onsdag den 18. marts 2009

Onsdag på uni

Jeg er blevet kaldt chicken farm i dag.
Eller rettere min ven og jeg er blevet kaldt chicken farm i dag. Af en mand i bussen. En mand i bussen, som viftede med hånden ad os, som lavede det der 'jap jap jap'-tegn med hånden (fingre og tommel mod hinanden igen og igen), og som sagde 'bonderøve' om os også.
Alt sammen fordi min ven og jeg er sådan nogle kvindagtige sladretøjter, som pladrede hele vejen fra mandens stoppested og ned til banegården.
Det er da også for dårligt, at man i det offentlige rum skal høre på glade mennesker, som beundrer og kommenterer de fine krokusser i Rådhusparken og laver sjov og griner sammen. Tsk.

Min ven troede så, at manden havde sagt 'Sikken barm', og så fik vi jo grinet lidt ekstra. Åh, det var i grunden herligt!

....

I dag fik jeg bekræftet en fordom:
Visse akademikere sidder på deres kontorer og bliver mere verdensfjerne og virkelighedsuvidende for hver dag, der går.

I Statsbibberens kantine sad jeg med min salat og min økobolle og spiste ganske stille.
Ved et af de andre borde sad fire mennesker og spiste, imens de talte om et eller andet museum (eller lignende), som havde valgt, at publikum primært kan finde information om dem på deres hjemmeside. Den ene mente, at det var dumt, fordi så mange ikke har internet. Den eneste kvinde ved bordet sagde, at det var noget, de var ligeglade med, når de markedsførte sig.
Det gav så en kortere diskussion (måske længere, men så kom min kammi og vi begyndte selv at snakke) om hvor mange, der egentlig har internet og computere.
Én af dem mente, at det er der sørme mange, som ikke har. Blandt andet landbrugsfolk, dé har i hvert fald ikke internet. Eller sågar en computer.
Joeh, mente en anden.
Arh, ikke landarbejderne da!
Jo, indvendte den tredje, for landarbejderne er jo taget ind til byerne!
Ja ja, sagde den første, men de har sgu ikke internet eller computer af dén grund!
For slet ikke at tale om de arbejdsløse! DÉ har i hvert fald ikke internet og computer! fortsatte manden.
Men her måtte kvinden alligevel sige noget; Jo de har så. De har både computer og farvefjernsyn.
Ja, farvefjernsyn, medgav manden, men ikke computere!

....jeg sad ved mit bord og blev ganske forundret over de mennesker, som sad der og var så uden for tiden.
Det er jo helt utroligt, at de (formentlig) regner sig for at være nogle af Danmarks klogeste hoveder (og ganske sikkert er det inden for deres specielle områder!), men samtidig har så lidt begreb om, hvad der sker i det samfund, som udvikler sig omkring dem.
Landarbejdere taget til byen, 'de arbejdsløse' som en fasttømret (og fattig!) gruppe og bønder, som ikke har en computer. Jeg gad godt vide, hvordan de tror, de fleste af Danmarks bønder holder regnskab, hvis ikke på en computer.

Hillemænd, jeg bliver aldrig akademiker af dén grad!

4 kommentarer:

  1. He he ... det var dog et dejligt indlæg. Dejligt som i jeg klukker stadig :-) . Men jeg kan godt huske den type verdensfjerne (og voldsomt påståelige) akademikere fra min tid på uni (Kbh.).

    Heldigvis er vi nogen, der aldrig bliver sådan og ikke mister jordforbindelsen, selv om vi kan skrive cand.et-eller-andet på visitkortet.

    Tak for grinet!

    SvarSlet
  2. Jaha, det er rart at vide, man ikke er alene om at observere den slags :)

    SvarSlet
  3. HAHA - jeg kan ikke lade være med at le, og er lige ved at vække Cem, der ligger og snorker ved siden af mig. Landarbejdere... dér har vi et ord, der bliver brugt for lidt i dagens debatter.

    SvarSlet