Bryllupsweekend

Weekenden stod i kærlighedens tegn, da kæresten og jeg skulle til hans kusines bryllup i det svenske.

Morgenen startede alt for tidligt efter en nat med for lidt søvn, og kæresten var meget uvenner med sine smokingbukser. Det var jo sin sag, at de var krympet lidt, mens de havde hængt et par år i skabet. Men de var også blevet krøllede. Og hvordan ér det nu lige, man håndterer den slags? Hans søde far er uddannet ”Hr. Schwan”, men var i Sverige og kunne ikke fås fat i. Men så var der jo mig. Da kæresten havde råbt en del og også smidt med en tøjbøjle, overtog jeg lige så stille. Jeg fik glattet bukserne – den korrekte fremgangsmåde er omhyggelig holden øje med folderne, mens man stryger langsomt og grundigt med et rent lagen imellem buks og jern.

Bukserne blev ret fine og kæresten sagde lettet, at for det måtte jeg godt selv vælge kjole uden at han ville brokke sig. = Ternet! Efter brylluppet sagde han, at han da i øvrigt slet ikke havde overvejet det med kjolen, mens festen var i gang. Så meget postyr for så lidt.

Desværre havde jeg ikke forudset problemstillingen kort kjole + plasticstol + masser af ’nu rejser vi os og skåler’, hvilket resulterede i gentagne rrrrrriitssssjjjjj-fornemmelser på bagsiden af mine lår, indtil jeg fandt på at sætte mig på min jakke. Så rejste jeg mig lige så glad og fro som alle dem med langt tøj.

Vi blev hentet, satte os ind i svogers bil og futtede mod Sverige. Vi fandt vores bed and breakfast og efter at have hilst på nogle arrige, små køtere (det er jo ikke en hund, før man kan tumle med den, uden at den tager skade!), fandt vi endelig den mand, som stod for stedet. Det hed i øvrigt Marielund og I kan finde det her: http://www.marielundsgard.se/

Kæresten og jeg tog værelset ovenpå. Svoger + svigerinde fik værelset for neden.

Det var værelser med enkeltsenge ærbart fra hinanden – og med sengetøj fra Ikea, självklart!

Indenfor gemte sig i øvrigt et køkken og et badeværelse. På badeværelset var gulvet lavet af marmor, og det er da det koldeste, jeg nærmest nogensinde har sat mine små fødder på. Brr. Bortset fra den gang, jeg gik barfodet i sne. Men det er en anden historie. Og mine fødder er en helt normal størrelse 40. Bare sådan i øvrigt. Hvis I nu undrede jer.

Vi kom alle et smut i bad, fik det fine (og ternede!) tøj på, gjort os klar og kørte i kirke. Åh, det er sådan en fin kirke, hvor vi før har været til barnedåb. I kan se den her http://www.allerumspastorat.se/kyrkor_forsamlhem/fleninge_kyrka/fleningekyrka.html

På prædikestolen findes det karakteristiske C med et 4 indeni, og jeg gad nok vide hvorfor. For kirken er vist ikke gammel nok til, at Christian 4-tal har haft noget med den at gøre. Men måske har prædikestolen tilhørt en anden kirke, som har. Og hvornår var det nu lige, at Skåne var dansk? Nå, det er jo en helt anden snak, som nu og her afsluttes med informationen om, at den skånske vimpel vajer ved Fleninge Kyrka. Go skåninge!

EDIT: Nu har jeg set på hjemmesiden, og både kirke og stol er gamle nok. Så det er faktisk Christian den 4. som har lagt monogram til prædikestolen. Man skal ikke lade sig narre af, at der står 17-et-eller-andet uden på kirken åbenbart, for den er jo meget, meget ældre.

Vielsen var en anelse anderledes end en dansk vielse, da brudeparret vies før selve vielsestalen. Og fordi de i øvrigt skal sige ”Jeg Sven Svensson tager Maren Marensdatter til min kone….blabla” og ikke bare kan nøjes med at svare ”Ja” to gange, som vi kan herhjemme.

En anden, og meget mere, speciel ting var, at gommens papfar er præst og derfor stod for det meste i kirken, bortset fra selve vielsen. Det var vældig fint og betød jo, at vielsestalen var meget personlig og rørende. Vi var flere som græd eller havde tårer i øjnene. Smukt.

Bryllupsfesten var lang og fuld af taler og tårer fra både brud, gom, svigerinde og resten af gæsterne. Gommen sang for bruden, det var så fint. Og det fik brudens bror til at sige, at hvis der lige var nogen i selskabet, som overvejede at fri og holde bryllup, så var dét der altså svært at overgå….det vidste vi godt, og jeg havde allerede sagt til kæresten, om vi ikke bare skal en tur på rådhuset, hvis det skal være. Bare sådan for at slippe for konkurrence og præstationsangst. Det går han nu nok aldrig med til…

Maden var fin, der var tangsalat til forretten, poulard og masser af lækker ratatouille til hovedret, muggen ost til dessert – heldigvis også med frisk frugt i store mængder, og bryllupskagen var superlækker, med et lag hindbærmousse og noget chokoladetjavs. Ammenam.

Bagefter var der fri bar med fadølsanlæg fra Hancock – kærestens familie kommer fra Skive – og masser af tid til dans.

Vi landede på vores lille b’n’b ved 4tiden om morgenen, forlod det ved 10-tiden om formiddagen for at spise morgenmad med resten af familien på fætterens gård uden for Fleninge.

Et par timer senere pakkede vi sammen og kørte mod Danmark. Det var en lang og varm hjemtur og alle var trætte, så der var pænt stille i bilen.

Da vi i går aftes kom hjem (lige tids nok til at høre ”Henrik Carl Joachim Alain” i fjernsynet) bestilte vi pizza og gik tidligt i seng.

I øvrigt forstår jeg ikke traditionen med at rive i sløret. Hvad er historien bag, og hvad gør alle damerne med deres stykke slør? Lægger det i en æske derhjemme til evigt minde om, at de endnu ikke er gift, syr dem sammen til deres eget slør, what?

Gommen havde stribede, lyserøde sokker på. Det var så fint. Og den tradition forstår jeg godt. Han er jo færdig med at gøre sine hoser grønne for andre kvinder. Hvilket ingen heller var i tvivl om efter at have set dem sammen.