fredag den 25. marts 2011

Én af dem

Jeg har opdaget noget om mig. Noget, jeg ikke er sådan helt ægte overbevist om er godt. Når jeg har været et par dage hos min søster og hendes snart tre-årige lille krudtugle, taler jeg ikke om ret meget andet end den bette knægt.

Der kører denne her Hvad Er Lykke-ting rundt i blogland, og en af de første ting, jeg kom i tanke om, var lykken, er, når denne lille gut vågner om morgenen, når jeg er hos dem, og spørger mor, som det første, "Hvor er Ibber?", hvorefter han putter sig ind til mig og siger mit navn. Dét er lykke.

Når jeg er hos dem, deltager jeg jo i alting, og da barnet er virkelig glad for mig, har jeg enormt meget kontakt med ham og oplever derfor masser af ihsåsjove 'han gjorde, han sagde'-ting. Som jeg refererer til hvem som helst. Når som helst.

Forleden da jeg talte med søster i telefonen, fortalte hun, hvordan han havde fået et æg af en sød mand og derefter havde passet utrooooligt godt på det hele vejen hjem.

Og jeg fortæller de her ting til Kæreste helt uafladeligt. Hele tiden, ungen dit, nevøen dat, betteknægt dut dut dut. Lange tirader af blablablabræk.

Altså knægten er jo ikke engang min. Så jeg tør slet ikke gisne om, hvor hæsligt det blir, når jeg selv bliver mor. Jeg kommer jo ikke til at tale om andet end den lille nuzerfantaztizkdejlige guldklump, som naturligvis er bedre, klogere, smukkere og meget mere skøn end alle andre unger i hele verden tilsammen.

Det blir grusomt.

Hvis jeg gør det, har alle i verden carte blanche til at give mig en knytter i face og sige "STRAM OP!"

For jeg gider bare ikke være én af 'DEM'!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar