I lørdags var jeg til en fest, hvor jeg naturligvis smalltalkede med de mennesker, som sad omkring mig. Jeg kommer fra Sjælland, mens alle andre ved bordet var fra Jylland. Selvom nogle af dem faktisk bor på Sjælland nu...
Snakken falder på regionale forskelle, det er jo kun naturligt. Og en af de andre fortalte så, hvordan hun var gået ind til en bager og havde bedt om noget kaffe og "to kanelkager".
Bagerpigen havde måbet en anelse og spurgt, om kvinden mente 'kanelsnegle' eller hvad. Men nej, det var jo ikke dét, hun bad om - det var jo KANELKAGER!
Og for at hjælpe den åbenbart fuldkommen ignorante bagerpige rakte hun armen ud og pegede på det, som hun ville have. Som var brunsvigeren.
Og så er det bare, at jeg virkelig hurtigt kan forklare, hvorfor den sjællandske bagerpige ikke forstod, hvad jydedamen mente; der skal bare overhovedet ikke kanel i brunsviger.
Det er en helt almindelig gærdej, som prikkes med fingeren og overhældes med en remonce af smør og brun farin.
Hov, der stod da ikke noget om kanel, Iben!? Nej. Af én simpel grund. Der skal IKKE kanel i brunsviger.
Jeg er ikke engang sikker på, at det er en rigtig Jylland >< Sjælland-ting, for jeg er aldrig stødt på kanel i brunsviger her i Århus. På trods af at man kan støde på noget så underligt som pikant-ost i en frøsnapper, hvilket er fuldkommen utilgiveligt, for ikke lige at sige, at det faktisk også er rigtig ulækkert.
Damen til festen var i grunden rigtig sød og vi snakkede ret meget sammen. Og hun kan jo, ret beset, ikke gøre for hvis hun er vant til at få brunsviger med kanel. Men så er det bare, jeg ser det som min pligt at sige; Søde D**** - det skal der ikke. Kom hjem til mig en dag, så skal jeg bage dig en ordentlig brunsviger. Ammenam. Med ekstra nams ovenpå. Og ingen kanel.
PS. Jeg elsker kanel. Jeg kunne godt være den Cinnamon Girl, som Neil Young synger om, for så meget ælsker jeg bare kanel. Men ikke i brunsviger. Der ér nemlig grænser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar