En kort og en lang.

Nu, jeg er ved det med upload af billeder, må I hellere få et par mere, som har ligget og ventet på blogning.

Det ene er en fabelagtig lysekrone, som jeg nærmest gerne havde købt, hvis jeg da sådan lige havde haft en gildesal, hvor den kunne hænge. Her i lejligheden vil den vist bare fylde omtrent som et juletræ. Og det ér altså lidt rigelig plads at give til en lampe. En lampe som mest af alt bare er fantastisk, fordi den er umådeligt...hæslig. På den gode måde.

Her er vidunderet - læg mærke til, at der faktisk ér et prisskilt på den, så de regner med, at nogen godt vil købe den før eller siden....



Det andet billede viser jeg lige om lidt. For der hører en historie med, som I først skal læse. En historie, som siger ganske meget om undertegnedes behov for en Spock, som kan rende og pode mig med lidt logik ind i mellem.

Jeg var i en genbrugsbutik (hvor lysekronen var) i lørdags, og endnu engang var jeg på udkig efter en telefon.

Jeg kan godt lide den lidt gamle stil og derfor dånede jeg nærmest, da jeg opdagede et smukt eksemplar af en telefon med en kampvægt på i hvert fald et par kilo og med årstallet '1963' i bunden.

Den har ingen snoet ledning mellem rør og telefon, blot en stofledning der er vældig lang. Og ledningen med telefonstikket er ligeledes beklædt med stof.
Altså en telefon fra dengang, det betød noget, at tingene så godt ud - på en anden og mindre hightech manér end i vore dage (mimre).

Prisskiltet sagde 130,- kroner, og jeg mente, at det var en ganske fin pris for sådan et klenodie, som er ældre end min ældste søster. Den er endda fra før min far var i Søværnet!

Frisk gik jeg til disken og spurgte de søde frivillige, om de nu var visse på, at telefonen virkede. De satte den straks i deres telefonstik, jeg lyttede, fik klartone og lykken bredte sig.

Jeg betalte straks og skyndte mig videre. Ned i Føtex, rundt og handle, ordne og gøre ved - og så på Kitte Kry hjem igen. Nu med ny, gammel telefon.

Vel hjemme skyndte jeg mig ind til kommoden ved telefonstikket og satte vidunderet til. Jeg trak vejret dybt og løftede røret.


Intet. Hvid støj. Konkylie-havlyd. Tomhed.

Nå.

Noget måtte jo være blevet raslet løs i løbet af turen på de elendige cykelstier på hjemvejen, tænkte jeg. Jeg greb derfor en skruetrækker og skilte telefonen ad. Der sad ledningerne fint på, det ér jo kram.

Selve telefonstikket kunne jeg ikke skille ad (hvor køber man et værktøj, som kan skrue bittesmå unbrakonøgleformede skruer ud?), så det måtte lige vente.

Jeg satte mig til at lave noget andet, og håbede naivt, at det løse måske ville sætte sig tilbage på plads, hvis telefonen bare fik lidt fred.

Så jeg gav telefonen fred og cirka en times tid efter, fik jeg en åbenbaring.

"For fanden...telefonen er fra 1963 - det er sgu da ikke ligefem sikkert, at den fungerer så skidegodt med telefoni via internettet!"

Skuffet sad jeg der og grinede af mig selv. Hvorfor jeg ikke havde indset det i butikken, aner jeg ikke.

Træt af mig selv og min dumhed fortalte jeg det senere på dagen over et par øl til min ven, som er datalog (eller i den stil). Han grinede vældig fint MED mig, ikke af, sådan er vi nemlig ikke. Overhovedet.

Så forbarmede han sig og informerede teknikspaden her om, at man kan købe et omformerstik, som vist kunne få den til at virke.

Jeg købte stikket i går og har nu et styks fantastisk og infernalsk højt ringende telefon stående i stuen. Jeg kan ikke ringe ud, for sådan er det med drejeskiver og moderne tider, men man kan ringe til mig. Og det er helt fabelagtigt.

En lykkelig slutning på en lang historie. Jeg elsker min F-62!