Dengang jeg var i de små teenår, mente jeg, at det der med parforhold var noget underligt noget. Jeg kunne på ingen måde forestille mig, at to mennesker lige kunne mødes og elske hinanden vildt meget. Jeg tænkte, at én af dem elskede den anden og den anden....tjah, h*n nøjedes.
Så mødte jeg Klaus med de blå øjne og forelskede mig som kun 17-årige piger kan. Han var min mr. Right, the one og præcis den, jeg skulle dele hele resten af mit liv med. Og åh, han elskede mig lige så meget.
Det var helt perfekt, og endelig vidste vidste VIDSTE jeg, at 'den eneste ene' ikke blot var noget, som brødrene Grimm, Hollywood og Disney har opfundet for at få os til at drømme om noget, som ikke findes.
I løbet af de følgende otte (!) år slog vi op og fandt sammen et utal af gange, jeg var sammen med andre, han var sammen med andre, det var noget rod. Og til sidst blev jeg ramt af klarsyn og indså, at han nok ikke var Mr. Right, når det skulle være så svært. Så jeg gik.
Herefter mødte jeg en klog, dejlig, fantastisk mand på et online debatforum. Han var ALL THAT. Men jeg vidste godt, at når jeg sagde, jeg ville elske ham for evigt, var det for evigt = indtil jeg holder op. For det der evig kærlighed og happily ever after, det findes jo ikke.
Nogle år gik og endnu en gang gik jeg også.
Jeg tumlede rundt og troede slet ikke på den eneste ene eller mr. Right. Kynismen bredte sig og jeg mente, at de der lillepigedrømme var det dummeste.
Men så var det, at der skete noget. Først var det bare en onenighter efter en påskefrokost. Senere blev det kurmageri, frokost og sol i Botanisk Have, dating og alvor i mit hjerte. Åh, jeg var så lykkelig, han var jo præcis, hvad jeg ville have! Og den eneste ene, mr. Right, tåbelige lillepigedrømme om marengsbryllup og det hele slog lejr i mit lille hjerte endnu en gang. Indtil det holdt op ganske brat, og jeg endte med at sige, at det ikke skulle blive ved.
Nu sidder jeg her som 31-årig og ser tilbage på tre længerevarende forhold. De har alle haft deres gode sider, men alligevel har de samlet fået mig til at tænke, at mr. Right faktisk bare ér noget som Hollywood, Disney og de gamle eventyr har lært os at lede efter og drømme om.
Næste gang der kommer en eller anden forbi, er han mr. Right Now, for dét kan jeg tro på.
Hmmm, hvem sagde kyniker???
SvarSletJeg håber at du snart møder manden, som kan rydde dine tvivl væk :-)
Knus
..de unge virker, de gamle knirker <3 true dat'!
SvarSletJeg er helt enig - Mr. Right, er den der er "rigtig" lige nu.
SvarSletMen måske er han også den rigtige efter 10 år, eller 50. Men man kan ikke love kærlighed på forskud - kærlighed gives forfra, men forstås bagfra!
Ham jeg er gift med, havde jeg planlagt skulle være en one-nighter. Om knap et år har vi kobberbryllup....
Det er vel en okay holdning at have til det, sådan Lev i Nuet agtigt.
SvarSletJeg ved ikke, om det er så kynisk igen; det gælder kun mig selv, jeg kan godt se, at det virker for andre. Og så er det måske noget med, at, som Morfar siger, tage det fra nu og se, hvad der sker. Så kan man jo nok ende med kobberbryllup og mere til, hvis det kører. Men i udgangspunktet er det her og nu, det handler om :)
SvarSletI virkeligheden tænker jeg at man ikke kan forvente andet end mr Right Now, både personer og omstændigheder ændrer sig. Jeg tror netop der kan være en der er rigtig NU, og så kan det vare lang tid eller kort tid.
SvarSletDer hvor jeg i virkeligheden synes det går galt, er der hvor man insisterer på at personen med vold og magt ér den rigtige og ikke giver slip i tide.
Hilsen Pernille, der ikke føler sig som en kyniker, men mere bare realistisk på menneskesindets vegne.