

Jeg spiser for eksempel stegt lever eller selleri uden at rynke på næsen, men med stor glæde og iver. Det smager dejligt.

Til gengæld vægrer jeg mig for at spise mørk chokolade, ost eller kage med kaffe. For det smager ikke godt.

Det er virkelig ikke for at være barnlig eller besværlig, og det er ærligt talt mest besværligt og hæmmende for mig selv, jeg har det sådan.

Listen af ting som, i min mund, ikke smager godt, er lang.

Det eneste mørke kød jeg bryder mig om, er ko. Laver du lam, vildt, and eller noget lignende spiser jeg det ikke. For jeg kan ikke lide det. Det smager dårligt i min mund, og jeg ser derfor ingen grund til at putte det dérind.

Jeg forstår ikke, at folk kan synes, en skimmelost smager godt. Jeg forstår ikke, nogen kan sidde og nyde et stykke chokoladekage så fuld af mørk chokolade, at det næsten er mere creme end kage. Jeg forstår ikke, at du gider hælde solbærsaft i dig, når det nu smager så stærkt.

Jeg er helt med på, at jeg desværre går glip af meget på den konto. Og derfor prøver jeg jævnligt at smage på ting, jeg ikke kender eller noget, jeg aldrig har kunnet lide. Noget kunne jo have ændret sig.

Svigermor lavede eksempelvis en brun sovs med roquefort i. Den lugtede fælt af ost, men jeg smagte på den, for det var jo ikke sikkert, den smagte ligesådan. Men det gjorde den, og jeg spiste - uden at kny - mine kartofler uden sovs.

Falder snakken på lam skal kræsne gerne høre et 'Arh, men det er bare, fordi du ikke har smagt, når JEG laver lam!' Og nej, det har jeg ikke, men siden jeg har smagt på lam stort set hver gang, jeg er stødt på det, og det hver gang har smagt decideret elendigt, tipper jeg, at heller ikke DIN lammekølle vil gøre underværker og få mig til at elske lam.

Det er én ting, at jeg skal høre, jeg er barnlig, fordi jeg ikke kan lide dit og dat (og tusind andre ting), og det er, hvad det er, at folk siger, jeg bare skal smage. Men det værste er alle dem, der mener, det er noget, jeg selv skaber, og derfor laver hvad som helst uden at sige, hvad det er. Det er ikke fair. Og jeg opdager det. Fordi jeg ikke kan lide det.

Drop det. Det er ikke sådan, du omvender folk, tværtimod.

Jeg er åben.

Jeg vil gerne smage din mad.

Jeg vil bare have lov til at synes, at noget smager dårligt.