I øvrigt kan jeg godt lide...

- når håret gør præcis, som jeg gerne vil have.
- når teknologiske dimser bare virker.
- de dage, hvor man får motion, før man overhovedet står op.
- når solen skinner.
- at det allerede er lunt nok til at regn på asfalt lugter perfekt af sommer.
- hjemmelavet tomatsovs.
- at være fjalet og grine hele natten.
- venindesnak og sladder.
- lange, varme kys.
- en lur på sofaen.
- når jeg husker noget, jeg troede, jeg havde glemt for altid.
- når andre end mig synes, at Omsen og Momsen var det sjoveste.
- når nogen ringer til mig på min oldgamle telefon.
- helt nybarberede ben.
- kaffe med en god ven(-inde).
- åbne sko.

At blive en institution

I min familie har vi et særligt udtryk for det, når nogen er klodsede. De laver 'en Ibber'. Og ja, det ér opkaldt efter undertegnede.

Det er, fordi jeg uden tvivl og sidestykke er den mest klodsede i familien.

De af jer, som følger mig på twitter og/eller er mine dejlige og ægte venner på det dersens facebook, vil vide, at jeg for et par måneder siden gik ind i en dør. Jo jo såmænd.
Jeg får ingen tæsk, jeg var helt alene hjemme, vendte mig om, var i bevægelse og BAM, dér var døren, lige i mit øjenbryn og kindben. Desværre uden blå øjne eller andet sejt at vise frem efterfølgende. En bette bule og lidt gul farve under huden var alt, hvad det blev til.

For et par dage siden skulle jeg have støvsugeren ud af et skab og fik i farten puffet til kosten, så skaftet svang ud og landede midt i mit øje. Av. (Hedder det svingede? Men det lyder jo bedre med svang, det var jo dét, den gjorde!)

I sidste uge var jeg på bar med min BFF og en kammi. Jeg er fattigrøv og havde fået en øl af kammien. Vi sidder ved bordet og snakker og griner. Jeg gestikulerer (gør jeg ofte) og rammer min øl! Oh noes, jeg reagerer snapt og får den rejst op helt uden at spilde en dråbe.
Desværre ryger kammiens øl i samme ombæring ned i vandret. Både glasset og flasken, som hver var halvt fulde. Så måtte fattigrøven op og købe en Thy Porter til kammien. Og låne en klud af bartenderen. Og nej, hvor porter dog klistrer og lugter!

I går eftermiddags var jeg til et kursus på uni med føromtalte BFF. I pausen henter jeg mig en kop kaffe, og vi sidder lige og hyggesnakker om noget helt, helt andet end kommaregler, som kurset omhandler. Jeg vil lige holde om ham, og flytter derfor på armen. Yderste led af venstre pegefinger får lige præcis fat i kanten af kaffekoppen, som vælter og hælder alt sit varme indhold ud over BFFs noter. Og mit ærme, mit lår og BFFs ben. Og det meste af bordet og lidt af gulvet.

Jeg ler højt, som jeg ofte gør af den slags. Det sker jo, fordi min krop og min hjerne ikke er helt koordinerede, og min hjerne ofte er meget længere fremme i forløbet end kroppen, når jeg bevæger mig. Så er der ingen, der styrer kroppen, og så er det, at der sker de her ting.

Og det griber om sig.

Ikke alene familien laver nu 'en Ibber', når de klodser rundt og fumler. Kagedåserne gør det samme. Og ham der, som nu ikke længere er utro, er sawtme også begyndt på det.
Og her står jeg og ved ikke helt, om jeg skal være glad for, at jeg er blevet en form for household name eller bare fornærmet....

Sjælland vs. Jylland

Som den kløgtige læser (ja, det er dig) har opdaget, har jeg valgt at bosætte mig i det jyske på trods af min opvækst med fødderne rigtig godt plantet i den gode muld på midten af Sjælland.

I og for sig skyldes det næsten en tilfældighed, at jeg er endt herovre; jeg skulle skifte fra CBS (erhvervsfag!? Hvad tænkte jeg på?!) til universitetet (humaniora og bløde værdier, go go go!) og tænkte så småt, om jeg måske skulle finde et andet universitet end lige Københavns.

Midt i overvejelserne mødte jeg en sød, klog og dejlig ung mand, som boede i Århus, og så var der ikke engang brug for okker-gokker. Jeg skulle da til Jylland! Ingen tvivl.

Og faktisk har jeg stadig ingen tvivl om, at det er hér, jeg skal være. Jeg trives, jeg har det godt, jeg udvikler mig, har rigtig gode venner (og får flere hele tiden) og alle de ting, som gør, at man har det godt et givent sted.

Jo, nogle gange river det lidt i mig for at komme til Kbh. Når der er koncerter med bands, som kun kommer til Kbh. Når der er familietamtam (og det gør vi meget i), og alle flokkes om hinanden derovre. Når en af dem fra Roskilde holder gilde eller bare drukaften. Når...tjah, når jeg føler, at der er noget, jeg går glip af ved at bo i Århus.

Men i det store og hele elsker jeg at bo i Århus. Jeg elsker mit liv her i byen. Jeg elsker mig selv her i byen.
Jeg ved godt, at jeg sagtens vil kunne elske mit liv og mig selv i København, men nu ér jeg jo her. Mit liv er her.

Og så er det bare svært, når familien plager, og ønsker, at jeg boede tættere på, så vi kunne ses noget mere, så vi kunne være tættere på hinanden, så jeg kunne være yndlingsmoster for ungerne lidt oftere. Og. Så. Videre.

Men det kan jeg ikke, for jeg er i Århus, og det har jeg valgt, og så må I finde jer i det. For selvom jeg elsker jer alle og sætter pris på at være sammen med jer, så er mit hjem her i Århus, og jeg er glad for det helt ind i hjertet.

Ting, som gør mig glad i dag

Farfars billede, som endelig er kommet op på min væg.


Sol på fusserne.


Boller og focaccia.


Gode, fundne kasser


Gudinden.

Det der med de fælles venner...

Når man finder en kæreste i en forholdsvis ny, men rigtig fantastisk venneflok, hvad sker der så, når man sårer ham, jokker på hans hjerte og kommer videre uden problemer? Hvem får vennerne? Skal folk vælge side? Hvordan gør man den slags?

Umiddelbart efter The Big Breakup var det tid til vennernes julefrokost, og da jeg jo var den forurettende part, trak jeg mig lidt i baggrunden og tænkte, at det var helt åbenlyst, at han skulle med, og jeg ikke skulle.
Det syntes jeg, var helt ok, fordi jeg gerne ville give ham plads og så videre, og tænkte, at alle nok ville få en bedre fest, hvis han kunne slappe af og ikke stå ansigt til ansigt med verdens ondeste kvinde.

Den sædvanlige nytårsfest, som plejer at være årets bedste aften, trak jeg mig også fra (længe før jeg fik at vide, at den faktisk slet ikke blev holdt). Nytåret blev i stedet skudt ind med min søster og min niårige nevø. Hvilket også var meget sjovt og gav en væsentlig sjovere 1. januar.

I det hele taget forholdt jeg mig lidt passivt i forhold til alle de fælles venner, som nu mest føltes som hans venner, fordi han har kendt dem alle noget længere end jeg. Og nåja, fordi det var mig, der havde knust hans hjerte og ikke omvendt.

Lidt tilfældigt har jeg mødt nogle af dem i forbindelse med fredagsbar og ture i byen, og heldigvis virker det ikke som om, der er dårlig stemning. Et par af dem har endda selv meldt sig på banen og sagt, at jeg da skal med til Roskilde og har inviteret mig med til ting og sager. Andre igen har jeg ikke hørt et ord fra.

Nu er det sådan, at der har været en påskefrokost, som jeg ikke blev inviteret til, og nu også en anden fest, som jeg kun har hørt om fra en af de andre. Og det er altså noget underligt noget.

På den ene side forstår jeg sagtens, at vennerne gerne vil tage hensyn til ham, men på den anden side får jeg lidt af en "What am I - chopped liver?"-fornemmelse i forhold til det. Vi var jo venner i et par år, før jeg fik kæresten og gik fra ham, men vi er så ikke venner nu? Fordi jeg fandt ud af, at mit liv var bedre, hvis det ikke indeholdt ham som fast mand og far til mine børn? Fordi jeg sagde det til ham på en forholdsvis pæn måde og havde forberedt ham på det i en måned? Fordi jeg smed kataloger om vielsesringe og amning ud, før han skulle pakke, så han ikke skulle se dét igen? Fordi jeg forlod mit hjem i en måned, for at han kunne få fred, og kun kom hjem, fordi han insisterede på, at han også kunne tage væk?

Jeg er voldsomt glad for ham, som sagde, at det er mig, der er den sjove at være på Roskilde Festival med. Og jeg er voldsomt glad for ham, som har inviteret mig til sin fest. Og jeg er voldsomt glad for dem, som inviterede mig til deres bryllup, selvom de ikke har givet nogen lyd fra sig siden. Og jeg er også voldsomt glad for ham, som for nyligt er begyndt at snakke musik med mig igen, som vi altid har gjort.

Og resten? Tjah, de var måske ikke så gode venner alligevel, men jeg giver tid og giver tid og håber, at de vender tilbage, og at alting finder sin plads igen.

Mig og mr. Right (Now?)

Dengang jeg var i de små teenår, mente jeg, at det der med parforhold var noget underligt noget. Jeg kunne på ingen måde forestille mig, at to mennesker lige kunne mødes og elske hinanden vildt meget. Jeg tænkte, at én af dem elskede den anden og den anden....tjah, h*n nøjedes.

Så mødte jeg Klaus med de blå øjne og forelskede mig som kun 17-årige piger kan. Han var min mr. Right, the one og præcis den, jeg skulle dele hele resten af mit liv med. Og åh, han elskede mig lige så meget.
Det var helt perfekt, og endelig vidste vidste VIDSTE jeg, at 'den eneste ene' ikke blot var noget, som brødrene Grimm, Hollywood og Disney har opfundet for at få os til at drømme om noget, som ikke findes.

I løbet af de følgende otte (!) år slog vi op og fandt sammen et utal af gange, jeg var sammen med andre, han var sammen med andre, det var noget rod. Og til sidst blev jeg ramt af klarsyn og indså, at han nok ikke var Mr. Right, når det skulle være så svært. Så jeg gik.

Herefter mødte jeg en klog, dejlig, fantastisk mand på et online debatforum. Han var ALL THAT. Men jeg vidste godt, at når jeg sagde, jeg ville elske ham for evigt, var det for evigt = indtil jeg holder op. For det der evig kærlighed og happily ever after, det findes jo ikke.
Nogle år gik og endnu en gang gik jeg også.

Jeg tumlede rundt og troede slet ikke på den eneste ene eller mr. Right. Kynismen bredte sig og jeg mente, at de der lillepigedrømme var det dummeste.

Men så var det, at der skete noget. Først var det bare en onenighter efter en påskefrokost. Senere blev det kurmageri, frokost og sol i Botanisk Have, dating og alvor i mit hjerte. Åh, jeg var så lykkelig, han var jo præcis, hvad jeg ville have! Og den eneste ene, mr. Right, tåbelige lillepigedrømme om marengsbryllup og det hele slog lejr i mit lille hjerte endnu en gang. Indtil det holdt op ganske brat, og jeg endte med at sige, at det ikke skulle blive ved.

Nu sidder jeg her som 31-årig og ser tilbage på tre længerevarende forhold. De har alle haft deres gode sider, men alligevel har de samlet fået mig til at tænke, at mr. Right faktisk bare ér noget som Hollywood, Disney og de gamle eventyr har lært os at lede efter og drømme om.

Næste gang der kommer en eller anden forbi, er han mr. Right Now, for dét kan jeg tro på.

RF2010

Torsdag var en herlig dag. Her blev den færdige plakat til årets Roskilde Festival offentliggjort.

Jeg hørte med på Ekstra Bladets hjemmeside, der livetransmitterede fra pressemødet og jeg fulgte med på alle tænkelige hjemmesider, så jeg kunne være fuldt opdateret.

Og ååååååååh, hvor blev jeg glad for det, jeg hørte og så!

Her er listen over hvem, jeg skal se. Hvis de altså bruger hovederne i planlægningen og ikke lægger alt det vigtigste (altså det, som jeg vil se!) lige oven i hinanden.

Gorillaz, Muse, Nephew, Prodigy, Patti Smith, Them Crooked Vultures, C.V. Jørgensen, Kasabian, LCD Soundsystem (dog uden så mange Long Island Ice Teas denne gang, vil helst kunne huske bare lidt af koncerten), Afenginn, The Floor Is Made Of Lava (tak for i torsdags, drenge), Florence And The Machine, Lindstrøm & Christabelle, John Olav Nielsen Og Gjengen, Schlachthofbronx, Teddybears (tak til gud eller nogen, lige dér!) og Fallulah.

Phew.

Og så er der udover dét en god håndfuld måske'er og alt det løse, som man bare lige dalrer forbi og bliver fanget af. OG jeg har stadig to måneder til at researche og finde ud af, om der tilfældigvis skulle være andre guldklumper imellem de ukendte bands. Og det er der jo altid.

Så alt i alt lader det til, at jeg får en travl og god festival. Så nu håber jeg bare, at vejret bliver godt (solskoldning og urinstøv er altid at foretrække frem for regn) og at jeg får råd til billetten.

Mine venner (!) mener, at jeg sagtens kan få en flise, indtil jeg har skrabet pengene sammen, menehm... jeg venter lige med den løsning til jeg er en hel del mere desperat.....

Sender I lige en tudekiks?

Årh mand, jeg gider ellers ikke pive og klage på bloggen, men nu gør jeg det altså. Og så endda på sådan en fin og flot solskinsdag, hvor mine viskestykker og et enkelt lagen hænger på altanen og tørrer i den friske luft.

Jeg bor jo staaaaaaadig i den lejlighed, jeg havde med eksen, og det er for så vidt fint nok. Bortset fra at det ikke er.

Da vi var to om huslejen, havde jeg ikke engang råd til halvdelen og nu sidder jeg jo med hel-delen. Min søde fader hjælper mig hver måned, fordi han synes, jeg ikke bare skal flytte til det første, det bedste og så stå med hår i postkassen og gerne ville flytte om fire måneder igen. "Find noget ordentligt. Hvor du kan blive længe!" siger han. Og ja, det giver jo god mening.

Men nej, hvor er jeg bare træt af, hvordan tingene er lige nu.

Fordi jeg lever for farmands penge, føler jeg ikke helt, jeg kan skalte og valte med dem, som jeg gør, når det er mine egne (altså dem, jeg får fra staten, ikå). Og jeg haderhaderhader at være så afhængig af andre.

Jeg ved godt, jeg har et helt generelt problem med at tage imod, og jeg ved også godt, at det er min far, og selvfølgelig hjælper han gerne, når yngstedatteren er i knibe. Og jeg øver mig også og prøver på at blive bedre til at acceptere det, når mennesker gerne vil gøre noget godt for mig.Men for fanden. Det her er bare ikke sjovt i længden. For jeg ér jo 31, og jeg ér jo en slags voksen, og jeg BØR jo kunne klare mig selv, og det vil jeg virkelig helst gerne. Men altså...det kan jeg ikke lige nu. Og det sucker for hårdt.

Mit hjem er ikke mit hjem, fordi jeg ved, jeg skal flytte herfra, så snart jeg kan. Min koncentrationsevne er sådan cirka under gulvhøjde og mit humør følger den pænt.

Kan I ikke alle sammen (fordi jeg HAR jo bare så mange læsere!) krydse fingre for at det helt rigtige dumper ind i min mailboks i denne uge? Det ville være så freaking fabelhaft, hvis det kunne lykkes her i april.

Ghetto living

Ok, så jeg bor ikke ligefrem i Gellerup. Og heller ikke Gellerup II. Men man kan nok godt sige, at området her kan kaldes Gellerup III. Stiften kalder i hvert fald pladsen oppe ved kirken og fakta for 'Frygtens Torv'...

Det er godt nok mest andre end os, der rent faktisk bor her, som kalder det ghetto og er bange for det. Og den holdning har de endda længe før, jeg fortæller dem, at politiet kører fast patrulje herude et par gange om dagen.

Jo jo, en underbo i min opgang fik skåret en trussel ind i sin dør, om at han skulle se at betale, det svin. Men faktisk var det ikke noget, der gjorde mig bange. Det kom jo ikke mig ved, og dybest set så kan man jo altid være 'på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt', uanset hvor man bor og sover om natten.

Jeg færdes i området nat og dag og har endnu aldrig været utryg her. Lige indtil i dag.

For i formiddags, da jeg kom ned til Kitte Kry (cyklen, husker I nok), lå der en plasticpose i cykelkurven. Den var halvtung, og imens jeg flyttede den, så jeg ned i posen.

Nu har jeg godt nok ikke set så skidemange våben i mit liv, og jeg har slet ikke set nogen, siden Politi-Brian viste os sin tjenestepistol i 9. klasse, men jeg var ikke i tvivl. Nede i posen lå en pistol.

Min første tanke var, at det var legetøj, men alligevel...den føltes for tung til at skyde med vand eller andet pjat. Jeg fik meget hurtigt varmen, mens jeg lempede den ud af den lille plasticpose (selvfølgelig uden at røre ved den, én HAR jo set CSI og den slags!) og prøvede at bedømme, om den nu var rigtig eller hvad.

Det ved jeg jo ikke en snus om, så jeg ringede til politiet og sagde, at jeg vist havde fundet en pistol i min cykelkurv, og spurgte, om de mon ville komme og se, om den var ægte eller hvad. Vagthavende sagde, at dét ville de rigtig gerne.

Og så var det jo, at jeg opdagede et gode ved at bo i det, som alle regner for at være ghetto - der gik ikke ti minutter fra jeg lagde på, til den første betjent kom omkring hjørnet!

Heldigvis var der bare tale om en gaspistol (synes jeg manden sagde, men hvad ved jeg!?), som nu er i polisens varetægt som hittegods. Men det er alligevel lidt skæmmende at opdage, at man bor et sted, hvor man erkender, at det faktisk godt KUNNE være et ægte, skarpladt vågen, der pludselig ligger i ens cykelkurv.

Oprop i blogland

Stine fra StineStregen bliver hjemløs fra 1. maj - kender du nogen, der udlejer en lejlighed i Århus C? Så kontakt Stine. Læs mere her: http://www.stinestregen.dk/2010/04/sger.html