Priceless

Her til aften sidder jeg og prøver at læse eksamensopgavesættet.

Koncentrationen løber (endnu en gang) fra mig og fjerneren tændes. Der er "Spise med Price". Rent bortset fra at den unge af dem minder om en knejt, jeg engang var sammen med, så synes jeg, de laver god mad og er sjove.

I dag står menuen så på diverse afskygninger af kylling. Den unge af dem (jeg ved ikke, hvem der er hvem ellers) har hentet bjørn i Värmland, fordi de så kan lave retten "Bamse og Kylling". Det fik mig til at grine, for så plat er jeg bare.

Oven i det skal de så gammeldags, grydestegt kylling med agurkesalat og sovs. En ret som bare ved tanken, kan få min mund til at løbe over og min mave til at brøle som en gammel hanløve på savannen. Det er sindssygt lækkert og jeg kan næsten spise sovsen med ske.

For det første laver de varm lage til agurkesalaten. Det er, hvad det er. Ikke en stor katastrofe, bare ikke som jeg ville gøre det.

Men så vil de hælde fløde ved kyllingen. Det er jo helt forkert. Og grunden til fløden er, at sovsen åbenbart skal skille. De siger, at det er en klassiker, men det er det dælme ikke der, hvor jeg kommer fra. Og der hvor jeg kommer fra, der gør vi - naturligvis - tingene rigtigt. Og der skal altså ikke fløde i sovsen til sådan en kylling der.

Sovsen skal bare være det søp, som kyllingen har ligget i, som lige får salt og peber, måske jævnes lidt og ellers bare køres på kartøvlerne som den er. Og så spiser jeg ellers kylling og sovs med fingrene. Og ja, man må gerne mose kartoflerne - for ellers får man ikke nok af sovsen.

Spise med Price - eller spise, som det rigtigt skal være.