Vådområder vol. II

Jeg har, som før skrevet, lånt tysk/engelske Charlotte Roches debutroman 'Vådområder' på biblioteket. Og jeg har læst den. Alle 212 sider. Det er jo en ret kort bog. Men den er bestemt ikke uinteressant af den grund.

I medierne er den mest kendt for at være enormt eksplicit i forhold til hovedpersonen, Helens, forhold til sin egen krop og det, som den udskiller.

Helen er 18 og ligger på hospitalet, fordi hun er kommet til at skære sig i røven under en barbering. Hun keder sig, imens hun ligger i sygesengen og underholder sig selv med at tænke på sit forhold til hygiejne i form af små anekdoter om dette og hint.
Hun er ikke fan af tidens hygiejnehysteri og finder stor glæde i, at det tis hun har dryppet på gulvet, fordi hun aldrig tørrer sig, kommer på sålerne af lægers og sygeplejerskers sko og dermed bredes ud til hele hospitalet.

Og ja, det ér ulækkert, at hun genbruger sine hjemmelavede tamponer (sammenrullet toiletpapir), efter at have ladet dem ligge på gulvet, imens hun tisser.
Og det ér ulækkert, at hun gnubber fissen mod offentlige toiletters toiletbrætter, før hun sætter sig for at tisse.
Og det ér ulækkert, at hun forsøger at fiske en mistet tampon ud med farens grilltang uden at vaske den hverken før eller efter.

Men så ér det bare heller ikke værre.

I virkeligheden, for mig at se, så handler bogen slet ikke så meget om Helen og hendes kropsvæsker, bussemænd og avocadosten som sexlegetøj. I virkeligheden handler det om en ung og usikker kvinde i en verden, som fokuserer enormt meget på det ydre og det pæne. En pige som ikke vil indordne sig.

Hun beskriver forholdet til de skilte forældre, som hun ønsker at sammenføre ved at lade dem mødes 'tilfældigt' over deres stakkels datters sygeseng. Et forhold som mest af alt er præget af uforståenhed og en anelse ligegyldighed. Hun aner end ikke, hvad det er, faren laver på sit arbejde.

Som jeg tolker bogen er hun enormt bange for at være alene, så bange at hun støder folk fra sig, fordi de så ikke kan vælge hende fra.
Hun opnår en særlig kontakt med en af sine mandlige sygeplejersker, når hun prøver at chokere ham. Han tager det ret cool og synes, hun er fin. Jeg er ret sikker på, at ti sider efter bogens slutning kommer hun til at tørre sig efter en tissetår.


Jeg er meget enig i Helens syn på hygiejnehysteriet. Så slemt er det bare heller ikke, hvis nogen lugter lidt af menneske frem for af roser og violer. Sådan er mennesker jo bare. Vi er skabt med alle de her udsondringer fra næse, øre, skræv og det hele. Det er jo sådan vi fungerer.
Hun nævner sin mors hyperangst for at komme på hospitalet med snask i trussen. Og min egen mor har også altid sagt, at man sørme da skal skifte trusser enormt tit, for hvis nu! HVIS NU!
...ja, hvis nu lægen så, at man havde udflåd, så vidste han, at ens krop fungerer, som den skal.

Derfra og til at være som Helen - der er langt. Meget langt. Men jeg forstår godt hendes trang til at være på tværs.

Hår(d) ironi.

Jeg er en af dem, som ikke er bange for at fucke håret op. Jeg har ret stærkt og levedygtigt hår og hovedbund, og selvom jeg aldrig har været særlig sød ved det, har det altid været vældig fint og sundt.
Jeg har farvet det utallige gange, afbleget det gennem en periode, hvor det blev afbleget og farvet, afbleget og farvet igen og igen, jeg har klippet det selv flere gange og er gået i op til to år uden en eneste klipning, uden at det spaltede særlig meget af den grund.
Jeg har brugt masser af føntørring, siliconebaseret shampoo, som ellers kvæææler håret, og masser af produkter, som hårlak og saltvandsspray, som man advares om, vil udtørre og noget nær henrette håret.
Altid har mit hår bare taget imod uden at brokke sig. Ok, det blev lidt underligt af afblegningen, men det er for længst groet ud. Og ellers har det bare altid været fint.
Nu har jeg så købt en fin Urtekram shampoo med fairtrade og økologisk rørsukker og lutter gode, ordentlige sager.
Og nu får jeg totalt tør hovedbund. Så tør, at det drysser, når jeg klør mig i hovedet.
Det er da overordentligt typisk og virkelig fucking træls.

Forår!

Som så mange andre er også jeg ramt af forårsfølelser. Jeg nyder, at solen skinner for tredje dag i træk, og at det er varmt nok til at være lidt på altanen - så længe solen er der i hvert fald. Det er så skønt! Og det er dejligt lyst om morgenen, når vi vågner og lyst når vi får aftensmad også. Eller i hvert fald de fleste dage, når vi spiser tidligt. Det er i hvert fald lyst om onsdagen, når jeg går fra uni - og dét er skønt og fantastisk!

I går så jeg på skyerne, da jeg kørte med bussen hjem efter undervisning, og jeg tog dette billede af dem lige ved Ringgaden/Viborgvej. Så fint!


Glædeligt forår!

Onsdag på uni

Jeg er blevet kaldt chicken farm i dag.
Eller rettere min ven og jeg er blevet kaldt chicken farm i dag. Af en mand i bussen. En mand i bussen, som viftede med hånden ad os, som lavede det der 'jap jap jap'-tegn med hånden (fingre og tommel mod hinanden igen og igen), og som sagde 'bonderøve' om os også.
Alt sammen fordi min ven og jeg er sådan nogle kvindagtige sladretøjter, som pladrede hele vejen fra mandens stoppested og ned til banegården.
Det er da også for dårligt, at man i det offentlige rum skal høre på glade mennesker, som beundrer og kommenterer de fine krokusser i Rådhusparken og laver sjov og griner sammen. Tsk.

Min ven troede så, at manden havde sagt 'Sikken barm', og så fik vi jo grinet lidt ekstra. Åh, det var i grunden herligt!

....

I dag fik jeg bekræftet en fordom:
Visse akademikere sidder på deres kontorer og bliver mere verdensfjerne og virkelighedsuvidende for hver dag, der går.

I Statsbibberens kantine sad jeg med min salat og min økobolle og spiste ganske stille.
Ved et af de andre borde sad fire mennesker og spiste, imens de talte om et eller andet museum (eller lignende), som havde valgt, at publikum primært kan finde information om dem på deres hjemmeside. Den ene mente, at det var dumt, fordi så mange ikke har internet. Den eneste kvinde ved bordet sagde, at det var noget, de var ligeglade med, når de markedsførte sig.
Det gav så en kortere diskussion (måske længere, men så kom min kammi og vi begyndte selv at snakke) om hvor mange, der egentlig har internet og computere.
Én af dem mente, at det er der sørme mange, som ikke har. Blandt andet landbrugsfolk, dé har i hvert fald ikke internet. Eller sågar en computer.
Joeh, mente en anden.
Arh, ikke landarbejderne da!
Jo, indvendte den tredje, for landarbejderne er jo taget ind til byerne!
Ja ja, sagde den første, men de har sgu ikke internet eller computer af dén grund!
For slet ikke at tale om de arbejdsløse! DÉ har i hvert fald ikke internet og computer! fortsatte manden.
Men her måtte kvinden alligevel sige noget; Jo de har så. De har både computer og farvefjernsyn.
Ja, farvefjernsyn, medgav manden, men ikke computere!

....jeg sad ved mit bord og blev ganske forundret over de mennesker, som sad der og var så uden for tiden.
Det er jo helt utroligt, at de (formentlig) regner sig for at være nogle af Danmarks klogeste hoveder (og ganske sikkert er det inden for deres specielle områder!), men samtidig har så lidt begreb om, hvad der sker i det samfund, som udvikler sig omkring dem.
Landarbejdere taget til byen, 'de arbejdsløse' som en fasttømret (og fattig!) gruppe og bønder, som ikke har en computer. Jeg gad godt vide, hvordan de tror, de fleste af Danmarks bønder holder regnskab, hvis ikke på en computer.

Hillemænd, jeg bliver aldrig akademiker af dén grad!

Økologiske tanker

I virkeligheden er alt det med økologi noget ganske nyt for mig. Altså jeg har jo godt vidst, at det fandtes og også tænkt, at det nok var mere end blot en fiks ide.

Jeg er bare aldrig gået særlig meget op i det. Men for nylig var der et program på TV2 om slagtekyllinger, som jeg ganske vist ikke så, fordi den slags altid får mig til at græde og være enormt ked af det.
Men det fik mig til at tænke, at jeg faktisk overhovedet ikke kan stå inde for den behandling, som vores slagtedyr får herhjemme.

Lars Løkke udtalte for nylig, at han vil lave vores slagteri-landbrug om til en industri. Det mener jeg, at det allerede er. Og jeg mener også, at det er helt uhyrligt, at det for det første er blevet sådan. Men især er det uhyrligt, at en minister går ud og siger, at industri med dyr er vejen frem.

Nu er jeg ikke sådan en frelst og hellig veganerfrans, som mener, at dyr slet ikke skal spises(jeg vil lige indskyde, at jeg jo ikke synes, alle veganere eller vegetarer er frelste og hellige). Jeg kan lide en god bøf eller kødsovs til min pasta lige så godt som så mange andre. Men jeg synes bare, at de dyr som lever på vores nåde, fordi vi skal bruge dem til mad, fortjener at blive behandlet ordentligt og følge deres natur, i den begrænsede tid de har i live. Og derfor er jeg pludselig blevet helt opmærksom på det, når jeg køber ind. Og med alle mulige andre ting end bare fødevarer.

I det store hele har jeg nu aldrig været den store kødspiser. For det meste klarer jeg mig fint uden, og det er tit, jeg slet ikke har lyst til kød, når maden skal planlægges. Men kæresten har det ganske anderledes. Han starter med at planlægge sine måltider efter, hvilken slags kød han skal have. Og han vil ikke drikke økologisk mælk, fordi det ikke er homogeniseret (obs: Harmonie laver homogeniseret mælk!) og han gider ikke rigtig betale ekstra for de gode ting.
Men det hindrer jo ikke mig i at købe øko-mælk til mig selv, i at købe fair trade juice til 15 kroner literen eller i at købe Virkelyst leverpostej, som egentlig er til ham.

Samtidig med at jeg er blevet opmærksom på, hvad jeg køber ind og laver mad af, er jeg blevet mere opmærksom på hele Fair Trade-konceptet også. Og på miljøhensyn. Så nu har jeg simpelthen købt en Urtekram-shampoo med fair trade rørsukker til mit hår og en slags marokkansk lerjord, som hedder rhassoul, til min hud. Så skulle der vist ikke være noget galt der.
Måske er shampooen egentlig ikke Svanemærket, men jeg skal starte et sted, synes jeg. Og jeg har masser af cremer og så videre, som heller ikke er økologiske, det lader sig ikke gøre på en SU at ændre det hele på en gang. Og jeg er godt tilfreds med at stå ud af badet efter en økologisk morgenmad, og dufte svagt af rørsukker fra håret og ikke have behov for bodylotion, fordi rhassoul ikke udtørrer huden.

Jeg er godt på vej.

Vådområder

I dag har jeg, efter at have læst utallige (eller i hvert fald to!) anmeldelser af den, bestilt tyske Charlotte Roches bog "Vådområder" på Statsbiblioteket. Så kan jeg hente den om et par dage.

I anmeldelserne (og et interview med forfattere - hvor hun og journalisten er Des. Man ér vel tysker) er der enormt meget fokus på ikke bare bogens tema, men også dens sprog. Temaet er gennemgående kønsorganer, den handler om en 18-årig kvinde, som skal opereres for hæmorider. Hun fortæller så ganske eksplicit om sit køn og bruger sprog og udtrykker tanker, som har fået Charlotte Roche til at få sine forældre til at love, at de aldrig vil læse den. Og det sprog er der så megen fokus på i omtalen af bogen.

Som en enkelt kommentator pointerede, så er det udtryk og sprog, som man nemt nok kan finde i de fleste afkroge af det danske internet. Vi er åbenbart stadig jævnt frisindede, men det er sprog, som skaber røre både hjemme i Tyskland og i det der England, hvor bornertheden vistnok har vide grænser.

Nu tænker jeg bare på, om læsningen af denne bog vil efterlade mit sprog mere eller mindre truck, end det er allerede. Min kæreste, venner og veninder kan til tider kigge ganske overraskede på mig, når jeg siger et eller andet, fordi jeg bare ikke er bange for at sige pik eller skamlæber offentligt. Måske kan det være, jeg får så for meget af sproget, at jeg skifter stil selv. Who knows.

Nåja og i øvrigt - helt uden latrinære udtryk - så er jeg lidt gal på fakta. De er allerede i gang med at sælge grillkul, hvilket vel egentlig er ok, fordi vi alle sammen længes lidt efter mildere vejr og blå himmel. Men det er jo stadig vinter for søren, der kommer jo altid sne i marts og april, ved folk ikke det? Nå, men man kan i hvert fald allerede sikre sig, at man får sine grillkul, så man har dem, hvis sommeren nu skulle ankomme før tid og ganske pludseligt.

En helt anden ting er, at fakta har skiftet leverandør af økologiske gulerødder. Selv da jeg ikke havde fokus på økologi, købte jeg de økologiske rødder, fordi de simpelthen var pænere, holdt længere og smagte bedre. Men nu har de ikke længere rødder fra 'Klokkehøjen', men fra et eller andet lortefirma, som leverer dårlige, grimme gulerødder, som smager af luft og himmel og slet ikke af gulerødder. Så nu skal jeg til at købe gulerødder et andet sted. Øv.

Langt omkring lørdag formiddag.

Ny og sundere livsstil. Agtigt.

Jeg har jo 'ventetøj' liggende i skabet, og det er ikke den slags tøj, som man bruger, når man venter sig. Det er tøj, som venter på, at jeg engang kommer til at kunne passe det igen. Og selvom jeg i grunden har det fint med at være tyk, som jeg er, så vil jeg bare hellere kunne passe det gamle tøj igen.

Så derfor er den nye ordning sund og frisk. Agtig. For så var jeg i fredagsbar i går, og da jeg kom småsnalret hjem, spiste jeg lidt mere end godt var. OG en bolle (hjemmebagt durum-og-havregrynsbolle) med smør og pålægschokolade. Det var måske ikke helt reglementeret, men ok, fuldskab og den slags....så det er undskyldt.

I dag ville jeg så være ægte sund og lækker og tog frugt til morgenmad. Papaya, mango og granatæblekerner i en skøn og farverig (granatæblekerner er tha bomb med farverne!) frugtsalat. Men jeg kunne ikke lide det. Måske var mangoen heller ikke helt så god, som den slags skal være.

Det blev jeg så ikke mæt af, og derfor hakkede jeg lige en frisk ananas i mundrette stykker, for så at blive mæt af dét. Men den var sgu noget sur og kedelig. Æv. Så nu har jeg lavet kvædete (Änglamark, for at det ikke skal være løgn), som jeg nyder. Så spiser jeg nogle rugflakes eller noget lidt senere, det er fint nok.

Sikke meget om morgenmad. Som slet ikke var særlig godt.

I forgårs stod menuen på helt andre ting. Jeg var på Ziggy Green med min gravide veninde, og jeg åd en hel Ziggy-burger OG deres dejlige kartofler med deres enormt for lækre mayo til. Ammenam.

Senere gik vi i Bruuns for at gå på Kong Venience i toppen og få kage og noget at drikke. Hele Bruuns var lidt gået i stå, mange butikker havde sikkerhedsgitter for, lyset var slukket og rulletrapperne kørte ikke.
Oppe i caféen var der mange borde med mad, men uden mennesker. Vi spurgte hvorfor, og det viste sig, at vi var ankommet, netop som en bombealarm var blevet afblæst. Så på mange af bordene stod helt og halvt fyldte tallerkener og ventede for at se, om folk ville vende tilbage til deres mad efter evakueringen. Det så så sørgeligt ud, som de fine tallerkener bare stod der og gloede.




I øvrigt var vores æbletærte langt fra god, så der gider vi ikke komme igen.

Fredagsbar! Ja, det var slet ikke meningen. Jeg skulle bare lige lave noget gruppearbejde og ordne noget pensumhalløj, så skulle jeg hjem igen. Men så mødte jeg jo en kammi i Stakbogladen og så skulle vi da lige dele to øl i Unibaren.
Vi nøjes aldrig med de to øl, vi aftaler, og ligesådan gik det i går. De havde fået Tuborgs Påskebryg, så hyggeligt, så dem fik vi lige. Og kammien købte så bagefter to Thy Påskeæg. Thy brygger jo økologisk øl og gør meget ud af at skrive det på etiketten. På kanten, hvor de lister ingredienser, står der, at øllet er brygget på økologisk byg, økologisk humle - og det gode vand fra Thy..........!?
For i Thy er vandet måske ikke fyldt med sprøjtemidler, medicin- og hormonrester fra landbrugsindustrien? I wonder.

Men det smagte godt, og det ér nok det bedste bud på en øko-øl. Skål!

Skam og skyld

Jep.
Så var det, at jeg sluttede af med at kræve billig økologi og ordentlig mad.
Og så var det osse, at jeg fik kylletter til aftensmad i dag.

Jeg ved det godt.
Jeg skammer mig over det og er slet ikke glad for at indrømme det; men jeg elsker bare de små, dumme maskinudbenede kyllingeaffaldsting! Og jeg fik Knorr bearnaise til.

Det er helt elendigt og jeg skal skal skal også holde op med det. Snart.

Ellers har jeg faktisk været ok øko-tjavset i dag; jeg har været i hele tre gennere for at kigge efter et sofabord, men fik blot - for den nette sum af 15 kroner - købt en tepotte. Blot for at opdage, at min lækre Kusmi-te ikke helt kunne blive, som jeg ville have den, fordi jeg ikke har nogle af de der papirsposer, som man kan komme te i og sænke ned i det kogende vand. Men det blev nu ok med to teæg. Men i morgen må der rigtigt grej til - og så en smule (økologisk) citron i også. Ammenam.

Og i morgen bliver min durum-havregryns-dej også formet og bagt som boller og så skal det nok blive en fin tirsdag!