Jeg døde ikke. Denne gang.

Nå. Men jeg er her stadig. Og jeg har faktisk sovet i nat. Ingen Davy Jones kom og tog mig. Det er faktisk næsten skuffende.

Jeg hørte dog lyden. Men det var i morges, hvor det allerede var blevet lyst. Og så var det faktisk så udramatisk og fjollet, at jeg ikke engang gad se efter, hvad det var. Måske også lidt, fordi det faktisk ville have betydet, at jeg skulle hente briller eller linser for at kunne se noget som helst. Og så var jeg jo blevet alt for vågen. Så jeg vendte mig om og sov videre.

Og nu finder ingen vel nogensinde ud af, hvad lyden var. Hvis det er et spøgelse, må det sgu lige step up og gøre noget nyt.

Til gengæld kan det jo være, jeg dør af fedt om hjertet en gang i løbet af dagen. Jeg udnytter nemlig, at ham, som synes, man ikke kan spise kage til morgenmad, ikke er hjemme, og derfor får jeg muffins til morgenmad.

Og hey, der er sgu da både havreklid og -gryn i. Det er da helt sikkert nok til at opveje den halve pakke smør!