Busvejen og nerver!

Den vej jeg cykler til uni er via en busvej.

Altså en vej som almindelig trafik ikke må køre ad, hvorfor der er et hul i vejen i midten af kørebanen, sådan at en almindelig bils akselsafstand er lige præcis så kort, at det ene sæt hjul uvilkårligt vil dratte ned i hullet, hvis man skulle formaste sig til at prøve at køre i vejen for bussen.

Cykler må selvfølgelig slet heller ikke spærre for den meget vigtige bustrafik, men de har glemt, at cykler og cyklister er så rebelske, at vores akselafstand kun er på den anden led og derfor på ingen måde et problem på busvejen.

Af netop disse årsager - rebelskheden og akslerne - kører jeg via busvejen for ikke at køre alt for langt på vej til lærdommens hellige haller.

I formiddags vidste jeg dog, at bussen netop var stoppet bag mig for at samle folk op, da jeg nærmede mig indsnævringen.

Jeg vendte derfor hovedet for lige at sikre mig, at ingen bus ville dytte (så jeg kørte galt) eller banke ind i min fine cykel, imens jeg kørte hen over brostenene, som faktisk er det værste for mig som cyklist på busvejen.

Da jeg vendte hovedet fremad igen, var der en nævenyttig nerve som satte sig på tværs i den ene side af min nakke og fik hvidglødende pile af smerte til at bore sig langt ind i min hjerne.

Jeg overvejede at besvime, men det var ærligt talt så utjekket, når nu bussen var bag mig.

I stedet har jeg bare tilbragt en del timer med min bacheloropgave og en enorm hovedpine. Nu kommer der snart en, som har piller med hjem til mig.

Dét gør mig glad.