Det der med de fælles venner...

Når man finder en kæreste i en forholdsvis ny, men rigtig fantastisk venneflok, hvad sker der så, når man sårer ham, jokker på hans hjerte og kommer videre uden problemer? Hvem får vennerne? Skal folk vælge side? Hvordan gør man den slags?

Umiddelbart efter The Big Breakup var det tid til vennernes julefrokost, og da jeg jo var den forurettende part, trak jeg mig lidt i baggrunden og tænkte, at det var helt åbenlyst, at han skulle med, og jeg ikke skulle.
Det syntes jeg, var helt ok, fordi jeg gerne ville give ham plads og så videre, og tænkte, at alle nok ville få en bedre fest, hvis han kunne slappe af og ikke stå ansigt til ansigt med verdens ondeste kvinde.

Den sædvanlige nytårsfest, som plejer at være årets bedste aften, trak jeg mig også fra (længe før jeg fik at vide, at den faktisk slet ikke blev holdt). Nytåret blev i stedet skudt ind med min søster og min niårige nevø. Hvilket også var meget sjovt og gav en væsentlig sjovere 1. januar.

I det hele taget forholdt jeg mig lidt passivt i forhold til alle de fælles venner, som nu mest føltes som hans venner, fordi han har kendt dem alle noget længere end jeg. Og nåja, fordi det var mig, der havde knust hans hjerte og ikke omvendt.

Lidt tilfældigt har jeg mødt nogle af dem i forbindelse med fredagsbar og ture i byen, og heldigvis virker det ikke som om, der er dårlig stemning. Et par af dem har endda selv meldt sig på banen og sagt, at jeg da skal med til Roskilde og har inviteret mig med til ting og sager. Andre igen har jeg ikke hørt et ord fra.

Nu er det sådan, at der har været en påskefrokost, som jeg ikke blev inviteret til, og nu også en anden fest, som jeg kun har hørt om fra en af de andre. Og det er altså noget underligt noget.

På den ene side forstår jeg sagtens, at vennerne gerne vil tage hensyn til ham, men på den anden side får jeg lidt af en "What am I - chopped liver?"-fornemmelse i forhold til det. Vi var jo venner i et par år, før jeg fik kæresten og gik fra ham, men vi er så ikke venner nu? Fordi jeg fandt ud af, at mit liv var bedre, hvis det ikke indeholdt ham som fast mand og far til mine børn? Fordi jeg sagde det til ham på en forholdsvis pæn måde og havde forberedt ham på det i en måned? Fordi jeg smed kataloger om vielsesringe og amning ud, før han skulle pakke, så han ikke skulle se dét igen? Fordi jeg forlod mit hjem i en måned, for at han kunne få fred, og kun kom hjem, fordi han insisterede på, at han også kunne tage væk?

Jeg er voldsomt glad for ham, som sagde, at det er mig, der er den sjove at være på Roskilde Festival med. Og jeg er voldsomt glad for ham, som har inviteret mig til sin fest. Og jeg er voldsomt glad for dem, som inviterede mig til deres bryllup, selvom de ikke har givet nogen lyd fra sig siden. Og jeg er også voldsomt glad for ham, som for nyligt er begyndt at snakke musik med mig igen, som vi altid har gjort.

Og resten? Tjah, de var måske ikke så gode venner alligevel, men jeg giver tid og giver tid og håber, at de vender tilbage, og at alting finder sin plads igen.