søndag den 8. marts 2009

Vådområder

I dag har jeg, efter at have læst utallige (eller i hvert fald to!) anmeldelser af den, bestilt tyske Charlotte Roches bog "Vådområder" på Statsbiblioteket. Så kan jeg hente den om et par dage.

I anmeldelserne (og et interview med forfattere - hvor hun og journalisten er Des. Man ér vel tysker) er der enormt meget fokus på ikke bare bogens tema, men også dens sprog. Temaet er gennemgående kønsorganer, den handler om en 18-årig kvinde, som skal opereres for hæmorider. Hun fortæller så ganske eksplicit om sit køn og bruger sprog og udtrykker tanker, som har fået Charlotte Roche til at få sine forældre til at love, at de aldrig vil læse den. Og det sprog er der så megen fokus på i omtalen af bogen.

Som en enkelt kommentator pointerede, så er det udtryk og sprog, som man nemt nok kan finde i de fleste afkroge af det danske internet. Vi er åbenbart stadig jævnt frisindede, men det er sprog, som skaber røre både hjemme i Tyskland og i det der England, hvor bornertheden vistnok har vide grænser.

Nu tænker jeg bare på, om læsningen af denne bog vil efterlade mit sprog mere eller mindre truck, end det er allerede. Min kæreste, venner og veninder kan til tider kigge ganske overraskede på mig, når jeg siger et eller andet, fordi jeg bare ikke er bange for at sige pik eller skamlæber offentligt. Måske kan det være, jeg får så for meget af sproget, at jeg skifter stil selv. Who knows.

Nåja og i øvrigt - helt uden latrinære udtryk - så er jeg lidt gal på fakta. De er allerede i gang med at sælge grillkul, hvilket vel egentlig er ok, fordi vi alle sammen længes lidt efter mildere vejr og blå himmel. Men det er jo stadig vinter for søren, der kommer jo altid sne i marts og april, ved folk ikke det? Nå, men man kan i hvert fald allerede sikre sig, at man får sine grillkul, så man har dem, hvis sommeren nu skulle ankomme før tid og ganske pludseligt.

En helt anden ting er, at fakta har skiftet leverandør af økologiske gulerødder. Selv da jeg ikke havde fokus på økologi, købte jeg de økologiske rødder, fordi de simpelthen var pænere, holdt længere og smagte bedre. Men nu har de ikke længere rødder fra 'Klokkehøjen', men fra et eller andet lortefirma, som leverer dårlige, grimme gulerødder, som smager af luft og himmel og slet ikke af gulerødder. Så nu skal jeg til at købe gulerødder et andet sted. Øv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar