Vådområder vol. II

Jeg har, som før skrevet, lånt tysk/engelske Charlotte Roches debutroman 'Vådområder' på biblioteket. Og jeg har læst den. Alle 212 sider. Det er jo en ret kort bog. Men den er bestemt ikke uinteressant af den grund.

I medierne er den mest kendt for at være enormt eksplicit i forhold til hovedpersonen, Helens, forhold til sin egen krop og det, som den udskiller.

Helen er 18 og ligger på hospitalet, fordi hun er kommet til at skære sig i røven under en barbering. Hun keder sig, imens hun ligger i sygesengen og underholder sig selv med at tænke på sit forhold til hygiejne i form af små anekdoter om dette og hint.
Hun er ikke fan af tidens hygiejnehysteri og finder stor glæde i, at det tis hun har dryppet på gulvet, fordi hun aldrig tørrer sig, kommer på sålerne af lægers og sygeplejerskers sko og dermed bredes ud til hele hospitalet.

Og ja, det ér ulækkert, at hun genbruger sine hjemmelavede tamponer (sammenrullet toiletpapir), efter at have ladet dem ligge på gulvet, imens hun tisser.
Og det ér ulækkert, at hun gnubber fissen mod offentlige toiletters toiletbrætter, før hun sætter sig for at tisse.
Og det ér ulækkert, at hun forsøger at fiske en mistet tampon ud med farens grilltang uden at vaske den hverken før eller efter.

Men så ér det bare heller ikke værre.

I virkeligheden, for mig at se, så handler bogen slet ikke så meget om Helen og hendes kropsvæsker, bussemænd og avocadosten som sexlegetøj. I virkeligheden handler det om en ung og usikker kvinde i en verden, som fokuserer enormt meget på det ydre og det pæne. En pige som ikke vil indordne sig.

Hun beskriver forholdet til de skilte forældre, som hun ønsker at sammenføre ved at lade dem mødes 'tilfældigt' over deres stakkels datters sygeseng. Et forhold som mest af alt er præget af uforståenhed og en anelse ligegyldighed. Hun aner end ikke, hvad det er, faren laver på sit arbejde.

Som jeg tolker bogen er hun enormt bange for at være alene, så bange at hun støder folk fra sig, fordi de så ikke kan vælge hende fra.
Hun opnår en særlig kontakt med en af sine mandlige sygeplejersker, når hun prøver at chokere ham. Han tager det ret cool og synes, hun er fin. Jeg er ret sikker på, at ti sider efter bogens slutning kommer hun til at tørre sig efter en tissetår.


Jeg er meget enig i Helens syn på hygiejnehysteriet. Så slemt er det bare heller ikke, hvis nogen lugter lidt af menneske frem for af roser og violer. Sådan er mennesker jo bare. Vi er skabt med alle de her udsondringer fra næse, øre, skræv og det hele. Det er jo sådan vi fungerer.
Hun nævner sin mors hyperangst for at komme på hospitalet med snask i trussen. Og min egen mor har også altid sagt, at man sørme da skal skifte trusser enormt tit, for hvis nu! HVIS NU!
...ja, hvis nu lægen så, at man havde udflåd, så vidste han, at ens krop fungerer, som den skal.

Derfra og til at være som Helen - der er langt. Meget langt. Men jeg forstår godt hendes trang til at være på tværs.