Den vej jeg cykler til uni er via en busvej.
Altså en vej som almindelig trafik ikke må køre ad, hvorfor der er et hul i vejen i midten af kørebanen, sådan at en almindelig bils akselsafstand er lige præcis så kort, at det ene sæt hjul uvilkårligt vil dratte ned i hullet, hvis man skulle formaste sig til at prøve at køre i vejen for bussen.
Cykler må selvfølgelig slet heller ikke spærre for den meget vigtige bustrafik, men de har glemt, at cykler og cyklister er så rebelske, at vores akselafstand kun er på den anden led og derfor på ingen måde et problem på busvejen.
Af netop disse årsager - rebelskheden og akslerne - kører jeg via busvejen for ikke at køre alt for langt på vej til lærdommens hellige haller.
I formiddags vidste jeg dog, at bussen netop var stoppet bag mig for at samle folk op, da jeg nærmede mig indsnævringen.
Jeg vendte derfor hovedet for lige at sikre mig, at ingen bus ville dytte (så jeg kørte galt) eller banke ind i min fine cykel, imens jeg kørte hen over brostenene, som faktisk er det værste for mig som cyklist på busvejen.
Da jeg vendte hovedet fremad igen, var der en nævenyttig nerve som satte sig på tværs i den ene side af min nakke og fik hvidglødende pile af smerte til at bore sig langt ind i min hjerne.
Jeg overvejede at besvime, men det var ærligt talt så utjekket, når nu bussen var bag mig.
I stedet har jeg bare tilbragt en del timer med min bacheloropgave og en enorm hovedpine. Nu kommer der snart en, som har piller med hjem til mig.
Dét gør mig glad.
onsdag den 27. maj 2009
tirsdag den 26. maj 2009
Tigersdag
Wow.
Man skal alligevel være rimeligt langt ude, når ens ønske om at komme hurtigt herfra ender med et bål og et tigerangreb. Altså inde i buret i en zoologisk have. I Næstved af alle steder.
Stakkels menneske. Han har jo nok ikke rigtig haft det så nemt.
Og stakkels hans familie. For det er jo noget rod, når nogen forsvinder og man sidder der og tænker, at man kunne have hjulpet, sagt noget, gjort noget...en forskel.
Og stakkels kolleger som nu skal gå der hver dag og vide, at han døde lige derinde.
Og stakkels tigre fordi Ekstra Bladet straks siger, de har ædt en dyrepasser, selvom de slet ikke har taget nogen bidder af ham.
Det er trist og sørgeligt, men det er stadig virkelig fantasifuldt at gøre det lige på dén måde.
Man skal alligevel være rimeligt langt ude, når ens ønske om at komme hurtigt herfra ender med et bål og et tigerangreb. Altså inde i buret i en zoologisk have. I Næstved af alle steder.
Stakkels menneske. Han har jo nok ikke rigtig haft det så nemt.
Og stakkels hans familie. For det er jo noget rod, når nogen forsvinder og man sidder der og tænker, at man kunne have hjulpet, sagt noget, gjort noget...en forskel.
Og stakkels kolleger som nu skal gå der hver dag og vide, at han døde lige derinde.
Og stakkels tigre fordi Ekstra Bladet straks siger, de har ædt en dyrepasser, selvom de slet ikke har taget nogen bidder af ham.
Det er trist og sørgeligt, men det er stadig virkelig fantasifuldt at gøre det lige på dén måde.
torsdag den 21. maj 2009
Ny titel til mig
Nåja, jeg har jo helt glemt at fortælle noget vigtigt fra fredagens madlavningstema.
Jeg er dronningen af marengs.
Og bare for at I ikke behøver tage mit ord for det, så flasher jeg lige et billede af min smukke æggehvider-pisket-med-muscovado-sukker-og-en-knivspids-salt-masse.
Smukt!
Jeg er dronningen af marengs.
Og bare for at I ikke behøver tage mit ord for det, så flasher jeg lige et billede af min smukke æggehvider-pisket-med-muscovado-sukker-og-en-knivspids-salt-masse.
Smukt!
tirsdag den 19. maj 2009
Ofrene for regnskyl
I går var det regnvejr i Århus.
Ifølge JP var det i Århus syd, men jeg bor i V, sådan lige et par veje fra N, og her havde vi så meget regn, at parkeringspladsen var én stor glatbane-test og vores lille sti nede ved græsset i gården var komplet oversvømmet. Så jeg vil mene, at bare 'Århus' sådan i det store hele var 'offer' (som JP skriver) for regnen.
Jeg var glad for, at jeg var nået hjem, for bare en time før mørket sænkede sig med sorte skyer havde jeg dalret rundt i centrum. Og det havde ikke været så fedt. Torden og hagl/regnstorm skal nydes fra hjemmet.
Og det blev det så. Med kvædete og stirren ud af vinduet, som endda blev åbnet så meget, det nu kunne uden at det væltede ind med vand og små isstykker, sådan at jeg kunne høre tordenen.
Desværre bor jeg midt imellem andre blokke og kun på 1. sal, så jeg fik ikke set så mange lyn, at det lige gjorde noget. Jeg elsker ellers at se lyn. Elsker i det hele taget tordenvejr.
Og så opdagede jeg, at måger virkelig ér så snotdumme, som jeg går og forestiller mig. De fløj rundt højt oppe midt i tordenen. Nu ved jeg, hvordan McDonald's blev inspireret til deres logo....
Og så var der jo duen.
Der 'bor' et duepar i træet uden for vores altan. De sidder stort set hver dag og kurrer og nusser og gør, hvad duer nu gør. I går var den ene af dem blevet fanget i træet, da regnen kom.
Normalt er jeg ikke den store duefan, men jeg syntes alligevel, det var lidt synd for den her due. Helt alene og våd i det store farlige vejr. Årh.
Ifølge JP var det i Århus syd, men jeg bor i V, sådan lige et par veje fra N, og her havde vi så meget regn, at parkeringspladsen var én stor glatbane-test og vores lille sti nede ved græsset i gården var komplet oversvømmet. Så jeg vil mene, at bare 'Århus' sådan i det store hele var 'offer' (som JP skriver) for regnen.
Jeg var glad for, at jeg var nået hjem, for bare en time før mørket sænkede sig med sorte skyer havde jeg dalret rundt i centrum. Og det havde ikke været så fedt. Torden og hagl/regnstorm skal nydes fra hjemmet.
Og det blev det så. Med kvædete og stirren ud af vinduet, som endda blev åbnet så meget, det nu kunne uden at det væltede ind med vand og små isstykker, sådan at jeg kunne høre tordenen.
Desværre bor jeg midt imellem andre blokke og kun på 1. sal, så jeg fik ikke set så mange lyn, at det lige gjorde noget. Jeg elsker ellers at se lyn. Elsker i det hele taget tordenvejr.
Og så opdagede jeg, at måger virkelig ér så snotdumme, som jeg går og forestiller mig. De fløj rundt højt oppe midt i tordenen. Nu ved jeg, hvordan McDonald's blev inspireret til deres logo....
Og så var der jo duen.
Der 'bor' et duepar i træet uden for vores altan. De sidder stort set hver dag og kurrer og nusser og gør, hvad duer nu gør. I går var den ene af dem blevet fanget i træet, da regnen kom.
Normalt er jeg ikke den store duefan, men jeg syntes alligevel, det var lidt synd for den her due. Helt alene og våd i det store farlige vejr. Årh.
mandag den 18. maj 2009
Husk.....
Denne plakat gik jeg forbi nede i Park Allé.
Og ærligt talt, nej, det havde jeg ikke husket.
Så ti minutter efter ringede jeg til min mor for at sige, at jeg elsker hende. Og det tror jeg faktisk gjorde hendes dag en hel del bedre. Hun lød i hvert fald fantastisk glad og har sendt en mail senere, hvor hun takker for den gode opringning. Skønt.
Lad det hermed være en opfordring til alle om at fortælle deres mor, at de elsker hende. Jeg tror ikke, de hører det tit nok, de der mødre...gør det nu.
Fødselsdag.
Morgenstund har guld i mund, siger de. Det er formentlig dem, som står tidligt op og får glimt af en morgensol så stor og rund og evigt god.
I morges var der også lidt guld her i hytten.
Dog blev jeg vækket af håndværkerne, som neden for soveværelsets vindue gik i gang med at blande cement til gulvstøbning, hvilket larmer en del. Men efter ti minutters irritation over støjen, stod jeg op og fik lagt nogle klatter bolledej på et par plader og så ind i seng igen.
Fødselsdagssang havde jeg sunget lidt over midnat, så da hr. kæresten vågnede var det bare at komme boller i ovnen, mens han tog bad, og så sætte os til et veldækket morgenbord. Det var sørme ikke sløjt.
Og dagen har stadig guld i mund og ud over det hele, på trods af DMIs lovning på regn (det skal nok komme, så god har han jo heller ikke været), så vi er glade og nyder det.
Snart tager hr. kæresten på arbejde og jeg tager ned i byen for at hente min gevist på Stiften. Billetter til forestillingen "Kødkarrusellen" på Århus Teater. I love it.
Mandagsstund har guld i mund. I hvert fald lige denne mandag.
I morges var der også lidt guld her i hytten.
Dog blev jeg vækket af håndværkerne, som neden for soveværelsets vindue gik i gang med at blande cement til gulvstøbning, hvilket larmer en del. Men efter ti minutters irritation over støjen, stod jeg op og fik lagt nogle klatter bolledej på et par plader og så ind i seng igen.
Fødselsdagssang havde jeg sunget lidt over midnat, så da hr. kæresten vågnede var det bare at komme boller i ovnen, mens han tog bad, og så sætte os til et veldækket morgenbord. Det var sørme ikke sløjt.
Og dagen har stadig guld i mund og ud over det hele, på trods af DMIs lovning på regn (det skal nok komme, så god har han jo heller ikke været), så vi er glade og nyder det.
Snart tager hr. kæresten på arbejde og jeg tager ned i byen for at hente min gevist på Stiften. Billetter til forestillingen "Kødkarrusellen" på Århus Teater. I love it.
Mandagsstund har guld i mund. I hvert fald lige denne mandag.
søndag den 17. maj 2009
Liste
Ting jeg gerne vil have:
Symaskine
Strikke-talent (eller bare minimal know-how)
Stof til at sy af
+ grejer
En hund
To katte
Tre børn
Et hus med
En have med
Et kastanietræ
En rar seng
De fleste ting er nogen, som må vente længe......
Men jeg kunne vel nok finde noget strikke-tutorial et sted på nettet og så i det mindste komme i gang med dét.
Symaskine
Strikke-talent (eller bare minimal know-how)
Stof til at sy af
+ grejer
En hund
To katte
Tre børn
Et hus med
En have med
Et kastanietræ
En rar seng
De fleste ting er nogen, som må vente længe......
Men jeg kunne vel nok finde noget strikke-tutorial et sted på nettet og så i det mindste komme i gang med dét.
Fredag i Westend Århus
Min fredag startede tidligt. Alt for tidligt. Men jeg skulle nå en del ting, så måske var det bare tids nok. Mit energiniveau var ikke klar på at jeg skulle lave noget som helst.
Men jeg tændte radioen, spiste et par jordbær og prøvede at slæbe mig i gang.
Efter en halv times tid, hvor jeg mest var gået i ring om mig selv, spillede radioen AC/DCs 'Thunderstruck'. Op med volumen og gang i mine ben. Hele energiniveauet fulgte med og i gang kom jeg.
Første opgave var tunmousse. Jeg havde fundet nogle opskrifter med husblas, men ad, det lød klamt, så jeg brugte den gode gamle med masser af smør. Jeg nøjedes med den halve mængde, hvilket er rigeligt. Den blev færdig, prøvesmagt og hældt i en bageform, så den kunne være lækker forret om aftenen, når gæsterne indfandt sig.
Hov, nu lyver jeg igen. Allerførst startede jeg faktisk en lækker dej med en smule gær, lidt koldt vand, et par skefulde tahin og durum- og almindeligt hvedemel. Ud på altanen i en kæmpe skål, så der kunne være brød til tunmoussen. Og til resten.
Hr. kæreste stod selv for hovedretten, så den lod jeg være. Desserten havde jeg bestemt, skulle være pavlova. Det har jeg aldrig lavet før, men jeg elsker marengs, så hvorfor ikke prøve?
Min stakkels lille elpisker, som faktisk er 12 år gammel, syntes vist ikke det var verdens bedste idé, da den knoklede noget så voldsomt, fordi æggehviderne og sukkeret skal piskes noget nær for evigt. Til gengæld blev den så fin og blank, at jeg næsten kunne spejle mig i den. Jeg havde brugt en enkelt hvide mere end hvad der stod i opskriften, og for dette måtte jeg bøde med en over dobbelt bagetid. Mystisk. Men det blev et fint resultat.
Og stor var lykken ved midnatstid, da gæsterne blev præsenteret for en stor marengs, dækket med skiver af dåsepære, flødeskum med vanille, ristede og hakkede mandler og chokoladesovs. De blev ganske salige og andægtige. Og vi nød det i store drag.
Hård dag med ondt i fødderne og revner på hænderne af al for megen håndvask i forbindelse med madlavningen endte i gode venners selskab med god og rigelig mad, vin og øl. Herligt.
Men jeg tændte radioen, spiste et par jordbær og prøvede at slæbe mig i gang.
Efter en halv times tid, hvor jeg mest var gået i ring om mig selv, spillede radioen AC/DCs 'Thunderstruck'. Op med volumen og gang i mine ben. Hele energiniveauet fulgte med og i gang kom jeg.
Første opgave var tunmousse. Jeg havde fundet nogle opskrifter med husblas, men ad, det lød klamt, så jeg brugte den gode gamle med masser af smør. Jeg nøjedes med den halve mængde, hvilket er rigeligt. Den blev færdig, prøvesmagt og hældt i en bageform, så den kunne være lækker forret om aftenen, når gæsterne indfandt sig.
Hov, nu lyver jeg igen. Allerførst startede jeg faktisk en lækker dej med en smule gær, lidt koldt vand, et par skefulde tahin og durum- og almindeligt hvedemel. Ud på altanen i en kæmpe skål, så der kunne være brød til tunmoussen. Og til resten.
Hr. kæreste stod selv for hovedretten, så den lod jeg være. Desserten havde jeg bestemt, skulle være pavlova. Det har jeg aldrig lavet før, men jeg elsker marengs, så hvorfor ikke prøve?
Min stakkels lille elpisker, som faktisk er 12 år gammel, syntes vist ikke det var verdens bedste idé, da den knoklede noget så voldsomt, fordi æggehviderne og sukkeret skal piskes noget nær for evigt. Til gengæld blev den så fin og blank, at jeg næsten kunne spejle mig i den. Jeg havde brugt en enkelt hvide mere end hvad der stod i opskriften, og for dette måtte jeg bøde med en over dobbelt bagetid. Mystisk. Men det blev et fint resultat.
Og stor var lykken ved midnatstid, da gæsterne blev præsenteret for en stor marengs, dækket med skiver af dåsepære, flødeskum med vanille, ristede og hakkede mandler og chokoladesovs. De blev ganske salige og andægtige. Og vi nød det i store drag.
Hård dag med ondt i fødderne og revner på hænderne af al for megen håndvask i forbindelse med madlavningen endte i gode venners selskab med god og rigelig mad, vin og øl. Herligt.
tirsdag den 12. maj 2009
En kort og en lang.
Nu, jeg er ved det med upload af billeder, må I hellere få et par mere, som har ligget og ventet på blogning.
Det ene er en fabelagtig lysekrone, som jeg nærmest gerne havde købt, hvis jeg da sådan lige havde haft en gildesal, hvor den kunne hænge. Her i lejligheden vil den vist bare fylde omtrent som et juletræ. Og det ér altså lidt rigelig plads at give til en lampe. En lampe som mest af alt bare er fantastisk, fordi den er umådeligt...hæslig. På den gode måde.
Her er vidunderet - læg mærke til, at der faktisk ér et prisskilt på den, så de regner med, at nogen godt vil købe den før eller siden....
Det andet billede viser jeg lige om lidt. For der hører en historie med, som I først skal læse. En historie, som siger ganske meget om undertegnedes behov for en Spock, som kan rende og pode mig med lidt logik ind i mellem.
Jeg var i en genbrugsbutik (hvor lysekronen var) i lørdags, og endnu engang var jeg på udkig efter en telefon.
Jeg kan godt lide den lidt gamle stil og derfor dånede jeg nærmest, da jeg opdagede et smukt eksemplar af en telefon med en kampvægt på i hvert fald et par kilo og med årstallet '1963' i bunden.
Den har ingen snoet ledning mellem rør og telefon, blot en stofledning der er vældig lang. Og ledningen med telefonstikket er ligeledes beklædt med stof.
Altså en telefon fra dengang, det betød noget, at tingene så godt ud - på en anden og mindre hightech manér end i vore dage (mimre).
Prisskiltet sagde 130,- kroner, og jeg mente, at det var en ganske fin pris for sådan et klenodie, som er ældre end min ældste søster. Den er endda fra før min far var i Søværnet!
Frisk gik jeg til disken og spurgte de søde frivillige, om de nu var visse på, at telefonen virkede. De satte den straks i deres telefonstik, jeg lyttede, fik klartone og lykken bredte sig.
Jeg betalte straks og skyndte mig videre. Ned i Føtex, rundt og handle, ordne og gøre ved - og så på Kitte Kry hjem igen. Nu med ny, gammel telefon.
Vel hjemme skyndte jeg mig ind til kommoden ved telefonstikket og satte vidunderet til. Jeg trak vejret dybt og løftede røret.
Intet. Hvid støj. Konkylie-havlyd. Tomhed.
Nå.
Noget måtte jo være blevet raslet løs i løbet af turen på de elendige cykelstier på hjemvejen, tænkte jeg. Jeg greb derfor en skruetrækker og skilte telefonen ad. Der sad ledningerne fint på, det ér jo kram.
Selve telefonstikket kunne jeg ikke skille ad (hvor køber man et værktøj, som kan skrue bittesmå unbrakonøgleformede skruer ud?), så det måtte lige vente.
Jeg satte mig til at lave noget andet, og håbede naivt, at det løse måske ville sætte sig tilbage på plads, hvis telefonen bare fik lidt fred.
Så jeg gav telefonen fred og cirka en times tid efter, fik jeg en åbenbaring.
"For fanden...telefonen er fra 1963 - det er sgu da ikke ligefem sikkert, at den fungerer så skidegodt med telefoni via internettet!"
Skuffet sad jeg der og grinede af mig selv. Hvorfor jeg ikke havde indset det i butikken, aner jeg ikke.
Træt af mig selv og min dumhed fortalte jeg det senere på dagen over et par øl til min ven, som er datalog (eller i den stil). Han grinede vældig fint MED mig, ikke af, sådan er vi nemlig ikke. Overhovedet.
Så forbarmede han sig og informerede teknikspaden her om, at man kan købe et omformerstik, som vist kunne få den til at virke.
Jeg købte stikket i går og har nu et styks fantastisk og infernalsk højt ringende telefon stående i stuen. Jeg kan ikke ringe ud, for sådan er det med drejeskiver og moderne tider, men man kan ringe til mig. Og det er helt fabelagtigt.
En lykkelig slutning på en lang historie. Jeg elsker min F-62!
Det ene er en fabelagtig lysekrone, som jeg nærmest gerne havde købt, hvis jeg da sådan lige havde haft en gildesal, hvor den kunne hænge. Her i lejligheden vil den vist bare fylde omtrent som et juletræ. Og det ér altså lidt rigelig plads at give til en lampe. En lampe som mest af alt bare er fantastisk, fordi den er umådeligt...hæslig. På den gode måde.
Her er vidunderet - læg mærke til, at der faktisk ér et prisskilt på den, så de regner med, at nogen godt vil købe den før eller siden....
Det andet billede viser jeg lige om lidt. For der hører en historie med, som I først skal læse. En historie, som siger ganske meget om undertegnedes behov for en Spock, som kan rende og pode mig med lidt logik ind i mellem.
Jeg var i en genbrugsbutik (hvor lysekronen var) i lørdags, og endnu engang var jeg på udkig efter en telefon.
Jeg kan godt lide den lidt gamle stil og derfor dånede jeg nærmest, da jeg opdagede et smukt eksemplar af en telefon med en kampvægt på i hvert fald et par kilo og med årstallet '1963' i bunden.
Den har ingen snoet ledning mellem rør og telefon, blot en stofledning der er vældig lang. Og ledningen med telefonstikket er ligeledes beklædt med stof.
Altså en telefon fra dengang, det betød noget, at tingene så godt ud - på en anden og mindre hightech manér end i vore dage (mimre).
Prisskiltet sagde 130,- kroner, og jeg mente, at det var en ganske fin pris for sådan et klenodie, som er ældre end min ældste søster. Den er endda fra før min far var i Søværnet!
Frisk gik jeg til disken og spurgte de søde frivillige, om de nu var visse på, at telefonen virkede. De satte den straks i deres telefonstik, jeg lyttede, fik klartone og lykken bredte sig.
Jeg betalte straks og skyndte mig videre. Ned i Føtex, rundt og handle, ordne og gøre ved - og så på Kitte Kry hjem igen. Nu med ny, gammel telefon.
Vel hjemme skyndte jeg mig ind til kommoden ved telefonstikket og satte vidunderet til. Jeg trak vejret dybt og løftede røret.
Intet. Hvid støj. Konkylie-havlyd. Tomhed.
Nå.
Noget måtte jo være blevet raslet løs i løbet af turen på de elendige cykelstier på hjemvejen, tænkte jeg. Jeg greb derfor en skruetrækker og skilte telefonen ad. Der sad ledningerne fint på, det ér jo kram.
Selve telefonstikket kunne jeg ikke skille ad (hvor køber man et værktøj, som kan skrue bittesmå unbrakonøgleformede skruer ud?), så det måtte lige vente.
Jeg satte mig til at lave noget andet, og håbede naivt, at det løse måske ville sætte sig tilbage på plads, hvis telefonen bare fik lidt fred.
Så jeg gav telefonen fred og cirka en times tid efter, fik jeg en åbenbaring.
"For fanden...telefonen er fra 1963 - det er sgu da ikke ligefem sikkert, at den fungerer så skidegodt med telefoni via internettet!"
Skuffet sad jeg der og grinede af mig selv. Hvorfor jeg ikke havde indset det i butikken, aner jeg ikke.
Træt af mig selv og min dumhed fortalte jeg det senere på dagen over et par øl til min ven, som er datalog (eller i den stil). Han grinede vældig fint MED mig, ikke af, sådan er vi nemlig ikke. Overhovedet.
Så forbarmede han sig og informerede teknikspaden her om, at man kan købe et omformerstik, som vist kunne få den til at virke.
Jeg købte stikket i går og har nu et styks fantastisk og infernalsk højt ringende telefon stående i stuen. Jeg kan ikke ringe ud, for sådan er det med drejeskiver og moderne tider, men man kan ringe til mig. Og det er helt fabelagtigt.
En lykkelig slutning på en lang historie. Jeg elsker min F-62!
Lækker-læk-lækker!
Jeg er kommet til at love andetsteds på det der internet, at jeg ville flashe et ægte, dejligt Arto-billede af mig selv......
....og da det nu står skrevet for evig og altid på nettet, fór jeg ind på Ordningen for straks at uploade et lækkert billede.
Men ak.
Alle de labre billeder ligger et eller andet sted, som jeg ikke lige husker nu - men som tydeligvis ikke er denne computer.
Så i stedet får I noget, der ligner et Arto-flash. Det er i hvert fald lækkert!
....og da det nu står skrevet for evig og altid på nettet, fór jeg ind på Ordningen for straks at uploade et lækkert billede.
Men ak.
Alle de labre billeder ligger et eller andet sted, som jeg ikke lige husker nu - men som tydeligvis ikke er denne computer.
Så i stedet får I noget, der ligner et Arto-flash. Det er i hvert fald lækkert!
Dagens sidste tanke
"Det er ikke rigtig noget....det ér bare."
Dette var min tanke, mens hovedet lå på puden, snorken var ved siden af mig og ro og mørke havde sænket sig over hele Århus V.
Jeg syntes, at det var en god 'dagens sidste tanke' og blev enig med mig selv om, at det nu var tid til at sove.
Mit hoved møffede lidt rundt på puden, jeg vendte mig et par gange, men lige lidt hjalp det. Jeg sov ikke.
Så nu er jeg stået op igen og I har hermed fået min sidste tanke for i dag, selvom jeg ikke helt er gået væk for natten. Men jeg ér sikkert holdt lidt op med at tænke.
Så jeg prøver med mere venden, drejen og møffen rundt og ser, om søvnen og i morgen vil komme til mig.
Dette var min tanke, mens hovedet lå på puden, snorken var ved siden af mig og ro og mørke havde sænket sig over hele Århus V.
Jeg syntes, at det var en god 'dagens sidste tanke' og blev enig med mig selv om, at det nu var tid til at sove.
Mit hoved møffede lidt rundt på puden, jeg vendte mig et par gange, men lige lidt hjalp det. Jeg sov ikke.
Så nu er jeg stået op igen og I har hermed fået min sidste tanke for i dag, selvom jeg ikke helt er gået væk for natten. Men jeg ér sikkert holdt lidt op med at tænke.
Så jeg prøver med mere venden, drejen og møffen rundt og ser, om søvnen og i morgen vil komme til mig.
mandag den 11. maj 2009
Bedste mandag
Mandage er sjældent rigtig rare. Mandage med spændingshovedpine er bare noget værre. Men mandage med spændinghovedpine, Rasmus Klump-pandekager i maven og en scanning af venindens gravide mave - DÉ er særligt gode!
Det er aldrig rart (læs: Det er helvedes til lort) at have spændingshovedpine, men da jeg sad på stolen med hånden på min venindes arm, og den søde sygeplejerske sagde 'Se, det er hjertet', glemte jeg ret meget både mandag, pandekager og hovedpine. Mand, det er stort. Og fantastisk. Og fuldkommen uforståeligt.
Jeg véd godt inde i hjernen, at der ligger et lille bitte menneske i min venindes mave. Men jeg forstår det ved gud ikke. Overhovedet ikke. Det er simpelthen så supervildt og skønt.
Og at se det bette hjerte slå der på ultralydsskærmen, dét er bare fantastisk! Og jeg vil gerne anbefale det til alle. Men til mænd skal det lige siges - din kvinde bliver røvskruk af det, bare så du ved det. Jeg kan faktisk se mine æggestokke stå og danse bag buksestoffet netop nu.....
Det er aldrig rart (læs: Det er helvedes til lort) at have spændingshovedpine, men da jeg sad på stolen med hånden på min venindes arm, og den søde sygeplejerske sagde 'Se, det er hjertet', glemte jeg ret meget både mandag, pandekager og hovedpine. Mand, det er stort. Og fantastisk. Og fuldkommen uforståeligt.
Jeg véd godt inde i hjernen, at der ligger et lille bitte menneske i min venindes mave. Men jeg forstår det ved gud ikke. Overhovedet ikke. Det er simpelthen så supervildt og skønt.
Og at se det bette hjerte slå der på ultralydsskærmen, dét er bare fantastisk! Og jeg vil gerne anbefale det til alle. Men til mænd skal det lige siges - din kvinde bliver røvskruk af det, bare så du ved det. Jeg kan faktisk se mine æggestokke stå og danse bag buksestoffet netop nu.....
torsdag den 7. maj 2009
Løgn og latin
Nej, jeg kan ikke latin. Eller jo, jeg kan nogle enkelte ord hist og pist, fordi jeg engang gik til fransk i ungdomsskolen og fransk jo er et latinbaseret sprog. Men i det store hele kan jeg ikke latin. Men jeg kan løgn. Det er noget vås jo, men jeg har løjet en del på bloggen i går og i dag.
Vinterjakken ligger henslængt på Bedstes arve-lænestol i stuen, hvor den blev smidt i går, da jeg stormede ud af døren med striktrøje og grønt halstørklæde. Den ligger dér, fordi jeg heller ikke i dag fik den på. Faktisk fordi jeg slet ikke er kommet ud af døren.
Jeg fik lige besøg af min ikke så god ven, spændingshovedpinen, som havde taget en anden ikke så god ven, kvalmen, med.
Dét + det faktum at jeg skal aflevere en 15 siders bacheloropgave den 3. juni og stadig ikke har et emne at basere den på, sendte mig lige til tælling, så jeg er blevet hjemme. Ingen kapsejlads til mig.
Men desværre heller ingen indflytterfest hos min ven. Jævnt træls.
Jeg hader den der opgave. Hvorfor SKAL jeg pinedød finde noget, som har med mit grundfag at gøre, når det nu ikke står i den fårking studieordning!?
Yrk.
Vinterjakken ligger henslængt på Bedstes arve-lænestol i stuen, hvor den blev smidt i går, da jeg stormede ud af døren med striktrøje og grønt halstørklæde. Den ligger dér, fordi jeg heller ikke i dag fik den på. Faktisk fordi jeg slet ikke er kommet ud af døren.
Jeg fik lige besøg af min ikke så god ven, spændingshovedpinen, som havde taget en anden ikke så god ven, kvalmen, med.
Dét + det faktum at jeg skal aflevere en 15 siders bacheloropgave den 3. juni og stadig ikke har et emne at basere den på, sendte mig lige til tælling, så jeg er blevet hjemme. Ingen kapsejlads til mig.
Men desværre heller ingen indflytterfest hos min ven. Jævnt træls.
Jeg hader den der opgave. Hvorfor SKAL jeg pinedød finde noget, som har med mit grundfag at gøre, når det nu ikke står i den fårking studieordning!?
Yrk.
Men så i dag da....
Nå, men jeg var jo fuld af løgn i går. For jeg tog jo ikke vinterjakken på ud i verden. Det var holdt op med at regne og jeg vurderede, at jeg godt kunne udholde blæsten i min lille striktrøje, hvis jeg bare havde et tørklæde på også. Så det havde jeg.
Men i dag, hvor jeg skal til kapsejlads og tilbringe timer i en park i blæst og hvad guderne nu ellers kaster efter os, da tager jeg altså vinterjakken på. Selvom den kun har én knap, der virker.
Go Humaniora - vind nu den kapsejlads!
Men i dag, hvor jeg skal til kapsejlads og tilbringe timer i en park i blæst og hvad guderne nu ellers kaster efter os, da tager jeg altså vinterjakken på. Selvom den kun har én knap, der virker.
Go Humaniora - vind nu den kapsejlads!
onsdag den 6. maj 2009
Stædighed
Har I lagt mærke til at danskere nogle gange er svært stædige?
Nu har vi i det meste af april måned været velsignet med solskin og aldeles rare temperaturer. Det har så medført et væld af bare dameben i nederdele, folk i kortærmede skjorter og bluser, korte bukser, sommerjakker og farve i kinderne.
Da maj så ankom med al aprils regn og rusk , ja så skete der ingenting. Folk går stadig rundt i sommertøjet. Jo jo, det kan godt være de fryser på vej til arbejde om morgenen. Og måske også på vej hjem om eftermiddagen. Men nu er sommertøjet jo kommet frem og pokker stå i at vi tager lange bukser på eller strømper inden under nederdelen.
Men jeg trodser nu stædigheden i dag. Jeg tager min vinterjakke på når jeg skal på uni om nogle timer.
Nu har vi i det meste af april måned været velsignet med solskin og aldeles rare temperaturer. Det har så medført et væld af bare dameben i nederdele, folk i kortærmede skjorter og bluser, korte bukser, sommerjakker og farve i kinderne.
Da maj så ankom med al aprils regn og rusk , ja så skete der ingenting. Folk går stadig rundt i sommertøjet. Jo jo, det kan godt være de fryser på vej til arbejde om morgenen. Og måske også på vej hjem om eftermiddagen. Men nu er sommertøjet jo kommet frem og pokker stå i at vi tager lange bukser på eller strømper inden under nederdelen.
Men jeg trodser nu stædigheden i dag. Jeg tager min vinterjakke på når jeg skal på uni om nogle timer.
mandag den 4. maj 2009
4. maj
Hov forresten, befrielsen!
Det er i aften, vi skal huske at mindes de gamle dage, da vest og øst mødtes og tysken pakkede sig fra vort land. Husk lys i vinduerne, når det dæmrer.
"Nu kalder Danmark paa sine Børn, farvel for evigt, du tyske Ørn."
Det er i aften, vi skal huske at mindes de gamle dage, da vest og øst mødtes og tysken pakkede sig fra vort land. Husk lys i vinduerne, når det dæmrer.
"Nu kalder Danmark paa sine Børn, farvel for evigt, du tyske Ørn."
Lejrskolestart
I dag må helt klart være 'tag på lejrskole-dag'.
Jeg var med toget fra Kbh til Århus fra formiddag til eftermiddag og der var også en 6.klasse med.
De larmede og var, som 6-klasser nu kan være - ganske underholdende, og faktisk ikke så for meget, som jeg var bange for, da de kollektivt væltede ind i vognen i Roskilde og dermed rev mig brat ud af den søvn, jeg havde brug for.
Men så igen, så var jeg vågen, da damen med vognen kom - og da jeg skulle ud på perronen i Ringsted for at modtage hele min mors kollektion af rabarber fra haven. Dejligt at have en mor, som gider hive dem op af jorden og køre til stationen med dem, bare for at sende dem så friske som muligt til Århus. Og nåja, så for lige at få en ekstra krammer af den yngste datter. Ja, det er mig. - og jeg nåede at købe kaffe med mælk af damen. Det var dejligt sammen med den croissant, jeg havde købt på Hauptbahnhof i Kopenhagen derovre.
Nå, lejrskolen. Da 6.B (som læreren sagde, da de skulle lytte grundigt) stod af i Skanderborg, ventede et andet hold unger på en anden perron på et tog, som kører den modsatte vej. Formentlig jydebørn som skulle til Sjælland, omvendt af Roskilde-ungerne, som jo skulle til et sted i nærheden af Skanderborg, som tog en halv time mere at komme til. Jojo, jeg hører nemlig også efter, når læreren råber "6.B så hører I lige her!"
Da vi kom til Århus, var der endnu en klasse på perronen, som skulle syd- og muligvis østpå. Og før I kommer for godt i gang med at sige, at det da bare er blå mandag, stopper jeg jer. For ja, det er det i dag, og dén slags unger så jeg også mange af. Men man har vel sjældent soveposer med til blå mandag. Og to lærere med fuldkommen styr på, hvor de alle skal hen og hvordan de kommer det. Bare for at dokumentere, kan jeg nævne, at der kom en mand med firmatrøje og hængerøv og spurgte mig, hvordan man forstår buskøreplanerne her i Århus. Han stod jo netop og skulle med 'de unge mennesker' i Friheden. Og dé var nemlig ude på blå mandag. De andre var altså lejrskoleunger.
Jeg håber, de får en god uge alle sammen.
Jeg var med toget fra Kbh til Århus fra formiddag til eftermiddag og der var også en 6.klasse med.
De larmede og var, som 6-klasser nu kan være - ganske underholdende, og faktisk ikke så for meget, som jeg var bange for, da de kollektivt væltede ind i vognen i Roskilde og dermed rev mig brat ud af den søvn, jeg havde brug for.
Men så igen, så var jeg vågen, da damen med vognen kom - og da jeg skulle ud på perronen i Ringsted for at modtage hele min mors kollektion af rabarber fra haven. Dejligt at have en mor, som gider hive dem op af jorden og køre til stationen med dem, bare for at sende dem så friske som muligt til Århus. Og nåja, så for lige at få en ekstra krammer af den yngste datter. Ja, det er mig. - og jeg nåede at købe kaffe med mælk af damen. Det var dejligt sammen med den croissant, jeg havde købt på Hauptbahnhof i Kopenhagen derovre.
Nå, lejrskolen. Da 6.B (som læreren sagde, da de skulle lytte grundigt) stod af i Skanderborg, ventede et andet hold unger på en anden perron på et tog, som kører den modsatte vej. Formentlig jydebørn som skulle til Sjælland, omvendt af Roskilde-ungerne, som jo skulle til et sted i nærheden af Skanderborg, som tog en halv time mere at komme til. Jojo, jeg hører nemlig også efter, når læreren råber "6.B så hører I lige her!"
Da vi kom til Århus, var der endnu en klasse på perronen, som skulle syd- og muligvis østpå. Og før I kommer for godt i gang med at sige, at det da bare er blå mandag, stopper jeg jer. For ja, det er det i dag, og dén slags unger så jeg også mange af. Men man har vel sjældent soveposer med til blå mandag. Og to lærere med fuldkommen styr på, hvor de alle skal hen og hvordan de kommer det. Bare for at dokumentere, kan jeg nævne, at der kom en mand med firmatrøje og hængerøv og spurgte mig, hvordan man forstår buskøreplanerne her i Århus. Han stod jo netop og skulle med 'de unge mennesker' i Friheden. Og dé var nemlig ude på blå mandag. De andre var altså lejrskoleunger.
Jeg håber, de får en god uge alle sammen.
Abonner på:
Opslag (Atom)