En hemmelighed fra min del af verden

Altså min faglige del af verden.

Sidste år fyldte jeg 30 (wooptidoo - det gjorde ikke ondt!) og i den anledning fyldte jeg vores fællesrum (som hedder fagudvalgslokale, for ellers bliver det taget fra os) med boller, kage og glade mennesker.

På min lille afdeling - som tæller en 30 mennesker, når vi alle dukker op - er vi ret sociale. Når der ikke er så mange, kan man ikke holde nogen uden for, så alle er sammen om alting. Derfor var underviserne også inviteret til kaffeslabberads, sammen med de to ph.d.-studerende, som sidder på deres kontor og arbejder hårdt hele tiden.

Den ene af de deltagende undervisere er faktisk fra et helt andet universitet, nemlig SDU, men han har udlånt sig til os som barselsvikar for en rigtig fin (kvindelig!) historiker og da han er hæderkronet og gammel i gårde, har vi taget godt imod ham.

Han er lidt oppe i årene, men slet ikke så gammel som så mange andre historikere. Han har skrevet flere bøger og er rigtig dygtig inden for sit felt. Han er derfor én af dem, som Deadline og lignende programmer ringer til, når de lige skal forklare seerne et og andet om situationen netop nu og her.

Sidst han var i fjernsynet, lå jeg egentlig på sofaen, men rejste mig op på albuen og sagde "Næh!" så kæresten blev helt forskrækket og spurgte, hvad der var fat.

Jeg sagde straks, at den flinke mand på tv var 'oppe fra os', at det var ham, jeg skrev historieopgave hos og - sidst men ikke mindst og det som fik tiøren til at falde for kæresten - "Det var ham der klappede mig på kinden på min fødselsdag!".

Sagen er nemlig den, at efter han havde mæsket sig i søde boller og dejlig kage, mødte jeg denne underviser på gangen.

Han sagde tillykke, fortalte, at jeg var god til at bage og endelig klappede han mig to gange på venstre kind.

Så dét er, hvad jeg husker ham for fra nu af og til han ikke kommer i fjernsynet mere. Måske skulle man skrive det til Kurt Strand og de andre. Bare sådan at de ved, at der er en risiko for kindklap, hvis de er søde mod ham?